Property:Description
Fra Levende kultur
This is a property of type Text.
B
Bornholmsk er, i forskellige varianter, stadig en levende dialekt og er normalt omgangssprog mellem mange bornholmere. I den henseende er der forskel på sprogsituationen i Rønne og på den øvrige ø, idet man har en anden variant af dialekten i Rønne (beskrevet af Børge Andersen i ”Rønnemålet” fra 1959). Der kan også peges på mindre grammatiske og intonationsmæssige forskelle på sydbornholmsk, nordbornholmsk og sproget i Gudhjem. Disse træk er dog ikke systematisk beskrevet, og kan næppe heller beskrives i dag, fordi sproget er blevet mere ens ud over øen. Til de regionale variationer kommer en situationsbestemt variation: Dialekten tales nemlig ”tyndt” eller ”bredt”. Her er der tale om tilpasning/kodeskift alt efter hvem man taler med. Bornholmere er nok danmarksmestre i kodeskift, hvilket kan give ikke-bornholmere det indtryk at dialekten er død. Steder hvor der tales bredt bornholmsk kunne være på fodboldbanen, i brugsen, i mange familier. Steder hvor der tales tyndt bornholmsk eller standardsprog vil være i skoler og på offentlige kontorer. Politikere talte tidligere heller ikke bornholmsk når de skulle udtale sig til de elektroniske medier; men på det punkt er der sket en ændring. Med regionalradioens opståen i 1960 sker der gradvis en ændring, så bornholmske politikere i dag i højere grad udtaler sig på en eller anden form for bornholmsk, hvis det er deres naturlige sprog. De fleste unge taler ikke bornholmsk; men de har alligevel et bevidst forhold til dialekten, og som lærer i f.eks. gymnasiet kan man godt høre, hvem der har en bornholmsk baggrund, og hvem, der kommer fra en tilflytterfamilie.
Rønne Theaters dialektkomedier har siden den første komedie i 1910 været, og er stadig, et vigtigt sted for bornholmsk sprogbevidsthed. +
D
De fleste danskere – uanset alder – vil nikke genkendende til og måske endda kunne synge med på sange som ”Hjulene på bussen” ”Lille Peter Edderkop” og ”Jeg gik mig over sø og land”. I mange dagtilbud – vuggestuer, dagplejer og børnehaver – er det en fast del af dagsprogrammet at man holder ”samling” med alle børn og voksne i en gruppe eller på en stue. Ved disse samlinger er det mange steder almindeligt, at man starter eller slutter med en sang – eller at sangen udgør det væsentligste indhold under samlingen. Især blandt de yngste børn er det ofte gamle kendinge som de ovenfor nævnte, der er populære og vælges igen og igen – nogle steder med hjælp fra en sangkuffert med billeder eller genstande, som repræsenterer de forskellige sange. Men der kommer også hele tiden nye sange til - mange skrevet og udgivet af musikpædagoger og andre musikere, som ønsker fornyelse af repertoiret. Og så er der alle de sange, som børn spontant digter mens de leger. Brudstykker af kendte sange blander sig med hinanden – og med det barnet har fokus på her og nu.
I mange børnefamilier er sangen også en fast del af ritualerne omkring sovetid – hvad enten det foregår ”frit fra leveren” – eller med hjælp fra en sangbog eller en af de mange børnesangsfilm på youtube eller apps. +
Selvom højskoletanken er udformet i civilsamfundet, så regulerer lovgivningen om den demokratiske dannelse rammer og vilkår for de enkelte højskoler. Ikke desto mindre fremstår de enkelte højskoler som vidt forskellige inden for disse rammer og afspejler derved både i form og indhold det omgivende pluralistiske samfund. Et fællestræk er kostskoleformen, hvor man lever, spiser og bor på skolen. Desuden er det kendetegnet, at de enkelte højskoler giver undervisning inden for de fag og emner, der måtte interessere. Undervisningen er lystbetonet, eksamensfri og kræver ingen forudsætninger. Højskoleopholdet er skemalagt, men der er tid til både ”forundring og forandring” i såvel almen-dannende fag, eksempelvis historie og litteratur, som i særlige æstetiske og musiske fag eller i værkstedstedsfag. Gennem fællestimer, foredrag og i livet sammen med andre bliver højskoleelever udfordret på holdninger og ideer, og får nye perspektiver på stoffet. Også i dag.
