Property:Persons/Institutions
Spring til navigation
Spring til søgning
This is a property of type Text.
B
Bornholms Amatørteater
TV2 Bornholms Sprogblomster som er et meget yndet program
Dialektkomedier optages og sendes på TV2 Bornholm.
Der tales meget bornholmsk på TV2 Bornholm +
Udøverne er først og fremmest de nuværende og forhenværende dansere ved Den Kgl. Danske Ballet og eleverne på Balletskolen, samt de, der underviser i skolerne og iscenesætter balletterne både ved Det Kgl. Teater og udenfor.
Dem, der kender traditionen godt uden selv at være udøvere af den, er publikum – i alle aldre - både det fagligt interesserede og "menigmand", samt alle de, der arbejder med teaterhistorisk forskning og aktuel dansekritik. +
C
Spørger du en turist, hvad der kendetegner danskerne, vil de formodentlig svare, at danskerne er et folkefærd, der cykler meget – hvilket er helt korrekt. Den danske cykelkultur er for alle og involverer reelt set stort set alle danskere. Der cykles dagligt i alle samfundets aldersgrupper og lag, og det samlede antal daglige kilometer, der bliver cyklet, er jævnt fordelt. Cyklen er ikke tilknyttet bestemte grupper i samfundet, men er et eksempel på noget, der bruges i forskellige samfunds- og sociale grupper. Forskellige syn på cyklismen ses mere på det politiske plan, da politiske grupper ofte har forskellige syn på cyklisme og vigtigheden af cyklisme i planlægningen af infrastruktur.
Der findes også organisationer og grupper, der beskæftiger sig med cyklisme på et mere praktisk plan og arbejder for at fremme cyklisme. Cyklistforbundet kan nævnes som eksempel på en interesseorganisation, der gennem lobbyarbejde og landsdækkende kampagner ønsker at sætte fokus på cyklens vigtighed i forhold til at skabe et sundere, grønnere og mere bæredygtigt Danmark. +
D
Rigtig mange mennesker verden over kender til de europæiske drengekor - men kun til relativt få af dem. Og bekymrende få kender til det omfattende arbejde – kunstnerisk, pædagogisk, administrativt og logistisk – der skal til for at få institutionerne og traditionerne til at hænge sammen.
Dem, der interesserer sig særligt for dem, er jo de enkelte landes symfoniorkestre, barokensembler, operahuse, katedraler, medieinstitutioner og koncertarrangører.
Dem det glæder, er et stort publikum. Og med et stort publikum menes oftest fyldte katedraler og fyldte koncertsale verden over. Men at mange har haft en god oplevelse betyder ikke nødvendigvis, at man ved, hvor sårbar selv den mest anerkendte kulturarv kan være.
Der er næppe tale om særlige sociale lag, der har interesse i denne tradition. Men det er sikkert og vist, at interessen for kormusik i det hele taget er hastigt stigende. Derfor er drengekorstraditionen ikke længere alene knyttet til lukkede institutionelle systemer. De er i spil også til alternative musikgenrer og alternative koncertformer. Det gælder i hvert fald et flertal af dem – og det gælder også Københavns Drengekor. +
Dansk folkedans udøves primært i forholdsvis lukkede miljøer i foreninger eller i særlige arrangementer.
Udøverne er dels personer på 60+, der har danset i rigtig mange år, dels børn og unge, der er ”født” ind i folkedansen og dels en ny gruppe af yngre mennesker, der har ingen eller meget lidt kendskab til folkedans. +
De, der udøver, bruger eller kender dansk folkemusik og –dans er et bredt sammensat udsnit af befolkningen. Alle sociale lag, alle aldersgrupper, alle dele af landet er repræsenteret. Det er opfattelsen i miljøet, at der en jævn fordeling på alle parametre, omend der nok er en vis overrepræsentation af dem under 30 og dem over 60. Der er endnu ikke udført en egentlig kortlægning af den nutidige danske folkemusiks demografi.
