Property:Mode of transmission

Fra Levendekultur
Version fra 17. aug. 2017, 13:14 af Admin (diskussion | bidrag) Admin (diskussion | bidrag) (Created a property of type Has type::Text)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Spring til navigation Spring til søgning

This is a property of type Text.

Showing 20 pages using this property.
B
Man har oplevet, at det bornholmske sprog har været trængt, og at det kunne være stigmatiserende at være dialekttalende. Der er sket en ændring i dette. Med gymnasiereformen i 2005 blev dansk sprog noget der blev undervist i, ikke som et monolitisk rigsmål, men der blev undervist i det som et sæt af varianter. Det betød at de unge blev stærkt engagerede i undervisningen. Det var jo tæt på deres virkelighed. Bornholmsk er en identitetsmarkør. Det opleves ved, at der bliver lavet plakater med bornholmsk tekst. Man booster Bornholm med specialvarer, som får bornholmske navne. Bornholmsk bliver dermed noget som man differentierer sig igennem. Også børn tager bornholmske ord op, ofte i et legende forhold. Det skal nævnes, at der findes en facebookside ”Ded borrinjholmska språgakadamied”, hvor man diskuterer spørgsmål i tilknytning til bornholmsk sprog. En ny branding af bornholmsk begyndte med modetøj butikken ”Gutemensch” gjorde ”Ich bin ein Bornholmer” til sit slagord i 2009. Senere er fulgt Dialægts plakat om bornholmsk https://justspotted.dk/products/bornholm og Julie Tørnstrøms forretning i Svaneke ”Dram og dialekt”, hvor der fremstilles plakater med bornholmsk indhold: https://www.facebook.com/dramogdialekt/ Hun har et klart legende forhold til sproget, som givetvis er interessevækkende. Vi noterer os, at der kan anvendes bornholmske formuleringer selv i dødsannoncer. Noget, som ville have været utænkeligt for 10 år siden. At man kan fremstille et kort med skriften ”Inj varre Râsapâs på rasersykkel” vidner også om en ny interesse for sproget. Events som ”Sol over Gudhjem” (kokkekonkurrence) har sat Bornholm på landkortet og dermed også sproget. Madkulturhuset på Melstedgård (Museum) laver Bornholmske egnsretter bla. med Tv2 Bornholm og udbreder de bornholmske navne. Det samme gælder Folkemødet, hvor borgmesteren taler på noget, der ganske vist ikke er bornholmsk, men med en umiskendelig bornholmsk sprogtone.  +
I dag formidles traditionen videre til næste generation dansere, dels gennem undervisningen i Balletskolen, dels gennem arbejdet med opsætningerne af balletterne – og til næste generation publikum gennem forestillingerne, der vises på scenen og forskellige informative tiltag. I tillæg formidles den gennem teaterhistorisk forskning på Det Kgl. Bibliotek og Københavns Universitet, og gennem fortsatte udgivelser af bøger om Bournonville. Også på internationalt plan formidles den af forhenværende Bournonville-udøvere, der nu underviser på seminarer i udlandet og iscenesætter hans balletter med udenlandske balletkompagnier.  +
C
Den danske cykelkultur har været stærk i mange år. Børn lærer at cykle af deres forældre. Samtidig gøres der et stort arbejde fra organisationers side med henblik på at skabe opmærksomhed på vigtigheden af at holde fast i en stærk cykelkultur. Det sker blandt andet gennem kampagner, der henvender sig til både børn og voksne og til både til arbejdspladser og skoler. Kampagnerne henvendt til arbejdspladser har til formål at opfordre danskerne til i højere grad at benytte sig af cyklen fremfor bilen, når de skal til og fra arbejde. Skolekampagnerne er tiltænkt de mindre børn med det formål at lære dem om trafiksikkerhed, cykelregler og gøre dem til trafiksikre cyklister.  +
D
Der er langt færre korskoler i dag. Konstruktionen omkring Københavns Drengekor er den eneste af sin art i Norden. Men parallelt hermed vokser et nyt og dygtigt korlag op med mange pigekor, børne- og ungdomskor, et rigt voksent korliv med små ensembler og store professionelle kor. I den sammenhæng er det vigtigt at bevare rammerne og traditionerne omkring de klassiske drengekor. Selv om der er færre korskoler, er der en stor og levende interesse for drenge- og mandskor og korskoler, der stadig eksisterer. Interessen er international og formidlingen tilgængelig på alle elektroniske medier. Den særlige ”autentiske” lyd har multinational interesse. Der foregår i dag også en flittig workshop aktivitet over hele verden – eksempelvis har Københavns Drengekor lavet workshops så forskellige steder som ved Princeton University, ved Saint Sernin i Toulouse, ved konservatoriet i Hanoi, ved særlige festivaler for de klassiske drengekor i bl.a. Helsinki, Sankt Petersborg og ved Saint Thomas Fifth Avenue i New York, og koret har selv huset en drengekorsfestival i Vor Frue Kirke og på Sangskolen med deltagelse af bl.a. Wiener Sängerknaben, King’s College Chapel Choir, Westminster Cathedral Choir, American Boy Choir, Escolania de Montserrat og Tölzer Knabenchor. Der er hertil utallige besøg på Sankt Annæ Gymnasium fra ind- og udland for at observere, hvordan traditionen forvaltes i arbejdet i Københavns Drengekor. Formidlingen er en stadig udfordring. Rigtig mange er uvidende om den særlige historie og om de særlige kunstneriske muligheder i drengekorstraditionen. Det er nødvendigt at argumentere for at ”kor ikke bare er kor”. Det gælder også i bevillingspolitiske sammenhænge. På den anden side oplever mange af korskolerne en stigende interesse i forbindelse med rekruttering: Det skyldes, at den disciplinering og udvikling af sansen for kvalitet, der en del af traditionen, efterspørges.  +
Der er indsamlet danske dansebeskrivelser med dertil hørende musik. Melodierne findes blandt andet i spillemændenes nodebøger, hvoraf et stort antal findes i Dansk folkemindesamling. Dansebeskrivelser findes optegnet i et antal hæfter udarbejdet af primært Foreningen til Folkedansens fremme fra år 1900 til 1940 og senere, men også af Pia & Per Sørensen samt en række ældre indsamlere, endelig er der udgivet bøger om dans fra særlige områder eller om enkelte spillemænd. De oprindelige nedskrivninger af dansene ligger alle på Dansk Folkemindesamling, hvor der også findes lydoptagelser af de gamle spillemænd helt tilbage til ca. år 1900 samt videooptagelser fra 1980'erne fra de dansemiljøer, hvor man stadig huskede dansene, som de var overleveret fra tidligere generationer. Omfanget af det samlede materiale er enestående. Folkedans i dag læres i folkedanseforeninger og ved deltagelse i baller og kurser. Tilsvarende læres melodierne i spillemandsforeninger, i Spillemandskredsen og i enkelte musikskoler og på konservatoriet. Folkedans udøves i det offentlige rum, så både musik og dans kan opleves. Der er tradition for at give opvisninger i folkedans ved arrangementer på gader og stræder. Med den nye skolereform er der også kommet dans på skoleskemaet. I flere områder tilbyder spillemænd og dansere folkedans til skolerne. På konservatoriet i Esbjerg er oprettet en folkemusiklinie. Her uddannes professionelle musikere. De spiller til koncert og til dans i kulturhuse, folkemusikhuse, til skolekoncerter og på festivaler i Danmark og i udlandet og de underviser i folkemusik.  +
I den første historiske fase blev sangen, musikken og dansen overvejende indoptaget og videreført på helt traditionel vis. Det vil sige, at man adopterede det stof, som hen ad vejen blev tilgængeligt, og som man kunne lide. Det blev som oftest overleveret på øret og øjet. Enkelte modedanse og tilhørende musik samt folke- og skillingsviser blev spredt ved hjælp også af noder og tekster. Nyt stof er hele tiden kommet til, medens andet kan være gledet ud i takt med, at tidens smag og behov ændredes. Repertoire, musik- og dansestil varierede fra egn til egn og fra spillemand til spillemand, ikke mindst fordi det var overleveret på øret og fordi normer om ”korrekthed” formentlig har betydet mindre end musikkens og dansens anvendelighed. I nationalromantik- og folklorefasen blev stof indsamlet fra alle dele af landet af FFF og senere også lokale foreningsledere. Derefter tolket og bearbejdet, og FFF og Danske Folkedansere fandt det hensigtsmæssigt og nødvendigt at foretage bevidste valg mellem de mange varianter af melodier og danse i de enkelte egne. Derefter blev stoffet spredt gennem optegnelser i ”egnshæfter”, nodeudgivelser med arrangementer (”358 danske folkedansemelodier”, m.fl.) og et netværk af kurser. I revivalfasen søgte man igen at gå tilbage til den traditionelle øre-til-øre tilgang, idet man gik til de levende traditionsspillemænd, dansere og sangere, der stadig fandtes i Danmark. Man gik også tilbage til både ældre og samtidige lyd- og filmoptagelser af traditionsfolk i aktion. Samtidigt åbnede man op for helt nye udenlandske