I dag findes både traditionelle grundtvigske højskoler, fagspecialiserede, f.eks. musikhøjskoler og idrætshøjskoler, kristne eller spirituelle højskoler, livsstilshøjskoler, seniorhøjskoler og ungdomshøjskoler. Højskolekurserne er desuden af forskellig varighed.
Selvom højskolers primære sigte har været almendannende undervisning med ordet og den identitetsskabende fortælling som immaterielt ”grundstof”, så har der gennem årene været trendsættende højskoler indenfor kunst, håndværk og håndarbejde (vævning og sløjd f.eks.). Den materielle og den immaterielle kulturarv er således to væsentlige sider af højskolekulturen - hånd og ånd.
Også blandt de nyere højskoler er både betoning af æstetiske, kunstneriske og praktiske fag. Samtidig figurerer typisk samfundsengagerende og politisk relevante temaer som global dannelse, digital dannelse, bæredygtighed, vindenergi, klima og grøn omstilling, udkantsdanmark og folkelighed. +
En ”korskole” kan i klassisk forstand opfattes som en slags konservatorium. En skole, hvor korsang for sangbegavede drenge kan optages til uddannelse i korsang og med korsang som hovedfag – herunder også alle de støttediscipliner, der kan føre til et højt artistisk niveau.
Kordrengene møder den voksne sanger og de voksne musikere i det daglige prøvearbejde, hvor den erfarne voksne videregiver opførelsespraksis og dygtigt musikerskab til efterfølgende generationer. Det gælder både i mødet med den vokale verden fra den dygtige mandskorssanger til den professionelle solist og i mødet med orkestermusikken, solister og dirigenter. Det er selvsagt denne stabile videregivelse gennem generationer, der kan skabe et ekstraordinært niveau og en specifik stilsikkerhed – hvad enten det er ved koncerter lokalt, nationalt eller rundt omkring i verden eller som en del af en daglig tilknytning til et kirkemusikalsk liv, typisk ved de større katedraler.
Korskolerne giver tid og mulighed for en fordybelse i århundreders stærkt varierede stilarter: Fra den allertidligste gregorianske korsang over renæssancens vokalpolyfoni og den symfoniske kormusiks udsmykningskunst til den allernyeste vokalmusik.
Også i dag fascineres tidens førende komponister af drenge- og mandskorenes særlige klangverden. Det er uddannelsen på korskolerne, der gør det muligt at komponere med en forventning om, at det kan udføres på et kunstnerisk interessant niveau.
For den enkelte kordreng er der tale om en opbygning helt fra grunden, og der er let varierende praksis ved de europæiske korskoler med hensyn til, hvor i uddannelsesforløbet, kordrengen inddrages i selve korarbejdet.
På Sangskolen – Sankt Annæ Gymnasium – hvor Københavns Drengekor hører hjemme – sker det efter en grunduddannelse på 1 ½ år. Her starter så arbejdet ved Vor Frue Kirke, og her udvikles stil og rutine, og 1-2 år senere er korarbejdet fuldt implementeret med koncertaktiviteter af enhver art i tæt samspil med det øvrige musikliv. Og i tæt samspil med funktioner i stat, kommune og i Kongehuset, således som det har været tradition i århundreder.
Ikke mindst ved de engelske korskoler fastholdes drengekorstraditionen som en slags ”monokultur” – det er udelukkende drenge, der går på korskolerne. På Københavns Drengekors korskole optages både piger og drenge til et mere differentieret korliv. Men Københavns Drengekor plejer stadig alene det repertoire, der skrives for drenge- og mandskor. Således er det også tilfældet på eksempelvis Bach’s berømte Thomas Schule i Leipzig.
I dag spilles Fanømusikken overalt i Danmark, som en almindelig del af det ”klassiske” danske repertoire inden for spillemandsmusikken/folkemusikken. Da den lokale musik, specielt for Sønderhos vedkommende, fortrinsvist er videreført af en familie – og af ganske få musikere, der har sat deres tydelige særpræg på spillestil, rytmik, fraseringer og ornamentik, er der derfor tale om en lokal spillestil, der ikke kan tilegnes via nodepapir, CD’er eller Youtube-klip.
Der har igennem en årrække, ydermere været en gruppe af børn og unge, der modtager undervisning og deltager, når der spilles op til dans både i Sønderho Forsamlingshus samt på de øvrige spillesteder i Sønderho. Musikken er altid ledsager til de traditionelle danse sønderhoningen og fanniken og er således det sociale midtpunkt i enhver fest i Sønderho. Musikken spilles traditionelt på violin, men andre instrumenter anvendes også, f.eks. klaver, harmonika, mandolin, bas og cello. Violinmusikken er meget speciel, idet den ved sine opstrøgsmarkeringer rytmisk fremstår temmelig anarkistisk i.h.t. almindelig violin-pædagogik og almen teori.
Sønderhoningen og fanniken danses som pardans, og til ballerne i Forsamlingshuset danses mest sønderhoningen fra midt på aftenen og til den lyse morgen. Der findes over 100 kendte melodier til sønderhoningdans, og heraf spilles i dag ca. 80 af dem.
I mange af de gamle Nordby- og Sønderhofamiliers standkister findes i dag de gamle dragter, som er gået i arv gennem generationer. Disse dragter tages frem og bæres i optoget til Fannikerdag og Sønderhodag.
På Sønderhodag arrangeres der brudeoptog med 2 spillemænd, brud og brudgom samt 3 voksne brudepiger og –svende og bagerst ”gæsterne”, op til 150 voksne og børn, alle iført Fanødragter. På Møllebanken ved Sønderho Mølle danser brudgom og bruden i den gamle brudedragt med ”kronen”, pyntet med blomster af fløjl og silke, og her gennemføres ritualet med de tre brudestykker (Sønderhoningmusik) og de tre tilhørende brudedanse med indtagelse af den søde, den sure og den bitre drik. Til alle lokale bryllupper gentages det tilsvarende ritual, nu bare i Sønderho Forsamlingshus.
Fanødragten bruges undertiden også ved kirkelige højtider (dåb, konfirmation, bryllup) og kan lånes hos Fonden Gamle Sønderho og Fannikerdagen. Den bruges også ved andre særlige begivenheder, såsom Sønderho Fuglekøjes 150 års jubilæum, og da Vadehavsflisen kom til Sønderho i anledning af udnævnelsen af det danske vadehav til Unescos Verdensnaturarv.
Helt specielt er det at bære dragt og danse sønderhoning. De tunge uldskørter svinger i runddansen og fremmer centripetalkraften, som får dansen til at føles legende let.
F
Fastelavn er i dag en børnefest. Børn klæder sig ud, slår katten af tønden og går fra dør til dør og synger sangen ”Fastelavn er mit navn” for at få penge eller slik i retur. Begivenheden er familieorienteret.
Fastelavn finder altid sted på den søndag, der ligger syv uger før påskedag. Der er mange forskellige steder, der holder tøndeslagning, men den danske Folkekirke holder altid et fastelavnsarrangement. Derudover er spejderklubber, folkeskoler og mange foreninger værter for lokale fastelavnsbegivenheder.
Begivenheden er centeret omkring tøndeslagningen. Her gælder det om at slå tønden i stykker for at få de godter, der er i tønden. Ifølge traditionen vil der være en kat af papir uden på tønden. Der er lidt forskellige variationer af udnævnelsen for at slå tønden itu, men typisk er det sådan, at der både bliver udråbt en kattedronning og en kattekonge, som bliver belønnet med en krone. Til begivenheden finder der også andre lege sted: Eksempelvis konkurrencer om, hvem, der har den flotteste udklædning på.
Fastelavn kan spores tilbage til middelalderen og selvom begivenheden er anderledes i dag, er der stadig spor tilbage i tiden. Betegnelsen at slå katten af tønden stammer fra, at man havde en levende, typisk sort, kat i en tønde som man, da tønden var slået itu, jagtede ud af byen. Dermed jog man det onde, i form af katten, ud af byen.
Til fastelavn har man katte-tønden, som tidligere beskrevet, men traditionelt brugte man også fastelavnsriset. Dette ris består af grene, der er pyntet oprindeligt med frugtbarheds- og kærlighedssymboler, men nu med slik og maske. Oprindeligt piskede ungkarlene jomfruerne med riset, for at gøre dem frugtbare. Risets historiske rødder er hedenske, men med kristendommen blev riset et symbol på Jesu’ lidelser, i form af piskning. Sidenhen er fastelavnsriset blevet til pynt. Riset har være kendt i Danmark siden 1700-tallet. +
Danskerne elsker at synge fællessange og gør det i mange forskellige sammenhænge: Uddannelsessteders morgensamlinger, skoleafslutninger, fester og højtideligheder, ved indledning og/eller afslutning af offentlige møder eller andre større forsamlinger, ved store familiebegivenheder m.m.. Fællessangen bruges til at konfirmere fællesskabet på trods af forskelligheder og til at samle flokken. Når man synger den samme melodi og den samme tekst tænder man for en fælles opmærksomhed, der virker samlende for en flok af mennesker. Sangene er en fælles kulturel og kunstnerisk referenceramme, der er særlig ved at den direkte involverer og engagerer den enkelte i samværet. Endvidere er det særligt dansk, at der findes et stort og fyldigt repertoire digtet og komponeret af landets mest fremtrædende kunstnere netop med dette særlige brede formål for øje. De to nok mest anvendte resurser til formålet er Folkehøjskolens Sangbog (der er én af Danmarks mest udbredte bøger) og Den Danske Salmebog. Herudover findes der en underskov af foreningssangbøger, skolesangbøger, spejdersangbøger, politiske sangbøger m.m., der ofte kombinerer et udvalg af sange fra Højskolesangbogen og/eller salmebogen med andre relevante sange knyttet til den specifikke kontekst. Det er også karakteristisk, at man lige så godt kan vælge at samles om en morgensalme af Ingemann/Weyse som en mere verdslig sang af Benny Andersen. Om det er verdslige eller kristne tekster er ofte underordnet. Årstiderne kan derimod ofte spille en styrende rolle for sangvalget. Højskolesangbogens tematiske inddelinger (i den aktuelle udgave) giver en god indikation af forståelsen af fælles referencer i de danske fællesskaber: ”Morgen, Tro, Liv, Sprog og ånd, Frihed og fællesskab, Året (opdelt i 14 årstider!), Norden, Kærlighed, Folkeviser, Historien, Bibelhistorien, Aften”. +
Folkeoplysning er læring, der foregår på en ikke-formel eller uformel måde. Det kan være på kurser eller andre undervisningsforløb, debatarrangementer eller som led i en aktivitet. Konkrete eksempler er aftenskolekurser, højskoleophold, amatørteater, kor eller lokalradio.
Folkeoplysningen er en dynamisk størrelse og i bestandig udvikling, oftest afspejlende det samfund, som den fungerer i og konstant opmærksom på nye behov og interesser hos deltagerne.
Nye formidlingsformer dukker hele tiden op ligesom nye samværsformer gør det, og på den måde reflekteres samfundsudviklingen gennem folkeoplysningen, og folkeoplysningen kan – når den er skarpest og mest kontant – være med til at sætte nye dagsordener i samfundsdebatten. Det engagement, som flere folkeoplysende organisationer og foreninger har vist i flygtningedebatten er et aktuelt eksempel på denne evne og vilje. Her formidles engagement og stillingtagen videre til andre.
Deltagerbetaling indgår som en naturlig del af det folkeoplysende tilbud. Dertil kommer den offentlige støtte – enten kommunal eller statslig.
De fysiske rammer varierer alt efter om det er aftenskole, højskole, amatørkultur eller andet. Men det er den grundlæggende idé, at folkeoplysningen bygger på den enkelte deltagers lyst til at deltage aktivt, til at blive klogere og til at være en del af et folkeoplysende fællesskab. De folkeoplysende organisationer og foreninger har ligeledes det fællestræk, at de hver især formulerer de krav, som de stiller til deres undervisere, ledere og instruktører. ”Det levende ord” og ”samtalen” er fortsat udgangspunktet, men moderne undervisnings- og aktvitets former er for længst inkorporeret i aktiviteterne.
Folkeoplysning er også deltagelse i festivaler og møder. Folkemødet på Bornholm kalder naturligt på deltagelse fra adskillige folkeoplysende organisationer, som får mulighed for at vise sig frem og vise, hvad de formår som arrangører af debatter, foredrag m.m.
Den globaliserede verden indgår ligeledes i dag i den danske folkeoplysning. Organisationerne deltager i internationalt arbejde i forlængelse af sine nationale aktiviteter, og undervisningen rækker ud til verden omkring os. En særlig plads har det nordiske arbejde og engagement i folkeoplysningen, men gradvis er først Europa, siden resten af verden inddraget, og det internationale arbejde opfattes i dag som en del af folkeoplysningens opgave.
H
Holbergtraditionen praktiseres på teatrene, hvor hans mange komedier opføres på både store og mindre teaterscener over hele landet – fra nationalscenen til skolekomedien.
Komedierne, romanerne, epistlerne (essays) og de historiske værker bliver læst af forskere og almindeligt interesserede. Gennem foredragsarrangementer, oplæsninger, konferencer og gennem undervisningen i folkeskolen og gymnasierne præsenteres nye generationer for værket. Igen og igen udgives værket og gøres tilgængeligt for nye generationer.
Vigtigt er det at det righoldige værk rummer så mange lag og er så omfattende, at det er muligt for nye generationer at præsentere nye tolkninger, og derved sikre at traditionen ustandselig udvikler og forandre sig. På den måde sikres det at traditionen består og forbliver relevant. +
Hygge kan være svært at definere. Først og fremmest fordi det er en atmosfære og en følelse og dermed noget, der er uhåndgribeligt og svært at indfange. Det er en bestemt måde at være sammen og til stede på, som kan beskrives som tryg, nærværende og behagelig. Et emotionelt rum der skabes, hvor der ikke er noget, der er ubehageligt og ingen uenigheder. Samtidig er det også et begreb, der er udtryk for de simple glæder i livet, hvor man nyder nuet og sine omgivelser og ikke lader sig forstyrre af noget udefrakommende. Hygge forbindes ofte med samværet med andre mennesker. Eksempelvis en kaffepause på arbejdet med kollegaer, en uformel middag med nogen du holder af eller fritidsaktiviteter i en forening, hvor man mødes om en fælles aktivitet. Men man kan også hygge alene. Det kan være enormt hyggeligt at sidde i en stol i ro og fred, læse en god bog og drikke en god kop kaffe og slippe eventuelle bekymringer.
Grundlæggende er hygge altså noget immaterielt og uhåndgribeligt. Dog er der nogle materielle elementer, der har mulighed for at øge følelsen af hygge. Det er ting som eksempelvis stearinlys, pejs, dæmpet belysning, mad, varme drikkevarer, alkohol og kage. Men blot fordi en eller flere af disse elementer er til stede, er det ikke ensbetydende med, at hyggen opstår. Det er derfor vigtigt at pointere, at det ikke kræver materielle ting for, at hyggen opstår. Den grundlæggende hygge opstår i situationer, hvor man sammen eller hver for sig formår at skabe det rigtige emotionelle rum.
Hygge er ikke tids- eller sæsonbestemt. Den kan opstå på alle tider af døgnet, året rundt, fordi det netop er en følelse og en atmosfære, der bliver skabt i nuet. Hvis hyggen har en højsæson, må det dog være i vinterperioden, hvor den er med til at hjælpe folk igennem vintersæsonen, hvor kulden og mørket gør, at vi rykker tættere sammen – ofte med hyggen i centrum.
Hygge er yderligere svært at definere, fordi det opfattes forskelligt alt efter hvilken social klasse eller kultur, man kommer fra. Blot fordi danskerne har en fællestilknytning til hygge som en del af nationalkarakteren, er det ikke lig med, at alle deler samme syn på fænomenet. Hvordan hygge forstås og opleves afhænger netop af mange faktorer såsom tid, sted, omstændighederne og den person, der oplever det. Der er med andre ord ikke kun én rigtig måde at hygge på.
K
I Svaneke har man afholdt kildefest helt fra hedensk tid og gør det stadigvæk.
Man samles og pynter den hellige kilde med blomster og løv efter gamle traditioner og ritualer.
Det hele skal være klar den 23. juni. Den dag kan man så ofre penge til kilden, så man forhåbentlig klarer sig det næste år uden sygdom.