Blandt udøverne spænder vi fra den arbejdsløse til direktøren, fra den ufaglærte til professoren, fra børn/ungdom til ældre/ gamle. Hvad angår musikuddannelse spænder vi fra absolut ingen formel uddannelse til landets bedste klassiske konservatorie-uddannelse.
Antallet af udøvende folkemusikere er desværre aldrig forsøgt optalt. Et kvalificeret bud er, at der er mindst 10.000 danskere, der selv spiller folkemusik; jævnlige dansere udgør formentlig op mod 20.000; antallet af jævnlige bal- og koncertgængere er i størrelsesordenen 40.000. Hvor mange, der holder af god og velsmurt folkemusik, når de hører den tilfældigt, vides ikke, men vor vurdering er, at det er mindst halvdelen af befolkningen. +
To tredjedel af medlemsforeningerne i landsforbundet Fora er husflidsforeninger, som enten er aftenskoler med kursusforløb og husflidsarrangementer, og det er aktivitetsforeninger med ugentlige aktiviteter for deres medlemmer. Af Foras samlede medlemsskare er over hundrede husflidsforeninger eller foreninger, der udelukkende beskæftiger sig med et husflidsfag, fx væveforeninger. Blandt de øvrige foreninger er der aftenskoler, som udover traditionelle aftenskolefag også tilbyder husflids- og manuelle fag, men hvor det er ikke deres primære fokusområde.
En stor del af det at lave husflid er at få kendskab til at kunne lave ting selv og at kunne bruge de faciliteter, foreningen må have. Det kan være dyrt og pladskrævende at have eget værktøj og udstyr hjemme til at fremstille det, man gerne vil.
Rigtig mange har egen tilgang til værktøj til både hårde og bløde materialer, afhængig af hvilken boform man lever i. I byer kan det være vanskeligt at have eget værksted eller tilgang til værkstedsfaciliteter, hvis der tales om lejligheder som bolig. I parcelhuse og i landdistrikter er det mere almindligt at have tilgang til egne værkstedsfaciliteter og dermed også til værktøj, der kræves til at fremstille ting selv.
Det kan være en grund til husflidsforeninger og –skolers placering geografisk i landet. Langt de fleste foreninger er placeret på landet og i mindre byer. Der er et underskud af husflidsforeninger beliggende i landets største byer.
En anden grund end den praktiske med faciliteter er også, at organiseringen af husflidsarbejdet groede frem af bondestanden, selvom det var med hjælp af bedrestillede mænd. Husflidsarbejdet har taget sin historiske ballast med helt op til vor tid: at det er landbefolkningen, der har haft behovet, tiden og viden om det ”at lave husflid”.
For 2017 viser opgørelsen over Fora-foreningernes aktiviteter, at 16.724 personer har deltaget på kurser eller andre aktiviteter og at de har deltaget i 49.630 timer.
Ikke alle af de allerførste husflidsforeninger er medlemmer af Fora, men flere er mere end 140 år gamle.
Et eksempel på en aktiv medlemsforening forening med en lang historie, er Verninge Husflid, der i 2017 kunne fejre 125 års jubilæum. På trods af, at tiden er en anden nu i forhold til begyndelsen, har Verninge Husflid formået at holde fast i husflidens traditioner samtidigt med, at de har sat den ind i nutidige rammer, og foreningen tiltrækker stadigvæk både børn og voksne til deres mange og forskelligartede aktiviteter.
Et eksempel på en gammel, men stadigvæk meget aktiv forening fra det jyske, er Skolen for Kreativ Fritid – Viborg Husflidsskole. Foreningen i Viborg er også blandt de meget gamle skoler og er landets største husflidsskole. Skolen for kreativ fritid i Viborg tiltrækker hvert år kursister fra hele Danmark og andre skandinaviske lande til deres kurser i weekends og ferie. Det er meget almindeligt i husflidskredse, at kursisterne gerne rejser langt for at deltage, når underviseren eller instruktøren er blandt de dygtigste til sit fag.
På Sjælland er Køng Husflid, som er etableret i 1873, samme år som Dansk Husflidsselskab. Ligesom foreningen i Verninge har Køng Husflid fulgt med tiden. Foreningen har eget hus bygget i 1930 og blev i 2011 udbygget og moderniseret som led i en områdefornyelse i Køng, så huset i dag har moderne faciliteter. Køng Husflid tiltrækker ikke kun kursister fra Køng og omegn til deres aktiviteter og kurser, men også deltagere fra nogle af nabokommunerne, også selvom der er en husflidsforening der.
Så de bedste undervisere, spændende aktiviteter, gode undervisningsfaciliteter samt – og ikke mindst – gode sociale fællesskaber er med til at tiltrække deltagere til husflidsaktiviteter i dag. Der kommer stadigvæk nye husflidsforeninger til, selvom de i dag vælger at kalde sig andet end noget med husflid, når de etablerer sig som forening, som fx Håndværkernes Hus i Hjørring.
Alle danske børn er engageret i skolebibliotekerne i større eller mindre omfang. Skolebibliotekarer og andre medarbejdere og vejledere i de pædagogiske læringscentre på alle skoler i Danmark er aktive udøvere, og alle skoleledelser, lærere, pædagoger og andre medarbejdere på skolerne samt elevernes forældre kender til skolebibliotekernes virksomhed. Også forfattere, illustratorer, kulturelle aktører, forlag, folkebiblioteker og skolernes samarbejdspartnere er en del af den levende kultur, et skolebibliotek udgør. Næsten alle i Danmark har mødt et skolebibliotek, og skolebiblioteket når alle børn uanset social sammenhæng og det enkelte barns kompetencer. +
Gennem årene er det hovedsagelig unge, der har valgt at tage på højskole på lange ophold af 3-5 måneders varighed. Den sociale spredning kan være forholdsvis stor i forhold til tidligere, hvor landbosamfundet udgjorde rekrutteringsgrundlaget.Adskillige unge bruger højskoleopholdet som en fase undervejs i uddannelsessystemet eller måske i en arbejdsløshedssituation. På højskolerne kan der for tiden være mellem 30 og under tiden over hundrede deltagere. I de seneste 4-5 årtier er det blevet stadig mere udbredt at deltage i korte kurser af et par ugers varighed. Her er der stor aldersspredning, men fortrinsvis deltager folk efter arbejdslivet. Mange forskellige kulturpersonligheder har deres rod i højskolens mange facetter. Det kan være forfattere, kunstnere, musikere, film- og mediefolk og entertainere. Men den allerstørste gennemslagskraft har højskolen haft hos ”almindelige mennesker” landet over, ligesom højskoletanken også har slået an internationalt. +
Det Kongelige Kapels venner er først og fremmest Det Kongelige Teaters opera- ballet- og koncertpublikum – forlænget med ''Foreningen Det Kongelige Kapels venner'' og dets publikumsorkester. Her er de enkelte kapelmusikeres frivillige, ulønnede indsats en klar forudsætning. ''Hands on'' er et godt eksempel. Skoleklasser er blevet inviteret helt ind i Det Kongelige Kapel for der igennem at udvikle et nærmere kendskab til orkesterinstrumenterne ved - under kyndig vejledning - at prøve at spille på dem. Idéen har så udviklet sig til et publikumsorkester, hvor amatører på alle niveauer og fra alle samfundslag spiller sammen med kapelmusikere, der fungerer enten som støtter i de enkelte instrumentgrupper eller som solister. Publikumsorkestret afholder tre til fire offentlige koncerter om året.
Men ikke mindst det Det Kongelige Kapels medlemmer er engagerede i den levende kultur og fulde af ambitioner på Det Kongelige Kapels og Det Kongelige Teaters vegne. Høj kvalitet giver prestige. Det Kongelige Kapel vil være et ''Winning Team'' også for at sikre arvefølgen, så en ansættelse i verdens ældste orkester også fremover vil være så attraktiv, at man kan rekruttere de bedste musikere og fortsat fremstå som et orkesterideal i Danmark og være med i toppen internationalt. Det er en forudsætning for, at Det Kongelige Kapel kan videreudvikle sin immaterielle kulturarv på bedste måde. +
De, der beskæftiger sig med det traditionelle dukketeater og dets tilpasning til det nye årtusinde repræsenterer ikke en særlig social gruppe. Et blik på medlemsgruppen i den danske modelteaterforening i 2018 viser, at pædagoger, maskinarbejdere, musikere, ingeniører, præster, billedkunstnere, grafikere og mange andre på helt lige fod udøver deres hobby – ofte i grupper, hvor flere er sammen om at spille en forestilling. Nogle skriver dialogen, andre maler dekorationer og figurer, atter andre varetager komplicerede lydindspilninger og lyseffekter – alt efter, hvilken del af interessen, som især fænger den enkelte. Efterfølgende opføres forestillingerne privat eller i foreningerne, og i enkelte tilfælde optrædes der offentligt. +
E
ES kendes især produktive amatører og professionelle, der har deltaget på og omkring scenen i flere år. De kender til arbejdet på tværs af aldre og social status. Og køn. Ikke mindst de mange kvinder, der har meldt sig til at spille med. Måske er ES den form for teater, hvor der er flest – også bærende - kvinderoller, hvilket en del ES-forfattere heldigvis har forstået efterhånden. +
F
Fastelavn er en børnefest, men der kan sagtens forekomme voksenfester, hvor man klæder sig ud i forbindelse med fastelavn. Børn i alle aldre deltager, da det typisk er i forbindelse med folkeskolen og pasningsinstitutioner i almindelighed, at arrangementer afholdes.
Det er en del af barnelivet at holde fastelavn, og da forældrene typisk selv har været en del af denne tradition, er de med til at sørge for, at traditionen bliver opretholdt i form af b.la. kostumer og fastelavnsris.
Fastelavn har en bred folkelig tilslutning og dermed er en bred del af befolkningen med til at holde fastelavn. Det er en dansk tradition, men i og med at b.la. folkeskolen er en udøver af begivenheden, bliver den også udbredt til de børn der har en anden etnisk oprindelse. De bliver en del af traditionen på lige fod med alle andre, og kan overlevere den videre til deres kommende børn.
Fastelavn er for alle og indgår ikke som sådan i nogle bestemte grupper eller sociale lag, men samler på tværs af sociale lag, da det er en folkelig tradition. Selvom fastelavn har kirkelige rødder, forstås den ikke udpræget som en kristen begivenhed, hvilket også ses afspejlet i, at mange foreninger afholder samme begivenhed. +
Folkeskoler, friskoler, efterskoler, højskoler og foreningslivet er hovedaktørerne. De fleste danskere kommer derfor i større eller mindre grad i berøring med fællessangsaktiviteter – det kan være svært at undgå. +
Alle befolkningsgrupper deltager i folkeoplysende aktiviteter; alle aldersgrupper fra omkring 15 år uanset køn, uddannelsesmæssig baggrund, etnisk oprindelse, geografi og socialklasser. Aktiviteterne spænder fra enkeltarrangementer, som f.eks. foredrag, over ugekurser til lange ophold eller flerårig tilknytning som frivillig. Det er dog ikke alle befolkningsgrupper, der er lige repræsenteret eller deltager lige meget i den enkelte folkeoplysende aktivitet. Generelt er der en underrepræsentation af deltagere med anden etnisk oprindelse end dansk. I mange af skoleforeningernes aktiviteter vil der være en naturligt overvægt at unge, mens visse aktiviteter er rettet mod andre aldersgrupper. Andre steder vil der være en kønsmæssig overrepræsentation og i de aktiviteter, hvor deltagerbetalingen er høj, vil der typisk være en overrepræsentation af deltagere fra den økonomiske middelklasse.
På årsbasis har den samlede folkeoplysning ca. 1,8 mio. tilmeldinger til kortere eller længere aktiviteter.