inspirationer, teknologiske muligheder og egne nyskabelser. Folkemusikken blev gennem mere end en generation understøttet af faste radioprogrammer. Her i 2010-erne kan man konstatere, at alle ovennævnte tre hovedfaser/tilgange fortsat dyrkes, nu side om side. Hvor der tidligere kunne være modsætninger mellem miljøerne søges nu brobygning i stedet. Samtidig åbner den globale digitalisering ubegrænset for nye påvirkninger fra verdens forskelligartede musikgenrer. Verdens- og fusionsmusik opstår i et stadigt flow, og den danske folkemusik er en del af dette. Herhjemme er f. eks. muren mellem klassisk og folkemusik brudt ned, og folkemusikere indgår i relationer med udenlandske kolleger på kryds og tværs. Videreformidling og overlevering foregår stadig primært gennem det fysiske samvær på festivaler, stævner, baller, jamsessions eller ved køkkenbordet, men i høj grad også gennem organiserede miljøer, på højskoler, aftenskoler og på ”workshops” under næsten ethvert folkemusikstævne eller lignende. Herudover er de digitale muligheder for videreformidling blevet nok så betydningsfulde. Endelig er der en stigende interesse for at lære direkte fra dem, der selv har lært fra gamle traditionsbærere; denne interessen er gensidig. Relativt nye fænomener som Rigsspillemandsordningen, ungdomsstævnerne ROD og FOD, sommerlejre, Danish Music Awards Folk, konkurrencer i både musik og dans, folkemusikuddannelsen på konservatorium, cd-udgivelser, live-koncerter og baller samt netradio og podcasts om ”folk” understøtter alt sammen på hver sin måde videreformidlingen af stoffet.  
Historisk set er husflidstraditioner og –teknikker blevet overleveret fra generation til generation i de enkelte hjem, og gennem tiden er der blevet formaliseret undervisning i håndarbejde og sløjd i folkeskoler, på højskoler og i aftenskoler. De to ting – læring i hjemmet og skoler – har kørt sideløbende. Omdrejningspunktet og kernen i folkeoplysningen er foreningen, og i dag videregives husflidskultur og –tradition på kurser i husflidsskoler, ved aktiviteter og arrangementer for foreningernes medlemmer eller kursister. Kurser og foreningsarbejde er det bærende element i overleveringen i dag, men også årlige husflidsmesser og udstillinger er medvirkende til spredning af kendskab til husflid. DHS´ lærerkurser havde stor betydning for uddannelse af undervisere til husflidsforeningerne. Her uddannedes undervisere i mange forskellige husflidsfag og teknikker, som de kunne bruge i foreningens kurser. Veluddannede undervisere er stadig vigtige, og selvom megen overlevering sker ved sidemandslæring, så videreuddannes underviserne stadig for eksempel i form af Fora Fagkursus.  +
Skolebiblioteksideen startede med, at nogle folk, der selv havde gået i latinskole og oplevet glæden ved at læse skønlitteratur, donerede og indsamlede bøger, som blev placeret på den lokale skole i lokalområdet. Herfra blev litteraturen formidlet til børnene af læreren. Også på nogle skoler i byerne begyndte der at komme bøger, og også her var det læreren eller en bibliotekar, der formidlede bøger til børn. I dag er skolebiblioteksvirksomhed langt bredere end blot formidling af litteratur, og måderne at formidle på er meget nuanceret. Der formidles fortsat fra lærer og bibliotekar til børn, men der formidles også fra barn til barn og fra udøvende kunstner, forfatter og illustrator til børn. Skolebibliotekerne når i dag ALLE børn i Danmark. Vi har en enestående børnelitterær tradition, skolebibliotekerne er blevet børnebogsforfatternes sted, hvorfra deres værker formidles, også de værker, som har en smal læserskare. Skolebiblioteket er blevet det sted, der danner grobund for børns litterære dannelse, for deres almene dannelse, ved at give indblik i dansk tradition og litteratur. Skolebiblioteker, pædagogiske læringscentre, er i dag meget andet en litteratur, det er undervisning, det er vejledning, det er skoleudvikling, men dets kerneopgave er fortsat formidling af litteratur. Kendskab til og udvikling af skolebiblioteksarbejde og litteraturformidling sker i dag på den enkelte skole, men også i netværk og gennem foreninger, som blandt andre Kommunernes Forening for Pædagogiske Læringscentre, tidligere Kommunernes Skolebiblioteksforening, der blandt andet formidler viden fra den ene skole til den anden. Som eksempel på, hvordan denne formidling foregår, kan nævnes artikler, interviews og boganmeldelser m.v. i tidsskriftet ”Børn & Bøger”, på ”Børn & Bøger Blog” (www.kfplc.dk), ved afholdelse af konferencer om litteratur, uddeling af forfatterpris, kåring af Årets Pædagogiske Læringscenter, tidligere Årets Skolebibliotek, ved samarbejde med forlag og forfattere, illustratorer og andre aktører. Skolebiblioteksvirksomhed og især litteraturformidling finder også sted på mange andre måder, blandt andet på Skolebogsmesser, Skoletræf, Bogfora, Fantasy-, Krimi- og andre festivaler.  
