Property:Mode of transmission
Fra Levende kultur
This is a property of type Text.
H
Hygge er især noget, der gennem historien er blevet givet videre fra generation til generation – en uformel transmittering af fænomenet, om man vil. Hygge kan beskrives som værende nogle særlige sociale koder, som børn og tilflyttere til landet ikke fra starten har viden om. Læren om og forståelsen at hygge sker på forskellig vis. For børn er det især forældrene, der lærer dem om begrebet, og mange får populært sagt hyggen ind med modermælken. Men også igennem skolesystemet, hvor der på de forskellige skoletrin, mange steder, er sat en time af – eksempelvis om fredagen – til hygge-time. For tilflyttere er der forskellige initiativer rundt omkring i diverse foreninger, på arbejdspladser og rundt omkring i bysamfundene, hvor man som udefrakommende kan blive bekendt med hygge. Nogle kommuner tilbyder også en introduktion til dansk hygge i form af forskellige events. Et eksempel foregår i Københavns Kommune, hvor International House engang i mellem har ’Danish hygge’ på programmet. Her bliver der serveret kage og kaffe, og man er velkommen til at tage venner, kollegaer og familie med til en hyggelig eftermiddag.
Sammen med velfærdsstaten er hyggen vokset og danner bund for en stor del af nationalkarakteren og det at være dansker. Rammerne, der danner gode livsvilkår for hyggen ses blandet andet i den gode balance mellem arbejde og fritid, som eksisterer i Danmark. I arbejdskulturen er der også skabt rammer for, at hyggen kan blomstre. Her tages der tid til små pauser ved kaffemaskinen, samt til fejring af fødselsdage og jubilæer på arbejdspladsen. Desuden er det også værd at nævne, at forsamlingshuse, kolonihaveforeninger og beboerlokaler med deres arkitektoniske formål, har taget højde for, at der skal være plads til steder og rum, hvor folk kan samles og have det rart og hyggeligt sammen. Sådanne rammer er ligeledes med til at værne om de nære relationer, som danner grobund for at hygge kan opstå, vokse og deles.
Herudover blev Danmarkskanonen i 2016 iværksat af fhv. kulturminister Bertel Haarder. Formålet med Danmarkskanonen var at indsamle de traditioner, bevægelser og samfundsværdier, som er med til at forme det danske samfund og som er værd at tage med ind i fremtiden. Her blev hygge valgt som en af de 10 værdier, der skal være med til at definere de danske værdier som må vægtes og prioriteres højt – ikke bare nu, men også i fremtidens samfund.
K
I løbet af kildefesten bliver der fortalt om hvad kildefesten er.
Der er tradition for, at de skolebørn, der går i 6. klasse det pågældende år er ”Kildebørn” – dem, der særlig er med til at lave kilden det år.
Børnene ser så frem til, at det bliver ”deres tur”. +
Håndværk i Folkeskolens prioritering af den praktiske dannelse har to spor. Det ene er at overlevere viden gennem praksis og det andet er stimulering af det kognitive niveau i elevernes læringsunivers. Bevægelser stimulerer indlæring og tankemønstre. Kulturarvens mangfoldighed af håndværk fra hugning af tømmer og rebslagning til smede - og tækkearbejde afspejler en kavalkade af kroppens fysiske formåen. Håndværk i Folkeskolens praksis er en overlevering af teknikker og opgaver, hvor hænder, krop og hoved interagerer med materialer og værktøj. Et bidrag til vores kognitive udviklingskurve fra barn til voksen og som menneske fra generation til generation. Håndværk i Folkeskolens mål er at facilitere og distribuere det kulturhistoriske vidensunivers om de nordiske håndværkstraditioner og deres stedbetingede praksis og sætte det i fysisk bevægelse. +
L
Den levende kultur, der i dag udfolder sig på Bovbjerg Fyr, udøves af gruppen af frivillige og de mange besøgende. Den stigende deltagelse i arrangementerne inspireres af annonceringen og venner og bekendtes tidligere deltagelse.
Og det er oftest også venner og bekendte, der får nye frivillige til at søge ud på Bovbjerg Fyr. Når nye frivillige dukker op på fyret, gøres der meget for at fortælle, at det skal være sjovt og interessant at være med i fællesskabet. Den enkelte frivillige binder sig ikke og behøver i årets løb kun at være med til enkeltstående aktiviteter, såsom teltrejser til grundlovsmødet eller vaffelbager ved efterårsmarkedet. ”Lønnen” er et nyt fællesskab, anderledes end det man har forladt på arbejdsmarkedet – og så en årlig frivilligfest.
Bovbjergs historie efter 2007 og specielle historie inden for natur, geologi, kystsikring, strandinger, fyrteknik og besættelsestiden formidles til interesserede grupper og skoleklasser af en eller flere af de frivillige. +
Læsødragten bæres af Læsøkvinden og overleveres enten fra moder til datter, eller ved videresalg til andre.
En optælling viser at der er i dag er skønsmæssigt 50 dragter i privat eje, desuden råder Læsø Folkedanserforening over 20 dragter, og en et mindre antal er i Læsø Museums eje.
Læsø Folkedanserforening blev stiftet i 1934. Da mener vi der på dette tidspunkt kun eksisterede 4- 5 komplette Læsødragter. I 1954 blev der økonomi til at få lavet 8 ny dragter, det var en stor opgave at finde de rigtige stoffer og materieler. Desuden skulle der findes sølvsmede, som kunne kopiere de gamle sølvsmykker til dragten.
I 1980'erne kom der et stort opsving i indkøb og syning af Læsødragter.
I dag vises dragten frem ved passende lejligheder med stor stolthed og værdighed. +
M
Traditionen er både blevet overleveret mundtligt og via invitationer til familie, venner og bekendte, som igen har taget familie, venner og bekendte med til en Majtræsfest. Vi oplever, at folk vender tilbage år efter år eller genoptager deres deltagelse efter års fravær. +
• Formidling af færdigheder, erfaringer og indhentet viden foregår i det daglige stort set mundtligt.
• På hjemmesiden www.medicinhaverne.dk og på www.facebook.com/medicinhaverne lægges mange beretninger om de enkelte planter,
• I 2018 udgives en bog med kort medicinhistorie, 70 plantebeskrivelser, levende kulturarv mm.
• Der afholdes fire-fem foredrag årligt med forskere, universitetsfolk mm. Foredrag er åbne for offentligheden.
• Der arrangeres årligt kursus i podning af frugttræer
• Der arrangeres årligt kursus i beskæring af buske og træer. De udbydes offentligt og er ofte overtegnede. Her er det selve håndværket, der er i centrum.
• Der udbydes offentlige rundvisninger om sommeren og rundvisninger for grupper.
• I mere end to år er der hver 14. dag beskrevet en medicinsk plante i Fyns Amts Avis. Der skrives flere gange om måneden pressemeddelelser om dette og hint. +
N
Det er især gennem naturformidlingen (naturvejleder og fårhyrde), at disse fortællinger om naturens gaver bliver overleveret. Traditionen med på traktor og vogn at køre flere familier sammen og indbudte sommergæster ud i naturen til picnics lever i bedste velgående. Det er vist en af læsøboernes største glæder, og især fordi der stadig kan gøres nytte af naturen ved at indsamle, hvad den yder. Og på Læsø er det ikke småting naturen giver i ”nytteværdi”, fordi øen er så kæmpestor i forhold til indbyggerantal, og fordi så meget af øen henligger i fredet natur. For turisterne er der en Rønnerbus (traktor trukket vognbus) som sommeren igennem kører ud over strandengene ”Rønnerne.” Denne tur er populær og uhyre informativ (naturvejledning medfølger) og er en direkte reminiscens af fortidens nytteture i udmarken. +
Historisk set er vandresvendetraditionen overleveret fra den ene generation af håndværkere til den næste. Navertraditionen er stadig sagnomspunden og noget mange unge håndværkere ser op til.
Men efter verdenskrigene og med tidens mere magelige tilgang til dagliglivet, er antallet af vandrende håndværkssvende svundet ind, især i Skandinavien, hvor den stort set kun er i live i Danmark.
De danske svende, der har været på valsen, er selv levende videreformidlere af traditionen, og det lykkes jævnligt at få sendt en ung svend afsted. De er helt naturligt primus motor i arbejdet med at holde traditionen i live.
Derudover har indsender af dette bidrag i et samarbejde med de vandrende håndværkssvende primært i Danmark, men også i resten af Europa og paraplyorganisationen CCEG arbejdet gennem de sidste fem år på at udbrede kendskabet og interessen for muligheden.
Der er arbejdet henimod tre mål:
- En international camp for Vandrende Håndværkssvende - for at genskabe kendskab og interesse blandt unge.
Denne camp fandt sted september 2015 på Hjerl Hede, hvor 23 vandrende håndværkere fra Danmark, Tyskland og Frankrig deltog og demonstrerede deres håndværk på de gamle bygninger.
Der var udarbejdet en bred skoletjeneste med forskellige aktiviteter efter klassetrin, hvor elever fra hovedskoler, erhvervsskoler og produktionsskoler kunne møde de vandrende håndværkere og selv deltage i aktiviteter, der gav indblik og forståelse for håndværk og valsetid.
I denne forbindelse blev der samarbejdet med erhvervsskoler og produktionsskoler, og Navercamp blev præsenteret på DM i Skills i København januar 2015 og blev nomineret blandt de 10 mest nyorienterede formidlingstiltag på danske museer på Historiske Dage i Øksne Hallen forår 2016.
- En bog om de vandrende håndværkssvende før og nu, med indsamling af materiale og video af nutidens vandrende svende. Denne bog er under udarbejdelse og formes i to dele: en historisk del, og en del, hvor nutidens vandrende svende fortæller. Der arbejdes henimod udgivelse i 2018, og håbet er, at de mange videooptagelser vil danne grundlag for en tv-transmission.
- Optagelse på Unescos Repræsentative liste over menneskehedens immaterielle Kulturarv for at skabe bredere kendskab og interesse.
Fiskerne på kystbådene fortsætter erhvervsbrugen og optimerer og udvikler de klinkbyggede fartøjer efter nutidige forhold og krav. Men brugen af de klinkbyggede både holdes også i live ved kapsejlads, fritidssejlads og andet maritimt friluftsliv. Typen af bådene er stadig knyttet til det farvand og den funktion, som bådene er bygget til, og brugerne stræber efter at besidde traditionelle kundskaber. Praksisfællesskaberne og netværkene, som de klinkbyggede både indgår i i dag, er med til at holde de traditionelle håndværk i live og tilpasse dem til nye formål for skibene. Ved udfasning af de traditionelle erhverv, er turismen opstået som en ny type erhverv. Turismen kan være med til at opretholde et formål med skibene, men den igangsætter også nye krav og standarder til den klinkbyggede båd. Landsorganisationerne Træskibs Sammenslutningen (TS) og Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer (DFÆLE) organiserer ejere, foreninger og netværk omkring skibene. Museer med sejlende museumsbåde bidrager med viden og kundskaber omkring skibenes interaktion i det lokale miljø. Bådelaug, maritime miljøer og frivilligt drevne værfter udgør endvidere fællesskaber, der viderefører tidligere erhvervsdrevne maritime miljøer og værfter. Disse miljøer er også vigtige rekrutteringsmiljøer for unge til den professionelle maritime blå verden. I Danmark er der flere traditionsrige stævner for de traditionelle træbåde, herunder også for de klinkbyggede både. Her formidles bådene og de gamle maritime håndværk knyttet til klinkbådstraditionen - blandt andet rebslagning, sejlmager og klinkbygning. Der er derudover uddannelsesinstitutioner som bådebyggernes og sejlmagernes tekniske skole, der årligt optager 20 elever. Hertil kommer søfartsskolerne, maskinmesterskolerne, maritime efterskoler og produktionsskoler, HF Søfart og skoleskibene.
Den traditionelle klinkbyggede båd bygges ikke ud fra tegninger, men eksisterer som en model i bådebyggerens hoved, i nyere tid blev der også brugt skitser, modeller og skabeloner som grundlag for bygningen af en klinkbygget båd. Lærlingene skal derfor lære nogle særlige egenskaber for selv at kunne skabe en klinkbygget båd. Overleveringen har ”altid” gået fra mester til lærling. Viden om træet – hvilke sorter passer til hvilke både, samt viden om udformning af båden – hvad skal den bruges til og i hvilket farvand - er afgørende former for viden, der skal overleveres.
P
Se ovenfor +
R
Revytraditionen føres videre via de etablerede revyer, hvoraf især kan nævnes Cirkusrevyen, Nykøbing F.-revyen, Sønderborg Sommer Revy og Rottefælderevyen i Svendborg som de største og meste traditionsrige.
Men der dukker også nye revyer op. F.eks har Odense i 2016 fået se stor sommerrevy. Til gengæld er andre, store revyer lukket. Bl.a. Holstebrorevyen og Tivolirevyen. +
Interessen for ringridning går typisk i arv gennem familier, og de forskellige ringriderforeninger stiller sig til rådighed med oplysninger for nye ryttere, som ønsker at deltage. Der udgives hvert år et ringriderprogram, som er en oversigt over ringridninger i landsdelen, og her kan man finde oplysninger om de forskellige arrangementer og tillige kontakt oplysninger på foreningerne.
Der findes et ringridermuseum i Sønderborg, hvor man kan finde oplysninger om ringridningen gennem tiden, der er bl.a. optegnelser over ringridninger og avisudklip fra tidligere tider. Her kan man søge oplysninger om ringridningens historie, og hvordan det har udviklet sig til det, det er i dag. +
S
Læsø Saltsyderi er blevet en af øens største turistattraktioner og med en medarbejderstab på 12 – 15 personer i forskellige funktioner, vil stedet samtidig være en helt almindelig arbejdsplads, hvor der løbende foretages en oplæring af nye saltsydere og formidlere. Det gælder den historiske, håndværksmæssige saltsydning, med kendskab til lignende projekter i udlandet og det gælder den mundtlige formidling, som også må baseres på den historiske viden fra kildematerialet. Det styrker autenticiteten i oplevelsen på stedet, at håndværkeren også er den, levende formidler. Læsø Saltsyderi giver i løbet af sæsonen mere end 1.000 foredrag om saltsydning, som kulturhistorie og som et gammelt håndværk, som næsten var gået i glemmebogen.
Læsø Saltsyderi har gennem alle årene været i et samarbejde med Læsø Museum og Læsø Kommune, således at Læsø Salt har stået for at skabe økonomi til de mange års udgravninger. Udgravningsfundene er at finde på Læsø Museum ligesom de originale udgravningsrapporter. Læsø Museum og Læsø Salt trækker på fælles hammel om hele Læsøs kulturhistorie, men med en periodemæssig opdeling af formidlingen. +
En særlig rolle spiller mindretallenes børnehaver og især skolerne, der har til opgave at formidle mindretallenes sprog, kultur og identitet. Det er på denne måde, at nye generationer bliver en del af mindretallet. Dertil kommer aktiviteter i en lang række kulturelle, sproglige, sociale, kirkelige og sportslige foreninger og fællesskaber, der bidrager til mindretallenes sproglige og kulturelle aktivitet. +
Den levende kultur gives videre til børnene og de unge ved hver enkelt koncert, hvor de opfattes som et ligeværdigt publikum (dog med særlige behov for formidling). Oplevelsen forankres gennem undervisningen, hvor selve musikken, eller emner rundt omkring den, gøres til genstand for undervisning, refleksioner o.l. enten på forhånd eller efterfølgende. De involverede musikere, lærere og formidlere udgør et netværk, der sikrer, at traditionen fastholdes, kvalitetssikres og udvikles.
Elevernes møde med den professionelle musik har udviklet sig gennem tiden, hvor man før 1980'erne ikke havde særligt øje for deres ret til kulturelle oplevelser, og der derfor var meget få aktiviteter. I 80'erne var der tendens til en noget belærende tilgang til emnet, men nu med en forståelse for den demokratiske betydning af, at alle børn bør have adgang til samfundets kunst og kultur. Det er derfor 1980'erne der betragtes som starten på den moderne skolekoncert. Siden har der i stigende grad udviklet sig en tilgang, hvor man i respekt for børnene tilstræber at møde dem i øjenhøjde og involvere dem som publikum.
Organisatorisk har Levende Musik i Skolen en særlig forpligtelse til at sikre traditionen, hvilket beskrives i institutionens rammeaftale med Statens Kunstfond. Før 2007 var amtsmusikudvalgene i dialog med det daværende Statens Musikråd ansvarlige for traditionen og aktiviteterne, mens Levende Musik i Skolen indtog en mindre, koordinerende rolle.
Pædagogisk legitimeres koncerterne primært i folkeskolelovens formålsparagraf, der bl.a. omtaler fortrolighed med kultur og deltagelse, medansvar og rettigheder som vigtige dannelsesmæssige faktorer. +
Før i tiden lærte mange kvinder at strikke hjemme i familien; af deres mor, bedstemødre, mostre eller fastre. Folkeskolens håndarbejdsundervisning samlede op, så alle piger fik lært at strikke. Strikning var et håndarbejde, der blev brugt i hverdagen, der blev strikket veste og vanter, varme trøjer og strømper, som også skulle stoppes, til hele familien.
I dag er strikning for de fleste en hobby, man kan dyrke alene eller sammen med andre.
Strikning overlever både som en teknik og som strikkekultur i overleveringen fra mor til datter eller fra veninde til veninde og gennem et stort strikkefællesskab på nettet, som også tilbyder undervisning.
Derudover mødes mange i strikkegrupper, deltager i kurser og arrangementer i foreninger. Der bliver arrangeret strikkefestivaler, foredrag og højskoleophold samt strikkerejser. Blandt andet ture til både Japan, Skotland, Norden eller Estland med oplevelser, undervisning, garnindkøb og med muligheden for at møde med andre strikkere. +
Jeg har været ”en post” i et løb arrangeret af forskellige foreninger og Gråsten Landbrugsskole, for ”Spejdernes Lejr 2017” i Gråsten Skov. Jeg skulle fortælle i 5 minutter om: ”Historie, natur og kultur”. Det måtte gerne gøres på sønderjysk, det var en del af historien, - selv om spejderne kom fra hele landet!
Jeg har udarbejdet en pjece i den forbindelse, den er ikke skrevet på sønderjysk. Den findes på min hjemmeside. Den hedder ”Godtes Grue”. Den handler om 1. Slesvigske krig, Gråsten skov og Kongefamilien på sommerferie på Gråsten Slot. www.mojnasta.dk
Jeg finder gamle historier, rim og remser, mundheld, digte, der er skrevet på sønderjysk, bl.a. i: "Sprogforeningens Almanakker 1893 – 1993" og Sønderjysk Månedsskrift, gamle udgivelser.
I ”E Havbogasse” – om folk og hændelser i Sønderborg by og Egn. 1957 – 1983, finder jeg de historier der er skrevet på sønderjysk, ellers skriver dem om til sønderjysk.
Jeg fortæller H.C. Andersen eventyr og historier på sønderjysk. Dem er der stor begejstring for, fordi folk kender dem, og derfor har de ikke problemer med, at forstå dem, selv om de bliver fortalt på sønderjysk.
Mange kommer med historier, digte og mapper med udklip og notater, som de har fundet i gemmer efter afdøde familiemedlemmer. Der gemmer sig mange guldkorn, ofte skrevet på sønderjysk.
Der er stor forskel på at snakke ”Sundevedsk Sønderjysk” og ”Alsisk” (fra Als), jeg kan læse alsisk, men ikke snakke det. Når jeg har en alsisk tekst, fortæller jeg den på min egen dialekt. +