Folkeoplysningen udøves i flere tusinde foreninger og skoler i hele landet. Knap 4.000 folkeoplysende foreninger eller skoler er organiseret i en af de 35 landsdækkende folkeoplysende organisationer, som er samlet under paraplyorganisationen Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS). Tæt beslægtet med aktiviteterne under DFS er det idebaserede børne- og ungdomsarbejde organiseret under DUF og det folkelige idrætsarbejde under DGI, DIF og Dansk Firmaidrætsforbund. De 35 landsdækkende folkeoplysende organisationer omfatter pr. 2018 fem store oplysningsforbund, syv skoleforeninger, seks kulturelle foreninger og 17 sagsorienterede foreninger:
Oplysningsforbund
AOF Danmark
Dansk Oplysningsforbund – DOF
FOF
Fora
LOF
Skoleforeninger
Daghøjskoleforeningen
Efterskoleforeningen
Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Folkeuniversitetet
Frie Fagskoler
Produktionsskoleforeningen
Ungdomsskoleforeningen
Kulturelle foreninger
Dansk Amatør Orkester Samvirke
DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed
Folkekirkens Ungdomskor
Kulturhusene i Danmark
Sammenslutningen af Lokalarkiver
Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer i Danmark
Sagsorienterede foreninger
Atlantsammenslutningen
COOP
Dansk Kvindesamfund
Demokrati i Europa
Europabevægelsen
FN-Forbundet
Folk og Sikkerhed
Folkevirke
Foreningen Norden
Fritid og Samfund
Grundtvigsk Forum
Grænseforeningen
Grøn Hverdag
Kvindernes U-lands Udvalg
Mellemfolkeligt Samvirke
Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis
Socialistisk Folkeoplysningsforbund
Der er mange offentligt tilgængelige fortællescener i Danmark, hvor forskellige fortællere og publikum kan møde hinanden. De er båret frem af ildsjæle. I København er der BestTellers på Vesterbro, hvor Hans Laurens, der stod bag fortælling på Kafcafeen fra 1994, sammen med Kasper Sørensen har skabt en professionel fortællescene. Her er der fortællearrangementer flere gange ugentligt, undervisningsforløb målrettet forskellige grupper, og der udvikles en lang række forskellige fortælleformater. Vigga Bro og Brohovederne har fortællescene på Teatret ved Den Sorte Hest, hvorfra der pågår et arbejde med hele tiden at løfte fortællingens kunstneriske niveau, også til inspiration for det omgivende teatermiljø. Jesper la Cour fra Det fortællende teater afholder workshops på Forsøgsstationen i København. I Helsingør er der bl.a scene på Toldboden med Andre Andersen som ildsjæl. Derfra og i samarbejde med Kasper Sørensen arrangeres en stor årlig fortællefestival i Helsingør, som engagerer et stort antal frivillige. På samme måde er der en stor årlig festival på Nørre Vosborg i Vestjylland, der inddrager lokale organisationer, frivillige og unge. I mindre skala er der fortællefestivaler i Vordingborg, Vrå, på Fanø. I Roskilde er Annemarie Krarup drivkraft bag fortællefestival og arrangementer. Byer som Randers, Viborg, Svendborg, Fåborg, Ry har også fortællemiljøer med tilbagevendende arrangementer. På Holstebro-egnen har Ingrid Hvass været primusmotor for mange fortælle-initiativer, der involverer et stort antal lokale borgere. I Århus stod Kirsten Thonsgård fra 1996 og mange år frem for fortællescenen Drømmenes Torv på Svalegangen. Senere rykkede scenen til Kvindemuseet. Nu kan man fast møde fortælling mange steder, i bogcafeer og biblioteker, båret frem af fortællere og fortællekredse i Østjylland. I Odense er der blevet fortalt for børn og voksne på Børnekulturhuset Fyrtøjet siden det blev stiftet som organisation i 1987. Der er nu oprettet en fortælleskole for børn. Og Lise Marie Seidelin Nedergaard afholder her Internationale Fortælledage. Fortælleren Jens Peter Madsen har været initiativtager til Odenses Spoken Word Festival, og Odense Fortællekreds står for mange arrangementer i byrummet.
Flere højskoler har fokus på fortællekunsten og udbyder sommerkurser. Vestjyllands Højskole er initiativtager til Fortælleakademiet, der fra 2018 vil udbyde en række undervisningsforløb med mange forskellige lærerkræfter tilknyttet.
Og ikke mindst turnerer mange professionelle fortællere med deres historier uden at være tilknyttet en bestemt scene eller et bestemt miljø, og yder her en stor kunstnerisk indsats og omfattende undervisning i fortælling i mange forskellige regi. Flere af dem kan man læse om på Foreningen af Fortællere i Danmark's hjemmeside. Foreningen er et forum for fortællere i hele landet, hvad enten de har det som levebrød eller passioneret sideinteresse. Foreningen arbejder på fortsat at udbrede kendskabet til den mundtlige fortælling. Der er stadig et stykke vej at gå, før enhver ved hvad mundtlig fortælling er og før fortællingen som kunstform har fået den plads i den offentlige bevidsthed, der tilkommer den.
Både middelaldercentrets vennekreds og folkedanserforeningen er offentlige foreninger, som alle, med interesse for det, kan melde sig ind i, og derved har de også mulighed for at deltage i dragtfremstilling begge steder. Det er dog kun en del af medlemmerne, der selv fremstiller dragter. +
H
Det særlige ved Holbergs forfatterskab er, at det er så vidtfavnende og derfor finder man kenderne og udøverne af Holbergtraditionen i mange forskellige institutioner - på teatrene, universiteterne, museerne og forlagene. Holbergsamfundet søger at være formidlende led mellem de mange forskellige grupper - de udøvede kunstnere, forskerne og de almindeligt interesserede. +
K
Der er nogen der ”sørger for ” at det hele sker, PT kalder vi det for ”Kildefestkommiteen”, men ellers er der derudover en flok frivillige, der laver en masse. +
Der er findes foreninger, kulturaktører og organisationer der arbejder med de kulturhistoriske håndværk og paletten af både viden og praksis er bred, men den er generationsudfordret og der mangler målrettet overlevering af praksis til den yngste generation +
L
Se venligst ovenfor +
Udøvere af kulturen på Bovbjerg Fyr er dels de mange besøgende og dels de engagerede frivillige. De besøgende kommer fra en voksende mængde turister – såvel tyske som danske – i de mange sommerhuse langs Vestkysten og fra en større og større procentdel af en ikke voksende lokalbefolkning. De frivillige er for største delens vedkommende mennesker, der er ophørt med et aktivt erhvervsarbejde, men som gerne vil erstatte fællesskabet på en arbejdsplads med et alternativt fællesskab, der giver mulighed for udfoldelse af individuelle interesser. Håbet er, at gruppen af frivillige (p.t. ca. 150) fortsat vil bestå og vil være fundamentet for Bovbjerg Fyr. +
Læsø Folkedanserforening har siden dens dannelse i 1934 gjort en stort stykke arbejde for at fast holde de gamle traditioner og udseendet omkring Læsødragten. Foreningen har et dragtudvalg, hvor der gennem tiden er udført et kæmpemæssigt arbejde for bevarelsen af Læsødragten.
Her skal særligt nævnes nu afdøde Adda Jakobsen, som i over 60 år lavede et utrætteligt arbejde for dragten.
I dag er der særligt Kirsten Larsen og Ilse Vilsen, som er de fremmeste i arbejdet med dragten. +
M
Majtræsforeningen tæller årligt over 400 medlemmer, øens befolkning er godt 200. Til Majtræsfesten kommer der årligt 400 til 600 mennesker. Traditionen binder unge og gamle sammen og er grundlag for, at familie, venner og barndomsvenner mødes. Der vedligeholdes og dannes nye netværker. Børn og unge er engagerede i traditionens beståen og giver hvert år deres besyv med, når teltet skal hejses. +
Det måske allermest positive er, at deltagerne har vidt forskellige baggrunde og der er en ligelig kønsfordeling. Alle er pensionister, så også folk med lettere handicap kan være med. Baggrunden er: husmødre, overlæge, arkitekt, entreprenør, havekonsulent, landmænd, handelsfolk, frugtavlere, sygeplejersker, museumsinspektør, lærere, ingeniør osv. +
N
Næsten alle på Læsø deltager i ovenstående tradition. Der arrangeres faste tilbagevendende udflugter for skole, børnehaver og plejehjem (ældrerådet) hvert år. Langt den største del af traditionen holdes ved lige af øens foreninger, som næsten alle forestår udflugter i naturen, men det foregår ligeså ofte i privat regi, altså en folkeligt forankret skik.