Som nævnt foregår en stor del af overleveringen af den danske børnesangtradition i dagtilbuddene – og i et vist omfang også i familierne. Men som musikskolelærere møder vi oftere og oftere yngre pædagoger og forældre, som føler sig fremmedgjorte overfor det at synge, og som derfor ikke tager initiativ til at synge med børnene. De giver udtryk for, at de kommer til kort, fordi de ikke kan huske melodierne eller læse de noder, der står i sangbøgerne. Men mange ønsker alligevel at give børnene mulighed for at udfolde sig med sang og musik og opsøger derfor de musiktilbud, der er i kommunale musikskoler, aftenskoler og kirker.  +
Højskolekulturen formidles ad mange veje nu. Kendskabet til højskolen spredes gennem nuværende og tidligere højskoleelever, i familier, ungdomsmiljøer og uddannelsesinstitutioner, på festivaler og på højskolernes egne elevmøder - og ikke mindst gennem de sociale medier og via jobcentre og biblioteker. Højskolekulturen formidles desuden via Højskolernes Hus’ hjemmeside (FFD), i Højskolebladet Historisk set er højskolekulturen ofte blevet spredt i særlige både grundtvigske eller missionske miljøer gennem flere slægtled. I såkaldte "levende egne", hvor aktiviteter kunne spores inden for kultur- og erhvervsliv (andelsbevægelse), var det ofte en højskole, der var særlig ”vækstfremmende”. Tidligere drog forstandere og lærere rundt og hvervede elever ved foredrag i forsamlingshuse, i højskole- og gymnastikforeninger. Også de enkelte elevforeningers årsskrifter spredte viden om højskoleophold.  +
Kravene for at opnå en stilling i Det Kongelige Kapel bliver stadig større. Man skal finde de helt rigtige musikere, der samtidig med at være på højeste niveau instrumentalt ved et prøvespil, også gennem en 1-2 årig prøvetid skal kunne bekræfte evnen til at kunne honorere de specielle krav, man i Det Kongelige Kapel stiller for at blive optaget som medlem med titlen Kongelig Kapelmusicus/Kapelmusica. Kravene efter en ansættelse bliver ikke mindre i en stadig skærpet international konkurrence. Alle lignende orkestre over hele verden taler samme sprog, spiller den samme musik, så deres præstationer dermed er direkte sammenlignelige. Det Kongelige Kapel er i international topklasse med en særlig dansk accent i kraft af den lange tradition. Jo bedre præstationer og jo mere nytænkning, jo højere i hierakiet rangerer det enkelte orkester. Bevarelsen af denne topplacering er af største betydning for videregivelsen af den del af kulturarven, som Det Kongelige Kapel grundlæggende repræsenterer. Det Kongelige Teater og Det Kongelige Kapel arbejder på oprettelsen af et orkesterakademi for begavede unge instrumentalister. Det er meningen, at kapelmedlemmer skal undervise i kunsten at spille i opera-og symfoniorkester med alt, hvad det kræver af personlig kunnen på sit instrument, evnen til at lytte, til at indrette sig efter helheden, men også at kunne tage initiativ, når det er nødvendigt. Her er mesterlæren den bedste og eneste metode – der findes ingen facitliste.  +
Den danske – og europæiske dukketeatertradition lever videre og formidles på flere fronter. I England, Tyskland og Danmark findes dukketeaterforeninger, som holder liv i de gamle traditioner samtidig med at de via medlemmer med vidt forskellig social og kulturel baggrund, inspirerer hinanden til en videre udvikling. Alle tre foreninger udgiver et tidsskrift/foreningsblad, som orienterer om nyt og gammelt inden for hobbyen. Herudover driver fire danskere et internetbaseret magasin 8-12 gange om året til abonnenter i hele verden, som herigennem via nettet kan knytte kontakter på tværs af landegrænser og kulturer. Desuden afholdes jævnligt internationale dukketeaterfestivaler i hele Europa, som bevirker, at de udøvende spillere bliver inspireret af hinanden samtidig med, at begrebet dukketeater spredes til nye generationer. Især engelske og tyske museer er i stigende grad blevet opmærksomme på dukketeatret og dets plads i national, kulturel og historisk sammenhæng, og der er såvel permanente som skiftende udstillinger på disse museer, der også med deres omfangsrige arkiver bidrager til den teaterhistoriske forskning.  +
E
Viden om ES formidles først og fremmest videre gennem direkte deltagelse som udøver, hjælper eller tilskuer. Og interessen for historie er åbenbart stadig stor i Danmark og nogle steder i form levendegørelse gennem folkeligt teater. Det er fællesoplevelser, der kan være med til at skabe en ”stolthed” over at høre til eller at kende det pågældende område eller sted. Når der er så mange forskellige ES i Danmark, skyldes det, at kun ganske få er blevet genopført – i modsætning til Sverige og især Norge, hvor en række spil er blevet genopført for især indenlandske turister i en kortere eller længere årrække. Danske ES er ikke skabt som turistattraktioner, og dansk utålmodighed kræver tilsyneladende stadig nye oplevelser i form af flere nyskrevne spil. Men mange arkivalier er desværre gået tabt gennem årene. Meget er heldigvis indleveret til lokalhistoriske arkiver nogle steder. Og i 2018 har Det kgl. Bibliotek åbnet en ret omfattende samling af ES-materialer, som kan studeres og måske inspirere til flere ES i fremtiden. Egnsspilsarkivet rummer først og fremmest manuskripter og forestillingsprogrammer samt pressemateriale og anmeldelser. I nogle tilfælde også scenografi- og kostumeskitser, fotografier, organisationsplaner, prøveplaner, besvarelser af spørgeskemaer o.a. Og i fremtiden måske også video- og lydoptagelser fra enkelte projekter. Denne samling modsvares i omfang kun af Community Play-arkivet over tilsvarende engelske spil på Victoria & Albert Museum i London. Noget lignende findes desværre endnu ikke i resten af Norden.  +
F
I dag er fastelavnsbegivenheder en offentlig begivenhed. I og med at offentlige institutioner som Folkekirken eller Folkeskolen afholder fastelavn, udbredes begivenheden til alle børn, der indgår i dette fælleskab. Derudover er den mundtlige tradition i familien også en formidling af fastelavn. Alle generationer har deres minder om fastelavn og kan deltage i begivenhederne. Typisk vil fastelavnsbegivenheden være synlig i form af opslag på hjemmesider, i lokalaviser og ved mundtligt formidling i, eksempelvis, lokalforeninger. Derudover har mange kalendere markeret fastelavnssøndag. Historisk set var det kirken, der noterede, hvornår fastelavn fandt sted, men gennem tiden har udviklede det sig til en folkelig tradition, hvor byen selv afholdte begivenhederne. Fastelavn er bestået ved den folkelige tradition, hvor det fysiske optog og festmåltiderne var centralt. Dermed er overleveringen sket i fysisk forstand. Selv om det moderne fastelavns-grundlag har ændret sig, er der stadig mange af de historiske træk, der ikke har ændre sig meget. Dette skyldes måske, at det er en fysisk tradition, der er årligt tilbagevendende.  +
Skoler og højskoler har igennem årene været den betydeligste generator for udviklingen og udbredelsen af den folkelige fællessang i Danmark. Hvor det tidligere var i folkeskolen og på højskolerne man dyrkede fænomenet er det i vore dage også bredt ud på de mange populære efterskoler. Foreningslivet og måske især idrætslivets store organisationer har meget bevidst og dygtigt været med til at både udbrede og udvikle fællessangen. Det er således svært at forestille sig en almindelig gymnastikopvisning uden en fællessang, og flere steder står f.eks. DGI bag sangaftener helt uden idræt! Men også under mere private former kan man opleve den folkelige fællessang. I mange familier kan der ikke holdes runde fødselsdage eller andre store familiefester uden, at der synges et par sange fra højskolesangbogen.  +
