Se kilde til Hvad er immateriel kulturarv?

[[Fil:Kædedans.jpg|thumb|Unge danser kædedans på deres årlige stævne FOD for folkemusik- og især danseinteresserede i 2016. Fotograf: Susanne Mertz.]]
[[Fil:Folkedans.jpg|thumb|Folkemusik og dans som samlingspunkt for flere generationer, her på Skælskør Folkehøjskole i 1983. Fotograf: Kirsten Terndrup. Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.]]
Sankt Hans-fejringer, højskoleliv, strikning, andelstanken, kurdisk folkedans, hygge, traditionelt håndværk og sanglege er alle eksempler på immateriel kulturarv i Danmark. Den immaterielle kulturarv er med andre ord den levende og uhåndgribelige kultur, som overføres fra generation til generation.


UNESCO definerer immateriel kulturarv som: ”…de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder […] som samfund, grupper, og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv.” 

Til udøvelsen af immateriel kultur kan også høre redskaber, genstande eller artefakter, men det er det uhåndgribelige, der står i centrum. 

Den immaterielle kulturarv videregives sjældent via den formelle skolebænk. I stedet lærer man den af andre, fx i familien, i institutioner som vuggestuer og børnehaver, i foreningslivet og mange andre steder. 
Traditionelt håndværk kan videregives som mesterlære, og sanglege læres måske, når de voksne er sammen med børnene, eller når børnene leger i skolegården. 
Betegnelsen immateriel kulturarv er ukendt for mange. Det stammer fra UNESCOs arbejde og bygger på tidligere betegnelser som folklore eller mundtlige traditioner.


<h2>Immateriel kulturarv som levende kultur</h2>
Her på siden har vi valgt at bruge udtrykket ”levende kultur”. Det har vi gjort for at understrege, at kultur foregår i nutiden, lever mellem mennesker, og at den altid er i bevægelse. Selvom vi taler om kulturarv, er kultur ikke kun nogle traditioner, vi har, men er i høj grad også noget, vi gør. 
Det kan godt være, at mange familier i Danmark fejrer de samme traditioner, som de har gjort i flere generationer. Men måden, hvorpå de gør det, og den betydning, de tillægger det, er ikke nødvendigvis den samme i dag, som for bare 50 år siden. Nogle traditioner glemmes, og andre genoptages.


Det giver også fortegnelsen en udfordring: For hvordan beskriver man levende kultur og sætter den på en fortegnelse, uden at den fastfryses som én bestemt, uforanderlig ting?
Vores bedste bud har været at give mulighed for at beskrive både de måder, hvorpå den levende kultur vedligeholdes, og de måder, hvorpå den har ændret sig over tid. 
Derfor vil eksemplerne i fortegnelsen altid blive øjebliksbilleder, der beskriver et før, et nu og giver et bud på fremtiden. Som arkiv er Dansk Folkemindesamling interesseret i disse øjebliksbilleder, og eksemplerne vil blive en del af arkivet og indgå i sammenhæng med tusinder af andre beskrivelser og beretninger om dagliglivets kultur. 

<h2>Mange perspektiver på levende kultur</h2>
Alle mennesker og befolkningsgrupper udøver levende kultur, der bygger på tidligere generationers erfaringer. Derfor er fortegnelsen åben for eksempler på immateriel kulturarv fra både unge og gamle, minoriteter og majoriteter, folk i by og på land osv. osv.
 
Fortegnelsen indeholder eksempler på levende kultur i Danmark, men den levende kultur er ikke nødvendigvis særegent dansk. Den går ofte på tværs af grænser og er påvirket udefra. 
Den levende kultur kan deles af mange, men kan også udøves på forskellige måder, af forskellige mennesker, i forskellige sammenhænge. Derfor er der heller ikke nødvendigvis enighed om, hvad der er vigtig kulturarv, eller hvordan den ’bør’ udøves. Den levende kultur er altid ’nogens’, og andre kan have et andet perspektiv. Derfor er det i fortegnelsen altid muligt at se, hvem der har indsendt bidraget, ligesom det er muligt at indsende et nyt bidrag om det samme emne, hvis beskrivelsen er anderledes.