De store arealejere (Naturstyrelsen, Læsø Kommune, Læsø Lodsejerforening og Læsøs to Jægerforbund) er alle meget bevidste om denne udflugtstradition og værner om den med rigtig meget formidling. +
Nutidens vandrende/hjemkomne håndværkersvende i Danmark, der holder til på herbergene:
Nanok, København (Håndværkere der arbejder med træ)
Stenbohus, Ribe (Håndværkere der arbejder med træ, sten eller metal)
Axt und Kelle, Bananhuset Christiania (alle fag, samt kvinder)
Frirejsende (indsender af bidrag har en dansk kontakt til disse, der efterhånden også er organiseret)
De danske Naverklubber/selskabelige organisationer : SCUK og DBH i Helsingør
Indsender af bidrag: Suzi Elena Apelgren Master i museologi og formidling og Journalist Morten Bergholt er initiativtagere, projektledere og fundraisere bag Navercamp, bog om de vandrende svende og indsamling af materiale bl.a. videooptagelser +
P
Alle generationer i familien. +
R
De engagerede i revy er selvfølgelig først og fremmest revydirektørerne, der ud fra et kommercielt synspunkt driver revyerne.
Det skal huskes, at revy per lov ikke kan modtage statsstøtte og kun få af revyerne modtager støtte fra den lokale kommune.
Ellers er revyerne drevet privat og lever på markedsvilkårene.
De udøvende er en stor gruppe af skuespillere, hvortil der kommer nye hvert år. Det er anerkendte skuespillere, der om vinteren er at finde på de danske teatre, mens de om sommeren spiller revy et eller andet sted i landet.
Tidligere kunne der være en tendens til, at 'fine' skuespillere ikke ville spille revy, men i de senere år, er der kommet en større respekt omkring revyerne, hvorfor både nye og ældre skuespillere nu gerne prøver kræfter med den lette, men svære genre. +
Deltagere er ryttere for det meste med egen hest eller adgang til at låne en hest.
En stor del af deltagerne har arvet interessen gennem traditioner i familien, og mange rideskoler i landsdelen har en opstillet galge, hvor de lærer rideskoleeleverne at ride ringridning.
Alderen på deltagerne spænder fra ca. 6 år til over 90 år, og deltagerne kommer fra alle sociale lag, hvor man mødes på tværs af alder, profession og andre forskellige holdninger.
Ved de største ringridninger i Aabenraa og Sønderborg ligger deltager antallet på omkring 400 ryttere, og ved de mindre ringridninger ser man deltagerantal ned til omkring 50 ryttere.
Udover selve rytterne er der en stor del tilskuere, som bidrager til at gøre ringridningen til en folkefest.
Vi oplever en del, som er fraflyttet Sønderjylland, men som kommer ”hjem” for at deltage og vise deres familier hvad ringridning er. +
Omtrent 130.000 besøger Roskilde Festival hvert år. Det gør festivalen til landets fjerdestørste by en uge om året. Tæller man antallet af besøgende hver dag på festivalen, nærmer man sig en million mennesker over de otte dage. De fleste danskere kender til festivalen, og mange i musik- og underholdningsbranchen er involverede. Det samme gælder foreninger, partnere, leverandører og mange andre. +
S
Som beskrevet ovenfor er Læsø salt blevet en fast institution i det Læsøske samfund, hvor stort set alle øens indbyggere er involveret i projektet. Det være sig som forbruger af saltet i hjemmet eller i erhvervslivet. For en voksende del af saltet bliver i dag indarbejdet i forskellige af øens produkter og gastronomi. Vi køber alt vores brænde fra den lokale skov med afledte arbejdspladser til følge og vi får syet de tusinder tekstilsaltposer af lokale små virksomheder. Saltet sælges fra alle øens butikker og supermarkeder, samt er at finde på bordet i ethvert spisested. Alle har fået den gode opdragelse af saltsyderen, for ingen på Læsø får lov til at sælge eller servere saltet uden at kende til væsentlige dele af kulturhistorien eller det ædle håndværk. +
Det tyske mindretal omfatter omkring 12-15.000 medlemmer, det danske omkring 50.000. Mange af mindretallenes medlemmer er engageret i forenings- og institutionsbestyrelser. Netop det brede folkelige engagement er mindretallenes store styrke. +
Hovedinteressenterne omkring skolekoncerter udgøres af
- børn fra 0. til 9. klasse. Ca 280.000 af grundskolens 675.000 elever oplever en skolekoncert hvert år.
- musikere der hvert år er egnagerede i at spille koncerter i denne sammenhæng. Ca 300-500 personer årligt.
- musiklærere eller anden kontaktperson på skolerne. Ca 800 skoler har en decideret udpeget kontaktperson.
- faglige formidlere i form af koncertproducenter, forfattere af undervisningsmateriale, turnetilrettelæggere o.l.
- formidlere i musikorganisationer, kulturforvaltninger, skolelederkredse, politikere m.m. engagerer sig i betydningen af det musikalske møde. +
Kvinder i alle aldre fra alle sociale lag strikker. Der er nok flest af dem over 50 år, der har lært det som børn, der strikker og har strikket hele livet.
Men de seneste 10-15 år har især yngre kvinder lært sig teknikken fra internettet.
Strikning følger moden. Flertallet af strikkerne har strikket hele livet, men mode og trends og øget efterspørgsel på strik fra familiens yngre medlemmer eller mangel på efterspørgsel har indflydelse på hvor meget og mange, der strikker. Når strik bliver moderne, er der kvinder, der genoptager deres hobby og flere unge får lyst til selv at lære at strikke.
Vi er mange, der hele tiden anstrenger os for at finde nye veje til at udbrede strikningen, da strikning bare kan så meget forskelligt og rummer så mange muligheder for fordybelse, kreativitet, fællesskaber og samarbejder, udsyn og internationale kontakter. Samtidig er der fantastiske garner at arbejde med: af lammeuld, lama moskus, yakokser, kamel, kashmir, angora og mohair, silke, brændenælder, græs, bambus, bomuld og viskose plus alle de mange syntetiske garner. +
Jeg fortæller i mange forskellige sammenhænge.
Menighedsråds Sognecafeer, Pensionistforeninger, Ældre Sagen, Loger, Plejecentre, Demenscafeer, Efterlønsklubber, private, Skoleklasser, Børnehaver, m.m.fl.
På plejecentre og i demenscafeer, er det helt tydeligt, at tilhørerne får en anderledes oplevelse, når historierne bliver fortalt på sønderjysk.
Der deltager mellem 10 og 300 i de forskellige arrangementer.
Et eksempel er: Cafesang på Alsion i Sønderborg med temaet: "Bedstemors børnesange",
hvor der op imod 300 deltagere i alle aldersgrupper.
Kontakten går fra "mund til mund", og har bredt sig til hele Sønderjylland.
Min egen menig om dialekt er: at der ikke er noget, der er mere rigtigt end andet. Man snakker (taler ikke) synnejysk, som man har lært det fra barnsben. Det skrevne sønderjysk, findes der heller ikke noget der er rigtigt eller forkert.
Det bedste er, at læse højt, så man hører det samtidig med at man læser! Så får man lyd og betoninger frem. Man kan ikke lære at snakke sønderjysk, uden det kan høres, at man har en anden dialekt eller taler rigsdansk. Men mange kan lære at forstå det.
Jeg har gode erfaringer med, at folk sagtens kan forstå mit sønderjyske sprog, når jeg fortæller. Jeg gør det langsomt og tydeligt, ikke med en masse unødvendig ”fyldsnak”. +