DEN KLASSISKE EUROPÆISKE DRENGEKORSTRADITION

Fra Levendekultur
Skift til: navigering, søgning
DEN KLASSISKE EUROPÆISKE DRENGEKORSTRADITION
Indsender af bidrag: Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori v/Domkantor Ebbe Munk
Geografisk tilknytning: Europa
Dato for indsendelse af bidrag: 2018/03/15
Københavns Drengekor Amaliehaven. Fotograf: Steen Brogaard
Isak-Katedralen Sankt Petersborg. Foto: Per Rene Kristensen
Kordreng. Foto: Luca Berti


De klassiske europæiske drenge- og mandskor, deres korskoler og deres tilknytning til byens liv på alle planer er en enestående kulturarv og en grundforudsætning for den europæiske kortradition og for udviklingen af den klassiske musik. I over 800 år har denne traditionsrige klangverden præget det internationale musikliv.

Hvordan praktiseres det i dag

En ”korskole” kan i klassisk forstand opfattes som en slags konservatorium. En skole, hvor korsang for sangbegavede drenge kan optages til uddannelse i korsang og med korsang som hovedfag – herunder også alle de støttediscipliner, der kan føre til et højt artistisk niveau.

Kordrengene møder den voksne sanger og de voksne musikere i det daglige prøvearbejde, hvor den erfarne voksne videregiver opførelsespraksis og dygtigt musikerskab til efterfølgende generationer. Det gælder både i mødet med den vokale verden fra den dygtige mandskorssanger til den professionelle solist og i mødet med orkestermusikken, solister og dirigenter. Det er selvsagt denne stabile videregivelse gennem generationer, der kan skabe et ekstraordinært niveau og en specifik stilsikkerhed – hvad enten det er ved koncerter lokalt, nationalt eller rundt omkring i verden eller som en del af en daglig tilknytning til et kirkemusikalsk liv, typisk ved de større katedraler.

Korskolerne giver tid og mulighed for en fordybelse i århundreders stærkt varierede stilarter: Fra den allertidligste gregorianske korsang over renæssancens vokalpolyfoni og den symfoniske kormusiks udsmykningskunst til den allernyeste vokalmusik.

Også i dag fascineres tidens førende komponister af drenge- og mandskorenes særlige klangverden. Det er uddannelsen på korskolerne, der gør det muligt at komponere med en forventning om, at det kan udføres på et kunstnerisk interessant niveau.

For den enkelte kordreng er der tale om en opbygning helt fra grunden, og der er let varierende praksis ved de europæiske korskoler med hensyn til, hvor i uddannelsesforløbet, kordrengen inddrages i selve korarbejdet.

På Sangskolen – Sankt Annæ Gymnasium – hvor Københavns Drengekor hører hjemme – sker det efter en grunduddannelse på 1 ½ år. Her starter så arbejdet ved Vor Frue Kirke, og her udvikles stil og rutine, og 1-2 år senere er korarbejdet fuldt implementeret med koncertaktiviteter af enhver art i tæt samspil med det øvrige musikliv. Og i tæt samspil med funktioner i stat, kommune og i Kongehuset, således som det har været tradition i århundreder.

Ikke mindst ved de engelske korskoler fastholdes drengekorstraditionen som en slags ”monokultur” – det er udelukkende drenge, der går på korskolerne. På Københavns Drengekors korskole optages både piger og drenge til et mere differentieret korliv. Men Københavns Drengekor plejer stadig alene det repertoire, der skrives for drenge- og mandskor. Således er det også tilfældet på eksempelvis Bach’s berømte Thomas Schule i Leipzig.

Historie og baggrund

History og baggrund::I de senere år har der over hele verden været et stigende fokus på historisk opførelsespraksis. Det gælder både inden for den rene vokalmusik som inden for kormusik med orkesterledsagelse. Det har i den allernyeste tid styrket behovet for at bevare det klangunivers korskolernes drenge- og mandskor er i stand til at levendegøre.

Det klangunivers går med sikkerhed 800 år tilbage til den tidligste flerstemmighed ved Notre Dame i Paris. Tæt knyttet til katedralerne udvikledes korskolerne (latinskolerne/kirkeskolerne) over store dele af Europa – således også i Norden. Hvis stemmebegavelse og almen begavelse gik hånd i hånd kunne drenge fra alle sociale lag i samfundet optages.

Sådan var det også ved Vor Frue Kirke i København. Eksempelvis var Christian II selv kordreng her sammen med drenge fra helt andre sociale lag. Han blev konge, mens andre fik en uddannelse og nogle livsmuligheder, de ellers aldrig ville have fået. Det er ikke anderledes i dag. På Sangskolen optages elever fra hele Københavnsområdet, fra alle sociale lag og alle med det formål bedst muligt at tage del i korarbejdet. Alle optages ud fra evner og til en skolegang, der er gratis.

Vor Frue Kirkes kordrenge gjorde ikke alene tjeneste i kirken, men deltog i hele byens musikliv og som en del af det kongelige kantori ved større og mindre begivenheder ved Hoffet – et pragteksempel er Christian IV’s kroning og bryllup i Vor Frue Kirke. Og i ny tid Kronprinsparrets bryllup i 2004 også her med deltagelse af Vor Frue Kirkes kordrenge - Københavns Drengekor.

Det helt unikke ved korskolerne er den musik, der kan udvikles her. Gennem overlevering af traditioner og kvaliteter fra generation til generation. Gennem udveksling fra land til land. I starten var musikken ikke noteret, men blev blot mundtligt overleveret. Senere fulgte nodetrykningen som en ny og vigtig del af kulturarven, og vi kan i dag nyde nedskrevet musik af Palestrina fra kantoriet i Vatikanet, af Schütz fra kantorierne i Dresden og i København, af Bach fra Leipzig, af stribevis af mesterværker fra de engelske katedralskoler, af Mozart fra Dom i Salzburg, fra to berømte kordrenge fra Stephansdom i Wien: Haydn og Schubert – fra Pedersøn og Buxtehude i Danmark og fra både Glinka, Bortnyanskij, Tjajkovskij og Rachmaninov i Sankt Petersborg og Moskva. Listen er uendelig og arven af kormusik en ubetinget verdens-kulturarv.

I kølvandet på den franske revolution lukkede samtlige korskoler i Frankrig for i disse år så småt at genopstå. I andre lande har den været ubrudt. Men helt op til i dag bevidner en række nyere komponistnavne drengekorstraditionens bærekraft: Benjamin Britten, Gabriel Fauré, Maurice Duruflé, Igor Stravinsky, Carl Nielsen, Vagn Holmboe, Ib Nørholm, Bernhard Lewkovitch, Palle Mikkelborg, Per Nørgaard, Bent Sørensen, Sven-David Sandstrøm, Knut Nystedt…..

Videreformidling og overlevering

Der er langt færre korskoler i dag. Konstruktionen omkring Københavns Drengekor er den eneste af sin art i Norden. Men parallelt hermed vokser et nyt og dygtigt korlag op med mange pigekor, børne- og ungdomskor, et rigt voksent korliv med små ensembler og store professionelle kor.

I den sammenhæng er det vigtigt at bevare rammerne og traditionerne omkring de klassiske drengekor. Selv om der er færre korskoler, er der en stor og levende interesse for drenge- og mandskor og korskoler, der stadig eksisterer. Interessen er international og formidlingen tilgængelig på alle elektroniske medier. Den særlige ”autentiske” lyd har multinational interesse.

Der foregår i dag også en flittig workshop aktivitet over hele verden – eksempelvis har Københavns Drengekor lavet workshops så forskellige steder som ved Princeton University, ved Saint Sernin i Toulouse, ved konservatoriet i Hanoi, ved særlige festivaler for de klassiske drengekor i bl.a. Helsinki, Sankt Petersborg og ved Saint Thomas Fifth Avenue i New York, og koret har selv huset en drengekorsfestival i Vor Frue Kirke og på Sangskolen med deltagelse af bl.a. Wiener Sängerknaben, King’s College Chapel Choir, Westminster Cathedral Choir, American Boy Choir, Escolania de Montserrat og Tölzer Knabenchor.

Der er hertil utallige besøg på Sankt Annæ Gymnasium fra ind- og udland for at observere, hvordan traditionen forvaltes i arbejdet i Københavns Drengekor.

Formidlingen er en stadig udfordring. Rigtig mange er uvidende om den særlige historie og om de særlige kunstneriske muligheder i drengekorstraditionen. Det er nødvendigt at argumentere for at ”kor ikke bare er kor”. Det gælder også i bevillingspolitiske sammenhænge.

På den anden side oplever mange af korskolerne en stigende interesse i forbindelse med rekruttering: Det skyldes, at den disciplinering og udvikling af sansen for kvalitet, der en del af traditionen, efterspørges.

Hvad sker der fremover

Viability of the element::Der er brug for en tæt dialog mellem de drenge- og mandskor, der endnu har bevaret det stærke musikalske uddannelsessystem, en korskole er. Der er tale om en ”multi-national” tradition, mange kendte og mindre kendte institutioner og ikke alene om enkelte stjerner med en særlig glorværdig historie.

Den erkendelse har bragt en meget levende og aktiv dialog i gang mellem institutioner som Westminster Abbey i London, New College i Oxford, King’s College i Cambridge, Notre Dame i Paris, Montserrat i Spanien, St. Jean Katedralen i Lyon, Thomaner Chor i Leipzig, Dresdner Kreuzchor, Berliner Dom, Riga Dom, Glinka Choir Academy i Sankt Petersborg, Choir of Saint Thomas Fifth Avenue i New York og Københavns Drengekor.

Det er ønskværdigt, at disse institutioner kan stå sammen om at udvirke UNESCOs beskyttelse af de klassiske europæiske drengekor. Det vil betyde et vigtigt skridt i retning af en større bevidstgørelse af deres betydning, og det vil være med til at fremtidssikre en unik og levende musikalsk tradition.

Udøvere og dem, der kender det godt

Rigtig mange mennesker verden over kender til de europæiske drengekor - men kun til relativt få af dem. Og bekymrende få kender til det omfattende arbejde – kunstnerisk, pædagogisk, administrativt og logistisk – der skal til for at få institutionerne og traditionerne til at hænge sammen.

Dem, der interesserer sig særligt for dem, er jo de enkelte landes symfoniorkestre, barokensembler, operahuse, katedraler, medieinstitutioner og koncertarrangører.

Dem det glæder, er et stort publikum. Og med et stort publikum menes oftest fyldte katedraler og fyldte koncertsale verden over. Men at mange har haft en god oplevelse betyder ikke nødvendigvis, at man ved, hvor sårbar selv den mest anerkendte kulturarv kan være.

Der er næppe tale om særlige sociale lag, der har interesse i denne tradition. Men det er sikkert og vist, at interessen for kormusik i det hele taget er hastigt stigende. Derfor er drengekorstraditionen ikke længere alene knyttet til lukkede institutionelle systemer. De er i spil også til alternative musikgenrer og alternative koncertformer. Det gælder i hvert fald et flertal af dem – og det gælder også Københavns Drengekor.

Henvisning

Museumsinspektør Ole Kongsted: Københavns Drengekor – DET KONGELIGE KANTORI 75 år 1999 (s. 68-72)” Det kongelige Cantorie, Det Kongelige Kantori og det kære barn med de mange navne”.

Søren Sørensen: ”Københavns Drengekor gennem 50 år”. Wilhelm Hansen, Musik-Forlag 1974.

Niels Møller: ”SANGSKOLEN Københavns Kommunes Sangskole – Sankt Annæ Gymnasium 1929-1989”. Selskabet Københavns Drengekors Venner 1989.

Henrik Palsmar: ”DRENGEKOR OG BYKULTUR - BOYS’ CHOIRS AND TOWN CULTURE”. Program ved Den Internationale Drengekorsfestival 1996.

Københavns Drengekor: www.kdk.dk

Ebbe Munk: About the classical choir schools and the European boys’ choir tradition.

Edward Higginbottom, New College – Oxford: THE BOYCHOIR TRADITION in Europe and further afield.

Alain Demissy, Président de l’association Musique Sacrée à Notre Dame de Paris: Patrimoine des écoles maîtrisiennes.

Glinka Choir College – St. Petersborg: Round table “International experience of choral schools as a unique tool for the development of choral music in Russia and in the world”.

Kategorier

Udøvelse af kunst