På kildepladsen er der også underholdning, og man kan købe lidt at spise og drikke. +
L
Lejlighedssange er i dagens Danmark en ’truet dyreart’. Traditionen lever bedst i provinsen uden for de store byer, hvor man stadig fester på gammeldags maner med gæster bænket i timevis til et langt måltid med mange retter. Den nyskrevne sang forfattet af en af gæsterne til festens genstand(e) kæmper imod en overvægt af ’købesange’, der i sagens natur er upersonlige og har været med til at give genren et dårligt renommé. Købesange eller tilbud om at forfatte sådanne findes i stort antal på nettet. Prisen er symbolsk. – I visse miljøer i de store byer overlever dog en kultur af talentfulde sange forfattet af kreative folk, der er vant til at formulere sig. – Yngre generationer synes ikke at have taget traditionen til sig i et overlevelsesdygtigt mål. For det første lærer man ikke mere den danske sangskat af melodier i skolerne. For det andet er ungdom ikke vant til fællessang, og for det tredje forbinder yngre mennesker sang med en scene, en mikrofon og projektørlys. Et problem for de fleste generationer er det, at selskabsformen er ændret fra det lange måltid til variationer over stående sammenkomster, hvor man ’mingler’. +
M
I dag samler traditionen børn af øen, øboerne og tiltrækker både endagsturister og mange af dem, som har eller har haft tilknytning til øen. Man mødes og fester sammen i hvert fald denne ene gang om året. Mødet med gamle og nye venner, naboer, familie og ikke mindst barndomsvenner er en vigtig del af Majtræsfesten. +
Medicinhaverne dækker et 3,2 hektar areal. 40 – 50 pensionister, som alle har have, vil gerne mødes med ligesindede i fælles plante- og haverelaterede aktiviteter. De fleste bor på Langeland, men der er deltagere fra Tåsinge, Svendborg, Odens og Assens. Man mødes hver tirsdag fra marts til og med november fra kl. 10 – ca 14.00. Frokostpausen med madpakker og varm kaffe er væsentlig, for her kommunikeres med dem, man ellers ikke arbejder sammen med, og mange fælles spørgsmål drøftes: pasning, indkøb af redskaber, indkomne fondsmidler, indkøb af planter, rundvisninger med besøgende grupper osv. Ud over fællesskabet, erhverves viden om planter, plantemedicin, vedligeholdelse af planter mm. Der arrangeres en årlig tur/udflugt for at lære mere, se andre haveanlæg, høre om organisering af andet frivilligt havearbejde. +
N
På Læsø udgør naturarealerne op mod 80 % af øen og kystlinien er mere end 70 km lang. I gamle dage kaldte man arealerne udenfor indmarkerne for fællesjorden – udmarken, med skov, hede, overdrev, strandenge og kystklitter. I dag kaldes det samlet ”naturen”, og man har stadig den samme holdning til disse arealer. De er fælles eje, og man høster derfor med stor selvfølgelighed det, der har nytteværdi med hjem, hver gang man er på tur Ved stranden henter man f.eks. stadig strandskaller og smågrus til sine egne og naboens høns. Rav beholder man selv, men man deler malurt, perikon, pose og kragbær til snapsene med mange venner. Skovene giver masser af kantareller, og det ses i de mange vejboder.
Læsøboerne har tre traditionelle former for naturudflugter. Gennem hele sommeren køres jævnligt med traktor og vogne, læsset med små halmballer, naboer og sommergæster, samt madkurv og øvrig proviant. Så kører man til Storedal, Stokken, Alsdyb Revlerne, Bløden Hale, Bouet, og mange andre steder, hvor man gør holdt ude midt i disse storslåede arealer. Alle deltager i fornøjelserne med at omsætte provianten, men også i pligter med indsamling og fordeling af naturens gaver. En anden af de traditionelle ture er skolernes udflugt til Badesøen, Skovhuset, Saltsyderiet osv. På samme måde indsamles der fra naturen, men for børnenes vedkommende mest til fornøjelse og kreative fag. Så er der den enkelte Læsøbo, som elsker de ensomme ture ud i naturvidderne. Men igen, - ofte med det formål at have noget med hjem. Udover ovennævnte, kan det være hindebæger (tørblomst) og kveller, mos, kogler, grankviste og lav til julepynt, vilde æbler og rønnebær til gele, samt alskens vilde bær. I de senere år er det blevet meget populært med sjældne krydderurter til snapse. +
De skandinaviske rejsende håndværkssvende har siden anden halvdel af 1800-tallet, været kendt under forkortelsen for Skandinaver ”Naver” (en Nav i ental).
I dag er der flere muligheder for at gå på valsen, selvom de danske Naverklubber ikke længere sender håndværkere på valsen. De er udelukkende selskabelige klubber, der værner om den gamle tradition ”at gå på valsen”, ved at byde vandrende håndværkere fra hele EU velkommen i deres ”huler”, ved at holde navertraditionerne ved lige, og ved at opbevare den store kulturskat, som vandrende håndværkere har bragt med hjem fra deres rejser de sidste 150 år.
SCUK (Skandinaviske Centrale Understøttelseskasse) har siden 1950’erne optaget både mænd og kvinder fra alle fag, der har arbejdet i udlandet i min. ét år. Foreningen har over 20 ”huler” (mødesteder) rundt om i landet og arbejder henimod atter at kunne sende unge danske håndværkere afsted på valsen.
I den bestræbelse blev SCUK genoptaget i den europæiske paraplyorganisation for vandrende svende, CCEG i oktober 2016.
I de øvrige skandinaviske lande er Navertraditionen stort set uddød, selvom der findes enkelte ”huler” i Stockholm og Borås i Sverige.
Helsingør Naverne, De Berejste håndværkere, optager kun håndværkere.
Den traditionelle håndværkerrejse foregår derfor i dag igennem de tyske laug, der også har herberg for vandrende svende i Ribe og København (samt i Tromsø). Desuden er Bananhuset på Christiania et herberg for det nyere laug, Axt und Kelle.
Derudover kan en svend gå på valsen som "Frirejsende" uden for laugene.
Som udsendt gennem et laug er der specielle traditioner og regler, der skal følges. Til gengæld er man del af et broderskab, der dækker det meste af Europa, og som understøtter de unge rejsende med arbejde, kost og logi m.m.
I dag kan både kvinder og mænd gå på valsen, dog optager de gamle traditionelle laug stadig kun mænd. Rejsetiden er tre år og en dag, for nogle laug to år og en dag. Det tilstræbes, at størstedelen af rejsen foregår til fods. Dog rejser de valsende håndværkere rundt i hele verden, hvorfor også fly og båd benyttes.
Grundreglerne er, at den rejsende skal være uddannet håndværker, være max. 30 år ved udrejse, ugift, uden børn, ustraffet og gældfri. Man må under valsetiden ikke nærme sig sin hjemstavn inden for en radius af 50 km og må ikke medbringe telefon. Dette for at opretholde en frihed for daglige forpligtigelser.
Ved udrejsen bliver man "Fremmedskreven" og medbringer en "Vandrebog", der før i tiden var lovbefalet som en kontrol af den rejsende. I dag virker den som en slags logbog, hvori mestre og værter skriver en udtalelse.
Den vandrende svend er iført en form for uniformering, den traditionelle "Kluft" der opstod omkring 1900-tallet. Den er oprindeligt de tyske tømreres arbejdsdragt (der igen er inspireret af sømandsbukser med stort svaj) , men er nu mere et kendetegn for de vandrende håndværkere, hvad enten de er på valsen eller er hjemskrevne (hjemvendt).
Kluften findes i forskellige variationer alt efter hvilket laug og hvilket fag man tilhører.
Inden Kluften vandt indpas, gik Naverne på valsen iklædt pæn jakke, vest og bukser samt blød hat. Man ønskede at præsentere sig pænt, hvor man kom frem og at adskille sig fra vagabonder. De havde desuden en vandrestav (i middelalderen en kårde til at forsvare sig mod landevejsrøvere).
I dag er der tradition for en snoet stok, en Stenz (tidl. Ziegenhainer).
Desuden bar de en rygsæk, en ”Randsel” af skind monteret på et træstativ. På grund af utøj i skindet, blev denne senere udskiftet med et særligt klæde, en Charlottenburger (forkortet ”Charly”), hvori man bar sine få ejendele.
De europæiske vandrende håndværkere har siden 1951 haft en fælles paraplyorganisation CCEG. I 1963 blev CCEGs Europatræf holdt i København og i den forbindelse udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup at "De vandrende håndværkere, var de første ægte europæere".
Der foregår fortsat nybygning af klinkbyggede fartøjer i Danmark, men i meget begrænset omfang. Vi har kun kendskab til enkelte værfter, der bygger klinkbyggede fartøjer til erhverv (fiskeri og turisme). Enkelte museer og private bådebyggerier bygger nye traditionelle både eller kopier af ældre klinkbyggede fartøjer til privat brug og som formidling af de maritime håndværk. Nordiske klinkbådstraditioner omfatter foruden bygningen af bådene også brugen og vedligeholdelse.
Flere af de oprindelige råmaterialer er det blevet en udfordring at bevare adgangen til. Eksempelvis er jernmalm i dag af en anden kvalitet end den, der blev lavet klinknagler af tidligere. De ny-fremstillede jernnagler har en kortere holdbarhed. På samme vis produceres den langfibrede hamp ikke længere i Europa, da efterspørgslen til hamp til produktion af tovværk er forsvundet. Hamp fremstilles i dag til tekstilbranchen, der efterspørger korte fibre. På Vikingeskibsmuseet må de importere hampefibre fra Kina til fremstilling af hampereb. Nicheprodukter er meget dyre, og nogen gange umulige at erhverve, når efterspørgslen fra erhvervet forsvinder. Kystbådene, der lander direkte på stranden, bygges på erfaringer fra de foregående kystbåde og ud fra fiskerens krav til indretning og hvilket fiskeri, den skal anvendes til. Kystbådene bygges ligeledes på bådebyggerens erfaring med, hvad der gør en båd sødygtig og anvendelig i forening med de tilgængelige materialer. Bådebyggerne anvender i høj grad fortsat traditionelle redskaber som eksempelvis økser, når spanterne og bundstokkene skal hugges ud. Men også moderne værktøj anvendes, hvor det giver mening.
Danmark har stadig mange levende maritime miljøer omkring de klinkbyggede både. Det gælder miljøer omkring bådebygning, brug og vedligeholdelse. Ligeledes er de sociale aktiviteter mangesidede og levende i foreninger omkring traditionelle arrangementer og i netværk for ejere og brugere af de klinkbyggede både. Miljøerne er forskellige med varierende strukturel sammensætning. De er typisk rodfæstede i særlige lokale forhold med tilknytning til maritime miljøer i havneområder, udsprunget fra lokale værfts- og beddingsanlæg, lokalhistoriske museer, maritime museer eller netværk af ejere af de traditionel byggede både.
P
I tørvejr og i god tid inden påske indsamler min mand tørt græs, som han former til 10-20 fine reder, som gemmes i et udhus, så børn og barnlige sjæle ikke ser dem. Der bliver købt en masse forskellige slags mindre påskeæg, det være sig marcipanæg, sukkeræg, skum-påskelam, små chokolade-påskefigurer o.lign. På dagen lægges der en påskeserviet i bunden af reden samt et skønsomt udvalg af påskeæg.
Mens familien (børn, børnebørn, evt. søskende med nevøer og niecer, min 97-årige mor) sidder ved bordet, sniger min mand sig ud og gemmer rederne rundt om i vores store have. Han kommer styrtende ind og siger, at han har set påskeharen, så måske har den lagt sine æg? Hele familien løber efter ham (dog med overtøj på), ud i haven og leder efter reder. Små børn får af og til hjælp til at finde en eller flere reder. En innovation fra min mands familie på Fanø er, at der også er voksenreder: Når påskeharen lægger påskeæg, hvad lægger bryggerhesten så i rederne? Nemlig, påskebryg. Bagefter bliver der snasket i påskeæg, og man går tilbage til frokosten, også selv om der ikke er ret megen appetit tilbage.
Mit barnebarn på seks år, som bor i Roskilde, har netop fortalt, at hun glæder sig til at finde påskeæg, og at hun i år vil fange påskeharen. +
R
I dag spilles der mest revy i sommerhalvåret, selvom der i de senere år også er kommet efterårs- og vinterrevyer til.
Der spilles både på amatørbasis, hvilket især er små, lokale revyer, der ofte opføres i foråret rundt omkring i landet.
De professionelle revyer, hvor af der er ca. 20 fordelt landet over, spilles på teatre, kroer og andre spillesteder.
Indholdet i revyen er aktuelle begivenheder ofte med politisk baggrund. Men der er også numre, hvor det er den lette underholdningsværdi, der tilstræbes. +
Roskilde Festival varer otte dage og slutter altid den første lørdag i juli. Men festivalen lever i virkeligheden hele året, hvor både donationer og andre aktiviteter sikrer et fællesskab, der går på tværs af alder, køn og baggrund. Festivalen har et stort fokus på medskabelse og medbestemmelse, der giver følelsen af et frirum og inkluderende fællesskab. Dette understøttes endvidere af, at deltagerne er med til at generere et overskud, som udloddes i sin helhed til sociale og kulturelle organisationer. +
