Hvad er immateriel kulturarv?

I konventionen defineres immaterielle kulturarv som de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder - såvel som redskaber, genstande, artefakter og kulturelle rum, der er forbundet dermed - som samfund, grupper, og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv. Denne immaterielle kulturarv overføres fra generation til generation og genskabes til stadighed af samfund og grupper som svar på deres omgivelser, deres interaktion med naturen og deres historie, og giver dem en følelse af identitet og kontinuitet, og skaber på den måde respekt for kulturel mangfoldighed og menneskelig kreativitet.

UNESCO

Ifølge Konvention til sikring af Immateriel kulturarv fra 2003 er immateriel kulturarv en grundlæggende kilde til kulturel mangfoldighed og berigelse af menneskelig kreativitet. Konventionen er udarbejdet i UNESCO, FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.

UNESCO blev oprettet i 1945 med det formål at fremme samarbejdet mellem nationerne inden for disse områder. Som en del af det, har UNESCO udarbejdet konventioner, som forpligter lande til at arbejde for beskyttelse og sikring af kulturarv i verden.

Den nok mest kendte er Konventionen til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv, bedre kendt som Verdensarvslisten fra 1972. I Danmark er Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Vadehavet og nu senest og de gamle parforcejagtlandskaber i Nordsjælland på listen.

På samme måde arbejder UNESCO for sikring af kulturarv af immateriel karakter. Først, i 1989 med Anbefalingen til beskyttelse af kultur of folklore, Verdenserklæringen om kulturel diversitet fra 2001 og fire år senere Konventionen om kulturel mangfoldighed. Alle er gået forud for Konvention til sikring af Immateriel kulturarv fra 2003, som Danmark godkendte i 2010.

Konventionen til sikring af immateriel kulturarv

Skønt Verdensarvslisten har inspireret denne konvention, kan arbejdet med at sikre et monument eller et naturområde ikke direkte overføres til sikring af det immaterielle. For hvordan sikre det immaterielle? Det uhåndgribelige? Det, der foregår mellem mennesker, og derfor altid er i forandring?

Ifølge konventionen består sikringen af immateriel kulturarv bl.a. i at man identificerer den, dokumenterer den, promoverer den og sørger for, at de nødvendige vilkår er til stede for, at den immaterielle kulturarv kan bestå og blive videreført bl.a. gennem uddannelse.

Konventionens overordnede formål

Ved at godkende konventionen forpligter man sig til at arbejde for at sikre den immaterielle kulturarv, fremme respekten for de relevante samfunds, gruppers og enkeltpersoners immaterielle kulturarv, øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv på lokalt, nationalt og internationalt plan og om sikring af gensidig påskønnelse af denne kulturarv.

Ifølge konventionen kommer immateriel kulturarv bl.a. til udtryk på følgende vis:

· mundtlige traditioner og udtryk, herunder sprog som et udtryksmiddel for den immaterielle kulturarv

· udøvelse af kunst

· sociale praksisser, ritualer og festivaler

· viden og praksisser vedrørende naturen og universet

· traditionelt håndværk

Udøverens rolle i konventionen

Helt centralt i konventionen står udøverne, altså de mennesker, der er involveret i praktiseringen af en given kulturel praksis, tradition osv. Det er de grupper – og i særlige tilfælde enkeltpersoner, der opfordres til at indsende beskrivelsen af det, de gør til UNESCOs fortegnelser og lister. Denne betoning er lagt for at sikre, at det er udøverne selv, der kommer til orde, selv definerer og tillægger eksemplet på immateriel kulturarv værdi og betydning.