Den danske folkehøjskole – en unik form for dannelse
| Den danske folkehøjskole – en unik form for dannelse | |
|---|---|
| Indsender af bidrag: | Højskolehistorisk Forening: Mogens Hemmingsen (formand), Kjeld Krarup, Ditte-Marie Baungaard Christensen, Lisbeth Magnussen, Hans Grishauge, Lars Thorkild Bjørn og Mette E. Havsteen-Mikkelsen (tekst-ansvarlig) |
| Geografisk tilknytning: | Højskolekulturens arnesteder er naturligvis på selve højskolerne, men også i de mange hjem og i det folkelige engagement inden for skole og kirke og initiativer af forskellig slags ud over landet og vidt ud i verden.
Se f.eks. fortegnelse over forekomsten gennem årene og nuværende højskoler: http://hojskolehistorie.dk/media/1301640/danske_h_jskoler_1844-2016_rev_marts_17.pdf. |
| Dato for indsendelse af bidrag: | 2018/01/17 |
Folkehøjskolens værdigrundlag formidlet gennem sproget og fortællingen, foredraget og sangen - og ikke mindst gennem det hjemlige fællesskab i kostskoleformen - er immateriel kulturarv, der har betydning for mange menneskers livssyn og hverdagskultur. Den eksamensfrie og demokratisk dannende folkehøjskole har siden starten i 1844 haft en mærkbar gennemslagskraft verden over.
Hvordan praktiseres det i dag
Selvom højskoletanken er udformet i civilsamfundet, så regulerer lovgivningen om den demokratiske dannelse rammer og vilkår for de enkelte højskoler. Ikke desto mindre fremstår de enkelte højskoler som vidt forskellige inden for disse rammer og afspejler derved både i form og indhold det omgivende pluralistiske samfund. Et fællestræk er kostskoleformen, hvor man lever, spiser og bor på skolen. Desuden er det kendetegnet, at de enkelte højskoler giver undervisning inden for de fag og emner, der måtte interessere. Undervisningen er lystbetonet, eksamensfri og kræver ingen forudsætninger. Højskoleopholdet er skemalagt, men der er tid til både ”forundring og forandring” i såvel almen-dannende fag, eksempelvis historie og litteratur, som i særlige æstetiske og musiske fag eller i værkstedstedsfag. Gennem fællestimer, foredrag og i livet sammen med andre bliver højskoleelever udfordret på holdninger og ideer, og får nye perspektiver på stoffet. Også i dag. I dag findes både traditionelle grundtvigske højskoler, fagspecialiserede, f.eks. musikhøjskoler og idrætshøjskoler, kristne eller spirituelle højskoler, livsstilshøjskoler, seniorhøjskoler og ungdomshøjskoler. Højskolekurserne er desuden af forskellig varighed. Selvom højskolers primære sigte har været almendannende undervisning med ordet og den identitetsskabende fortælling som immaterielt ”grundstof”, så har der gennem årene været trendsættende højskoler indenfor kunst, håndværk og håndarbejde (vævning og sløjd f.eks.). Den materielle og den immaterielle kulturarv er således to væsentlige sider af højskolekulturen - hånd og ånd. Også blandt de nyere højskoler er både betoning af æstetiske, kunstneriske og praktiske fag. Samtidig figurerer typisk samfundsengagerende og politisk relevante temaer som global dannelse, digital dannelse, bæredygtighed, vindenergi, klima og grøn omstilling, udkantsdanmark og folkelighed.
Historie og baggrund
History og baggrund::N.F.S. Grundtvig var den betydningsfulde inspirator bag den første danske folkehøjskole, der åbnede i Rødding i 1844. Det var dog skolemanden Chresten Kold, der førte hans skoletanker ud i livet i et læringsmiljø, der i princippet er videreført indtil nu. For de allerførste højskoler var nationalitetskampen i Sønderjylland den aktuelle baggrund, siden blev det nok så væsentligt at ”højne” bøndernes kultur og evne til at tage demokratisk ansvar i det danske samfund på lige fod med andre af rigets stænder. Grundtvig udtrykte, at det var vigtigt at folkehøjskolen både fremmede ”livsdueligheden” og ”folkelivet”. Opgaven gennem tiden har været at opbygge fortællingen om et nationalt og demokratisk folk navnlig gennem historisk-poetiske dannelsesfag.
Dette folkeligt-nationale grundlag kom sidst i 1800-tallet til at spille sammen med et logisk-videnskabeligt. Dette førte på sigt til en mere erhvervsrettet fagspecialisering (f.eks. indenfor håndværk, sygepleje, husflid, gymnastik, fiskeri) udover det landbrugsfaglige. Omkring 1970 førte samfundsforandringer og ændringer i det traditionelle rekrutteringsmiljø i landbosamfundet til omkalfatring af højskolernes undervisningstilbud. Indholdet i højskolens lovgrundlag, der omfattede ”almen folkelig/national dannelse” i 1942 og ”folkelig oplysning” i 1993 er til stadig diskussion så højskolen til stadighed er tidssvarende. Men højskolen som kostskole er stadig en særdeles konkret form med sine rytmer og rutiner gennem året og dagen.
Konkret kommer denne immaterielle kulturarv til udtryk i den mangeårige udgivelse af højskolesangbogen, hvor der til hver en tid gennem de nu 18 udgaver har været stor bestræbelse på at gøre den tidssvarende ved at trykke sangbare folkelige, historiske sange og salmer til dagligt brug. Højskolesangbogen har stor integrerende betydning og bruges også i miljøer uden for højskolen.
Videreformidling og overlevering
Højskolekulturen formidles ad mange veje nu. Kendskabet til højskolen spredes gennem nuværende og tidligere højskoleelever, i familier, ungdomsmiljøer og uddannelsesinstitutioner, på festivaler og på højskolernes egne elevmøder - og ikke mindst gennem de sociale medier og via jobcentre og biblioteker. Højskolekulturen formidles desuden via Højskolernes Hus’ hjemmeside (FFD), i Højskolebladet Historisk set er højskolekulturen ofte blevet spredt i særlige både grundtvigske eller missionske miljøer gennem flere slægtled. I såkaldte "levende egne", hvor aktiviteter kunne spores inden for kultur- og erhvervsliv (andelsbevægelse), var det ofte en højskole, der var særlig ”vækstfremmende”. Tidligere drog forstandere og lærere rundt og hvervede elever ved foredrag i forsamlingshuse, i højskole- og gymnastikforeninger. Også de enkelte elevforeningers årsskrifter spredte viden om højskoleophold.
Hvad sker der fremover
Viability of the element::Det ligger i selve højskoletanken at højskolens gerning, rammerne for højskolelivet, er defineret af folkets trang og lærernes evne, som formuleret af Askov Højskoles forstander, Ludvig Schrøder i 1872. Friheden til selv at sætte dagsordenen er essentiel for den enkelte højskole. Selve drivkraften, der sikrer den frie samtale og kreativitet. Det har vist sig at være en god idé siden den første højskole startede i 1844 i Rødding. Også fremadrettet, selvom det også betyder at højskoler kommer og går. Aktuelt er der 70 højskoler i Danmark. Folkelige arrangementer på de enkelte højskoler eller i foreningssammenhæng og selve samværet - det at man er sammen omkring ”noget” - er i centralt i højskolekulturen. På landsplan styrkes højskolekulturen, som nævnt ovenfor, især gennem initiativer fra Højskolernes Hus og Højskolehistorisk Forening.
Udøvere og dem, der kender det godt
Gennem årene er det hovedsagelig unge, der har valgt at tage på højskole på lange ophold af 3-5 måneders varighed. Den sociale spredning kan være forholdsvis stor i forhold til tidligere, hvor landbosamfundet udgjorde rekrutteringsgrundlaget.Adskillige unge bruger højskoleopholdet som en fase undervejs i uddannelsessystemet eller måske i en arbejdsløshedssituation. På højskolerne kan der for tiden være mellem 30 og under tiden over hundrede deltagere. I de seneste 4-5 årtier er det blevet stadig mere udbredt at deltage i korte kurser af et par ugers varighed. Her er der stor aldersspredning, men fortrinsvis deltager folk efter arbejdslivet. Mange forskellige kulturpersonligheder har deres rod i højskolens mange facetter. Det kan være forfattere, kunstnere, musikere, film- og mediefolk og entertainere. Men den allerstørste gennemslagskraft har højskolen haft hos ”almindelige mennesker” landet over, ligesom højskoletanken også har slået an internationalt.
Henvisning
Hjemmesider:
Højskolebladet www.hojskolebladet.dk
Folkehøjskolernes Forening www.ffd.dk
Højskolehistorisk Forening www.hojskolehistorie.dk
Litteratur:
Tekster om folkehøjskolen, red.: A. Baunsbak-Jensen og Vilhelm Nielsen. Undervisningsministeriet 1974.
Två sidor av samma mynt. Folkbildning och yrkesutbildning vid de nordiska folkhögskolorna. red.: F.L. Nielsson og A. Nielsson. Academic Press. Lund 2010.
Mette E. Havsteen-Mikkelsen: Rødding Højskole i Lunds tid - et kulturbillede, s. 21-50 i Uddannelse. Årbog for dansk Skolehistorie 1994.
Niels Højlund: Højskolen – fortid – nutid – fremtid. Aschehoug 1983.
Højskolens idé. Tillæg til Højskolebladet 8.12.2016.
Ove Korsgaard: Højskolen som dannelsesinstitution. Oplæg til Højskoleudvalget. 2004.
Jes Fabricius Møller: Grundtvigianisme i det 20. århundrede. Vartov 2005.
Gunhild Nissen: Udfordringer til højskolen, danske folkehøjskoler 1844 til 1994. København 1994.
Den danske Folkehøjskole gennem hundrede år. bd. 1, 1939, red.: Ernst Borup og Fred. Nørgaard, bd. 2, 1940, red.: Fred. Nørgaard
Højskolen til debat. red.: Johannes Rosendahl. Gyldendal 1961.
Thomas Rørdam: De danske folkehøjskoler. Det danske selskab 1979.
Kategorier
Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst, Sociale praksisser"Sociale praksisser" is not in the list (Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst, Sociale praksisser ritualer og festivaler, Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk) of allowed values for the "Categories" property., ritualer og festivaler"ritualer og festivaler" is not in the list (Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst, Sociale praksisser ritualer og festivaler, Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk) of allowed values for the "Categories" property., Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk