Strikning

Fra Levendekultur
Skift til: navigering, søgning
Strikning
Indsender af forslag: Foreningen Gavstrik
Geografisk tilknytning: Ingen særlig geografisk placering
Dato for indsendelse af bidrag: 2017/11/05

Strikning, et levende håndværk i udvikling. Kvinder har da altid strikket, og det bliver de nok ved med. Men strikning og traditionerne forbundet hermed overlever ikke af sig selv. Kreativitet kræver også gode rammer, opmærksomhed og en undervisningsindsats.

Hvordan praktiseres det i dag

[[Description::To strikkepinde og et nøgle garn - og man kan strikke hvad som helst. En bluse eller anden beklædning med et minimum af sammensyning og ingen spild af materialer. Man strikker i hjemmet, eller i bussen på vej til og fra arbejde, man strikker i haven, ved stranden. Alle vegne, hvor der er en pause, alene eller sammen med andre. I Danmark strikker vi på den europæiske måde. Forskellige indvandrerkvinder især fra Mellemøsten strikker på den engelske måde. For 30-40 år siden strikkede kvinder primært for at skaffe familien og sig selv varmt tøj på kroppen. I dag strikker de fleste for fornøjelse og afslapning og ikke af nødvendighed, selvom de fleste foretrækker at strikke noget nyttigt.

Fotograf: Foreningen Gavstrik

Indtil omkring midten af 1990’erne foregik strikning i hjemmet, enten i ens eget hjem eller på besøg hos venner og bekendte. Siden har en ny trend grebet om sig: At strikke i det offentlige rum. man mødes på en cafe for at strikke sammen – de såkaldte Strikkecafeer. Alle kan møde op og deltage i fællesskabet og strikke lige det man havde lyst til med mulighed for at spørge naboen om hjælp eller lade sig inspirere af hinandens projekter. Det var i begyndelsen primært de unge som var bekendte med cafekulturen, der kombinerede strik og cafebesøg, men alle aldre har siden fulgt trop. Siden har mange garnforretninger overtaget konceptet og laver deres egen variation med deltagerbetaling og måske lidt undervisning eller underholdning. På samme måde tilbyder mange biblioteker at arrangere strikkegrupper og lægge hus til eksisterende grupper.


Åben strikkegruppe på Risskov Bibliotek. Fotograf: Agnete Rasmussen, Foreningen Gavstrik

Det nødvendige værktøj, strikkepinde fås i mange materialer, faconer og størrelser fra 1 mm til 20 eller 30 mm. Der findes korte strømpepinde (5 stk.) i træ, ben, horn eller metal, runde, firkantede og senest trekantede strikkepinde. Der er lange lige strikkepinde, kaldet jumperpinde, som er afløst af rundpinde. De første rundpinde var af metal med en snoet metalwire, som siden hen blev erstattet af en plastikwire, ligesom pindene i dag bliver fremstillet af bambus, ædeltræ, plastik eller kulfiber. Ligeledes er der et voksende marked for alle mulige “hjælpedimser” til strikning: omgangstællere, en særlig lineal til at måle strikkefasthed, hjælpepinde til snoningestrik, forskellige maskemarkører osv.  ]]

Historie og baggrund

History og baggrund::Fra at være et erhverv gik strikning over til at blive et håndværk, som primært blev varetaget af kvinderne i familien. Man strikkede til eget forbrug. Man strikkede af nødvendighed. I løbet af 1960’erne begyndte kvinderne også at strikke af lyst, og i 1970’erne blev strikning en politisk manifestation. Hønsestrik blev et opgør mod traditionelle kvinderoller og et opgør mod pænhed og garnforretningernes krav om at garn og mønstre skulle følges ad. Kvinderne og enkelte mænd ønskede selv at designe deres eget tøj og bruge de garner, mønstre og farver, de ville. I dag strikker mange både for at frembringe et nyttigt produkt gerne efter eget design, samtidig med at de nyder deres hobby, slapper af og kan deltage i et større fælleskab af ligesindede.

Videreformidling og overlevering

Før i tiden lærte mange kvinder at strikke hjemme i familien; af deres mor, bedstemødre, mostre eller fastre. Folkeskolens håndarbejdsundervisning samlede op, så alle piger fik lært at strikke. Strikning var et håndarbejde, der blev brugt i hverdagen, der blev strikket veste og vanter, varme trøjer og strømper, som også skulle stoppes, til hele familien.

I dag er strikning for de fleste en hobby, man kan dyrke alene eller sammen med andre.

Strikning overlever både som en teknik og som strikkekultur i overleveringen fra mor til datter eller fra veninde til veninde og gennem et stort strikkefællesskab på nettet, som også tilbyder undervisning.

Derudover mødes mange i strikkegrupper, deltager i kurser og arrangementer i foreninger. Der bliver arrangeret strikkefestivaler, foredrag og højskoleophold samt strikkerejser. Blandt andet ture til både Japan, Skotland, Norden eller Estland med oplevelser, undervisning, garnindkøb og med muligheden for at møde med andre strikkere.

Hvad sker der fremover

Viability of the element::Hvis ikke uddannelsessektoren styrker indsatsen for de kreative fag, herunder strikning, så overlades ansvaret for strikkekulturen og håndværkets overlevelse til det private initiativ, familien, de frivillige foreninger hjulpet på vej af markedet. Så længe der er kunder, vil der udkomme nye strikkebøger og bliver designet nye modeller samt udviklet nye garnkvaliteter og blive tilbudt strikkeundervisning. Heldigvis arbejder mange af tidens tendenser så som større miljøbevidsthed, krav om bæredygtig produktion af materialer, økologi, genbrug og protest mod overforbrug for strikningen. Derudover anvendes strikning og håndarbejde som en kur mod stress og et forjaget arbejdsliv. Jo flere, der oplever glæden ved at skabe et produkt med egne hænder, jo flere har lyst til at lade strikning gå videre til næste generation. Men konstruktionen er sårbar, hvem indsamler viden og erfaringer, så flest mulige får glæde og nytte af dem? Hvem holder øje med, indsamler og forsker i den kulturhistoriske og samfundsmæssige betydning? Hvem forsker i strikkekulturen, anmelder strikkebøger og deres underliggende værdier, hvem er garnforbrugernes vagthund? Endnu en vej for strikningen er den forholdsvis nye Craftivisme, en sammensætning af craft (håndarbejde) og aktivisme. Det er en undergrundskultur hvor strik, broderi, perleplader og andre teknikker bliver brugt som en slags graffiti i bybilledet. Et medie til at kommentere aktuelle emner og blande sig i den offentlige debat med andre midler end spraydåser. Det er Craftivisme og Street Art i en skøn blanding, der særligt appellerer til yngre grupper.


Fotograf: Agnete Rasmussen, Foreningen Gavstrik

Udøvere og dem, der kender det godt

Kvinder i alle aldre fra alle sociale lag strikker. Der er nok flest af dem over 50 år, der har lært det som børn, der strikker og har strikket hele livet. Men de seneste 10-15 år har især yngre kvinder lært sig teknikken fra internettet. Strikning følger moden. Flertallet af strikkerne har strikket hele livet, men mode og trends og øget efterspørgsel på strik fra familiens yngre medlemmer eller mangel på efterspørgsel har indflydelse på hvor meget og mange, der strikker. Når strik bliver moderne, er der kvinder, der genoptager deres hobby og flere unge får lyst til selv at lære at strikke.

Vi er mange, der hele tiden anstrenger os for at finde nye veje til at udbrede strikningen, da strikning bare kan så meget forskelligt og rummer så mange muligheder for fordybelse, kreativitet, fællesskaber og samarbejder, udsyn og internationale kontakter. Samtidig er der fantastiske garner at arbejde med: af lammeuld, lama moskus, yakokser, kamel, kashmir, angora og mohair, silke, brændenælder, græs, bambus, bomuld og viskose plus alle de mange syntetiske garner.

Henvisning

Kategorier

Traditionelt håndværk