Fortællekunst

Fra Levendekultur
Skift til: navigering, søgning
Fortællekunst
Indsender af forslag: Vigga Bro, Lise Marie Nedergaard
Geografisk tilknytning:
Dato for indsendelse af bidrag: 2017/11/19


Den mundtlige fortælling er teatrets, romanens, visens moder. Ophav til al ordkunst. Samtidig er den sin egen raffinerede kunstart. En fortæller improviserer historierne frem over en grundform hver gang. Er man ikke bundet af en bestemt ordrække, kan man ”danse” med publikum og ordet bliver ”levende”. I Danmark findes både professionelle fortællere og amatører, som fortæller historier.

Hvordan praktiseres det i dag

[[Description::Enhver fortæller har et lager af historier at trække på. Fortælleren kan vælge at digte nye historier, gøre brug af erindringsstof eller tage udgangspunkt i allerede eksisterende fortællinger og omforme eller udfolde dem på en ny måde. Og de forskelligste typer af historier kan væves ind og ud af i hinanden. En god historiefortæller gør historien til sin egen. Med egne ord, med kroppen, tonen i sproget, med de små nuancer i ansigtet og i læsningen af publikum foldes historien ud – så den opleves som relevant for publikum og i sin samtid. Teknikken ligger i samspillet med publikum. Improvisationen. Den mundtlige fortæller kender historien ud og ind, men ikke ordene. De opstår i samspillet og den gode historiefortæller tilpasser historien i forhold til sit publikum, så alle er med. I bund og grund er fortælleren alene foran sit publikum. Men man kan være flere fortællere sammen, der skiftes til at fortælle en historie. Ligeledes vælger flere historiefortællere at indgå samarbejde med f.eks. musikere, så også musikken bliver en aktiv medspiller i samspillet mellem fortæller og publikum. Til nogle historier kan anvendes en enkel rekvisit. I de grønlandske fortællinger indgår eksempelvis trommen ofte. Den konkrete ’fremføringsform’ afhænger af den enkelte fortæller. Nogle står op, andre sidder ned. Nogle bruger få håndbevægelser, andre bruger hele kroppen. Nogle bruger en stemmeføring, der ligger tæt på deres dagligdagsstemme, andre gør brug af lyde og af stemmens forskellige virkemidler – som for eksempel Dario Fo gjorde det. Nogle koreograferer bevægelser til historien, andre anvender som i afrikansk historiefortælling, de spontane bevægelser (skyggebevægelser) som et element i fortællingen. Teknik, metode og form afhænger af historien, historiefortælleren - og ikke mindst af publikum. Det særlige ved den mundtlige fortælling er, at det er tilhørerne, der med deres indbildningskraft og koncentration selv skaber billederne i deres eget indre. De bliver dermed i bogstaveligste forstand beriget. For billederne bliver deres ejendom; dybt personligt forankret og knyttet til den erfaringsverden, som de hver især bringer med ind i det fælles rum, hvor historiefortællingen finder sted. Det er navnlig den dybe oplevelse af indre billeddannelse og af det fællesskab og nærvær, der opstår undervejs, som er med til at give den mundtlige fortælling dens særlige tiltrækningskraft i dag.

I dag bliver der fortalt på caféer, skoler, teatre, museer, i foredragsforeninger og biblioteker, på særlige locations i bygninger eller i naturen, på festivaler og digitale platforme. Der afholdes fortællesaloner i private hjem og mange fortællere oplever at blive inviteret til at fortælle ved fester, hvor en gæst forærer fortællingen som gave eller arrangørerne gerne vil ’løfte’ festen med et særligt indslag. Og der sker masser af formeksperimenter i forhold til mødet med publikum. De udøvende er både professionelle, som lever af det, folk, der har det som en sideinteresse, og fagfolk, der bruger fortællingen som et formidlingsgreb i en arbejdssammenhæng: skolelærere, undervisere, museumsformidlere. Men også mennesker, der ikke definerer sig selv som fortællere, bliver inviteret op på scenen for at fortælle om oplevelser, der har haft stor betydning for dem, og på den måde inspirere andre.

Vigga Bro og Anne Marie Helger fortæller. Fotograf: Ukendt
Vigga Bro fortæller hos BestTellers. Fotograf: Ukendt
]]

Historie og baggrund

History og baggrund::Fortælletraditionen kan ikke påduttes en start. Kulturens vugge står på fortællekunsten, så meget ved vi. Vi ved også at der har eksisteret professionelle fortællere, der har rejst rundt og f.eks. har kunnet finde ophold hos en stormand og der fortalt historier gennem længere tid. I flere lande i Mellemøsten og asien har man haft etablerede fortællehuse: te- og kaffehuse med plads til publikum og fortæller. Med en historie-kerne, improvisation, et par stående vendinger og digtning har fortælleren, dengang som også nu, skabt en historie med en samtidsrelevans. Men allevegne er der også blevet fortalt historier af ’almindelige’ mennesker. Herhjemme kunne E. Tang Kristensen (1843-1929) eksempelvis indsamle tusinder af eventyr og sagn blandt daglejere, soldater, tiggere mv. De enkelte fortællere har været kendt i deres omegn for at ’kunne mange historier’, men har ikke haft det som ’hverv’, ’som profession. De har genfortalt historier de har hørt. I anden del af 1800-tallet begyndte den mundtlige fortælling at udfolde sig i nye rammer, da den blev indføjet som en genial satsning i folkeuddannelsen gennem Grundtvig og Kold. Der, i de frie skoler, på ungdomsuddannelser og i de folkelige forsamlingshuse i byerne og på landet, levede den mundtlige fortælling i et vist omfang videre op gennem 1900-tallet. Den blev båret frem af fortællere som Anna Sophie Seidelin, der gennem 40 år genfortalte romaner, bibelhistorier, Hamlet og folkeeventyr for unge og voksne landet over. Men der var ganske få udøvere, og som fænomen levede fortællingen et upåagtet liv helt frem til 1980’erne. Da fandt der en renæssance for den mundtlig fortælling sted samtidig i lande verden over og også i Danmark. Gennem firserne begyndte folk at samles for at fortælle historier for hinanden og lære at fortælle. I 1984 fik et udvalg indskrevet mundtlig fortælling i folkeskolens læseplan for danskfaget, I 1993 blev den første fortællefestival afholdt i Randers. København fik sin første officielle fortællescene i 1994, Aarhus i 1996. Samme år blev Lejre Fortællefestival afholdt for første gang. Og siden 90’erne har ildsjæle, både professionelle og amatører, etableret fortællescener, fortælleforeninger og fortællefestivaller i rundt om i hele Danmark og har dermed gjort den mundtlige fortælling tilgængelig for stadig nye publikummer.

Videreformidling og overlevering

Især i de seneste to årtier har fortællekunsten virkelig vundet indpas i Danmark. Mange steder er der stor interesse for at få historiefortællere ud og der findes fortællekredse landet over, der består af historiefortællere, der arrangerer kurser, seminarer og afholder historiefortæller-arrangementer. Det har skabt et voksende publikum og også en øget interesse blandt både unge og ældre for at være fortæller.

Fra i gamle dage at blive videreført mellem generationer i familier, sker videreførelsen af fortællekunsten og opdyrkelsen af talenter idag i fortællerkredsene og ved at folk opsøger professionelle fortællere i kursussammenhæng for at modtage undervisning. På enkelte lærerseminarer indgår fortælleundervisning i curriculum og der udbydes også korte fortællekurser på flere højskoler.

Ikke mindst Vigga Bro har været aktiv forkæmper og udøver i denne proces, hvor fortællingen har vundet synlighed. Som en af landets mest anerkendte fortællere og underviser har hun afholdt skandinaviske seminarer, hvor internationale talelærere og kropslærere blev inviteret til at undervise, og hun har også givet undervisning privat. Undervisningen er som sådan ikke bygget på en historisk forståelse. Inspireret af den franske historiefortæller og teoretiker Abbi Patrix, lægger Vigga Bro i sin undervisning vægt på at se fortælleren i eleven. At det er underviseren opgave at lære eleven at være sig selv – og gå videre derfra. Der er i høj grad tale om mesterlære: et levende menneske, der giver noget videre til et andet levende menneske. Hvordan fortællekunsten skal udformes i sit nye udtryk, er der delte meninger omkring og forskellige skoler har forskellige tilgange til kunsten. Hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt i mødet med publikum? Hvad skal en fortælling kunne? Hvordan definerer man moderne fortælling? Hvornår er fortælling først og fremmest en kilde til underholdning? Hvornår er den en fællesmenneskelig udtryksform? Hvornår er den kunst? Mens man undersøger disse spørgsmål er det vigtig at huske, at fortællerens selvbillede kan skygge for historien og mødet med publikum. For fortælleren er altid 'sig selv' og ikke en rolle. Og det er en essentiel viden at overlevere sammen med de tekniske færdigheder.