Folkeoplysningens facetter formidles ad mange veje og gennem mange foreninger og organisationer. Centralt står Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), som er paraplyorganisation for 35 medlemsorganisationer og således forener den danske folkeoplysning og dens formidlings- og udtryksformer. DFS formidler den overordnede fortælling om folkeoplysning, medlemsorganisationerne giver deres selvstændige bud på formidlingen inden for netop deres særlige område. Det hører med, at aktiviteterne i idræts- og ungdomsorganisationerne fuldender billedet af det folkeoplysende Danmark. Organisationerne og foreningerne er de bærende aktører i folkeoplysningen. Det er her aktiviteterne udgår fra, traditionerne fastholdes og videreudvikles i egne rammer i takt med de skiftende tider. Og udover de love og regler, som fastsættes af stat og kommuner, sættes næsten ingen begrænsninger for det folkeoplysende arbejde. Som udgangspunkt indebærer det, at organisationsformerne er ret identiske, baseret på vedtægter, en valgt bestyrelse og et repræsentantskab. Internt formidler og videreudvikler organisationerne deres egne traditioner, f.eks. gennem landsmøder og almindelig erfaringsudveksling. Den enkelte organisation forestår også rekruttering og efteruddannelse af sine undervisere. Der sigtes og rammes bredt i folkeoplysningen, og mangfoldighed er derfor det mest præcise udtryk for de mange forskellige aktiviteter og formidlingsformer. Folkeoplysningen er en levende kultur med læring og bevidstgørelse som de centrale elementer. Aktiviteterne er tilrettelagt med udgangspunkt i deltagernes behov og ønsker – hver sæson tilbydes viden og oplevelser indenfor mange områder, og deltagere vælger, hvad de vil følge – det gælder både for højskoleelever og for de deltagere, som ønsker at følge filosofiforelæsninger på Folkeuniversitetet, spille amatørskuespil i det lokale kulturhus eller genopfriske deres tyskkundskaber i aftenskolen. Folkeoplysningen skaber livskompetencer, hvor deltageren får et sæt færdigheder og et sæt værdier at arbejde videre med som aktiv samfundsborger. Folkeoplysningskulturen formidles og overleveres i dag på mange måder: Gennem samtaler, arrangementer, programmer, seminarer, konferencer og på hjemmesider, Facebook og andre nyere udtryks- og formidlingsredskaber. Videreformidlingen er resultatet af et konkret, målrettet arbejde, hvor der fokuseres på folkeoplysningens centrale værdier, som bestandig betones, men også udfordres. I modsætning til det formelle uddannelsessystem underviser folkeoplysningen ikke kun i fagene, men med fagene.  
Især i de seneste to årtier har fortællekunsten virkelig vundet indpas i Danmark. Mange steder er der stor interesse for at få historiefortællere ud og der findes fortællekredse landet over, der består af historiefortællere, der arrangerer kurser, seminarer og afholder historiefortæller-arrangementer. Det har skabt et voksende publikum og også en øget interesse blandt både unge og ældre for at være fortæller. Fra i gamle dage at blive videreført mellem generationer i familier, sker videreførelsen af fortællekunsten og opdyrkelsen af talenter idag i fortællerkredsene og ved at folk opsøger professionelle fortællere i kursussammenhæng for at modtage undervisning. På enkelte lærerseminarer indgår fortælleundervisning i curriculum og der udbydes også korte fortællekurser på flere højskoler. Ikke mindst Vigga Bro har været aktiv forkæmper og udøver i denne proces, hvor fortællingen har vundet synlighed. Som en af landets mest anerkendte fortællere og underviser har hun afholdt skandinaviske seminarer, hvor internationale talelærere og kropslærere blev inviteret til at undervise, og hun har også givet undervisning privat. Undervisningen er som sådan ikke bygget på en historisk forståelse. Inspireret af den franske historiefortæller og teoretiker Abbi Patrix, lægger Vigga Bro i sin undervisning vægt på at se fortælleren i eleven. At det er underviseren opgave at lære eleven at være sig selv – og gå videre derfra. Der er i høj grad tale om mesterlære: et levende menneske, der giver noget videre til et andet levende menneske. Hvordan fortællekunsten skal udformes i sit nye udtryk, er der delte meninger omkring og forskellige skoler har forskellige tilgange til kunsten. Hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt i mødet med publikum? Hvad skal en fortælling kunne? Hvordan definerer man moderne fortælling? Hvornår er fortælling først og fremmest en kilde til underholdning? Hvornår er den en fællesmenneskelig udtryksform? Hvornår er den kunst? Mens man undersøger disse spørgsmål er det vigtig at huske, at fortællerens selvbillede kan skygge for historien og mødet med publikum. For fortælleren er altid 'sig selv' og ikke en rolle. Og det er en essentiel viden at overlevere sammen med de tekniske færdigheder.  
Udover dragtuddannelsen formidles viden om folkedragterne igennem Folkedans Danmarks landsstævner, som afholdes hvert år i forskellige egne af Danmark. I forbindelse med disse landsstævner bliver der i samarbejde med det stedlige museum lavet en udstilling af originale dragtdele, som regel på museet. Udstillingen beskriver egnens dragter og disses særpræg, Det kan også være specielle udstillinger, hvor private samlinger kommer til udstillingen. Disse private samlinger er af stor betydning for den videre udvikling, da museernes samlinger ikke er så tilgængelige som før. Folkedans Danmark er i besiddelse af en stor studiesamling, som er erhvervet gennem private donationer, og denne bruges nu i stort omfang, både i udstillingsøjemed og i uddannelsen. I forbindelse med udstillingerne udarbejdes et katalog, ligesom udstillingsgenstandene bliver fotograferet. I landsforeningens lokalforeninger bliver uddannelsen brugt i forbindelse med syning af nye dragter, hvilket har betydet og fortsat betyder, at danske folkedragter i forbindelse med folkedans er et mangfoldigt og farverigt skue. Folkedans Danmark har i årenes løb udgivet følgende materiale: Syvejledninger til dragter fra Mors, Østjylland, Sønderjylland, og Rømø Bondestrik, en vejledning og beskrivelse af strømper fra hele landet Syvejledning til herrebukser Syvejledning til langvest Landlige tekstiler fra Himmerland Danske silkebånd. Der arbejdes endvidere på forskellige projekter, hvor der registreres genstande fra hele landet. Af disse kan nævnes: sjalsprojekt 2004 – 2005, samt igangværende projekt: korte veste og røde huer.  +
Middelaldercentrets vennekreds optræder med dragterne ved arrangementer på Middelaldercentret, hvortil der er offentlig adgang, så mange mennesker ser dragterne. Ligeledes optræder folkedanserne med dragter ved flere lejligheder, hvor mange mennesker ser på. Bornholms Middelaldercenter har udgivet hæfter med symønstre, symetoder, historisk gennemgang af dragter og lignende, se: http://bornholmsmiddelaldercenter.dk/sekundaer-menu/webshop/boeger,-haefter-cder/middelaldertoej.aspx som kan købes af alle, der interesserer sig for at lave middelalderdragter.  +
H
Holbergtraditionen lever stærkt på teatret, i læsestolen, i skolen og i samfundet. På teatret går der ikke et år uden at nye opsætninger af Holbergs komedier på de vigtige teaterscener sætter dagsordenen. I disse år genudgives hele Holbergs store og vidtfavnende forfatterskab. I udgivelsesarbejdet sikres både den dybe faglighed gennem sikring af teksterne og gennem en omfattende formidlingsbevidsthed. Holbergs Hovedværker genudgives i let moderniseret form. Værket som nu er digitalt tilgængeligt suppleres med en trykt udgave og bliver senere understøttet af en digital formidlingsplatform. Holbergs forfatterskab er kanonstof i såvel folkeskolen som i gymnasiet. Således sikres det at kendskabet til Holberg forankres og vedligeholdes. I Holbergsamfundet mødes kendere af Holberg fra scenen med forskere og almindeligt interessere om at udforske værkets store spændvidde. Tilsvarende aktiviteter afholdes på Tersløsegaard.  +