Hvad sker der fremover

Viability of the element::Interessen for dem mundtlige fortællekunst vil formentlig kun vokse i årene fremover. Den afspejler et stærkt behov i tiden. Fortælling vil i stigende grad blive brugt som redskab i formidling af faglig viden. Konkrete informationer, der er indlejret i en fortælling eller organiseret som en billedrig, fremadskridende fortælling, er langt lettere huske end løsrevne ‘totter’ af information. For det modsvarer hjernens 'egen' måde at organisere indtryk på: vi danner uophørligt fortællinger om fænomener, vi møder, om andre mennesker og om os selv. Desuden kalder selve historiefortælle-situationen qua sit væsen på et nærvær og en koncentration, som det ellers kan være vanskeligt at skabe, hvor mange mennesker er samlet. Det gælder, uanset om vi som tilhørere er voksne, unge eller børn. Begge forhold er interessante for enhver, der skal løse en undervisnings- eller formidlingsopgave. Der vil blive forsket i fortælling, også til brug i konfliktløsning og forsoning - og til at skabe visioner. Ved at forholde os til de fortællinger, vi har skabt eller er vokset op med om os selv og andre, og ved at udfordre dem med nye fortællinger, kan vi skabe konstruktiv forandring i samfundet. Det er der hårdt brug for. En egentlig formel fortælleuddannelse findes ikke endnu, men der er ønsker om en skole for overbygningsstuderende, sådan som det findes i blandt andet universitetet i Oslo. Måske realiseres det i fremtiden. Der vil blive knyttet stadig flere bånd til fortællemiljøer i andre lande. Det er en stærk, internationale bevægelse, hvor man søger inspiration og netværk på kryds og tværs af grænser. Der vil blive udviklet stadig nye fortælleformater.

Udøvere og dem, der kender det godt

Der er mange offentligt tilgængelige fortællescener i Danmark, hvor forskellige fortællere og publikum kan møde hinanden. De er båret frem af ildsjæle. I København er der BestTellers på Vesterbro, hvor Hans Laurens, der stod bag fortælling på Kafcafeen fra 1994, sammen med Kasper Sørensen har skabt en professionel fortællescene. Her er der fortællearrangementer flere gange ugentligt, undervisningsforløb målrettet forskellige grupper, og der udvikles en lang række forskellige fortælleformater. Vigga Bro og Brohovederne har fortællescene på Teatret ved Den Sorte Hest, hvorfra der pågår et arbejde med hele tiden at løfte fortællingens kunstneriske niveau, også til inspiration for det omgivende teatermiljø. Jesper la Cour fra Det fortællende teater afholder workshops på Forsøgsstationen i København. I Helsingør er der bl.a scene på Toldboden med Andre Andersen som ildsjæl. Derfra og i samarbejde med Kasper Sørensen arrangeres en stor årlig fortællefestival i Helsingør, som engagerer et stort antal frivillige. På samme måde er der en stor årlig festival på Nørre Vosborg i Vestjylland, der inddrager lokale organisationer, frivillige og unge. I mindre skala er der fortællefestivaler i Vordingborg, Vrå, på Fanø. I Roskilde er Annemarie Krarup drivkraft bag fortællefestival og arrangementer. Byer som Randers, Viborg, Svendborg, Fåborg, Ry har også fortællemiljøer med tilbagevendende arrangementer. På Holstebro-egnen har Ingrid Hvass været primusmotor for mange fortælle-initiativer, der involverer et stort antal lokale borgere. I Århus stod Kirsten Thonsgård fra 1996 og mange år frem for fortællescenen Drømmenes Torv på Svalegangen. Senere rykkede scenen til Kvindemuseet. Nu kan man fast møde fortælling mange steder, i bogcafeer og biblioteker, båret frem af fortællere og fortællekredse i Østjylland. I Odense er der blevet fortalt for børn og voksne på Børnekulturhuset Fyrtøjet siden det blev stiftet som organisation i 1987. Der er nu oprettet en fortælleskole for børn. Og Lise Marie Seidelin Nedergaard afholder her Internationale Fortælledage. Fortælleren Jens Peter Madsen har været initiativtager til Odenses Spoken Word Festival, og Odense Fortællekreds står for mange arrangementer i byrummet. Flere højskoler har fokus på fortællekunsten og udbyder sommerkurser. Vestjyllands Højskole er initiativtager til Fortælleakademiet, der fra 2018 vil udbyde en række undervisningsforløb med mange forskellige lærerkræfter tilknyttet. Og ikke mindst turnerer mange professionelle fortællere med deres historier uden at være tilknyttet en bestemt scene eller et bestemt miljø, og yder her en stor kunstnerisk indsats og omfattende undervisning i fortælling i mange forskellige regi. Flere af dem kan man læse om på Foreningen af Fortællere i Danmark's hjemmeside. Foreningen er et forum for fortællere i hele landet, hvad enten de har det som levebrød eller passioneret sideinteresse. Foreningen arbejder på fortsat at udbrede kendskabet til den mundtlige fortælling. Der er stadig et stykke vej at gå, før enhver ved hvad mundtlig fortælling er og før fortællingen som kunstform har fået den plads i den offentlige bevidsthed, der tilkommer den.

Henvisning

Bøger: Orkanens øje, Vigga Bro. www.fortaellereidanmark.dk www.besttellers.dk

Kategorier

Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst