Ansøgning til UNESCOs lister

Fra Levende kultur

Version fra 11. nov. 2025, 13:58 af Levendekultur (diskussion | bidrag) Levendekultur (diskussion | bidrag)
(forskel) ← Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

I arbejdet med at synliggøre den levende kulturs mangfoldighed har UNESCO oprettet tre internationale lister over immateriel kulturarv. Det drejer sig om UNESCOs repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv, Registret over gode sikringspraksisser og Liste over immateriel kulturarv med presserende behov for beskyttelse.

I 2021 fik Danmark sammen med de andre nordiske lande optaget Nordiske klinkbådstraditioner på Den repræsentative liste. Samme år blev Grønlandsk trommedans og –sang også optaget på Den repræsentative liste.

I februar 2026 er det muligt at tilkendegive interesse om at udarbejde en international nominering for de emner, der allerede er optaget på den danske fortegnelse. De relevante parter er inviteret til et online informationsmøde i december 2025. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt for andre at foreslå en nominering.

De indsendte interessetilkendegivelser vil blive behandlet af Det Kgl. Bibliotek i samarbejde med eksterne faglige eksperter, hvorefter kulturministeren vil træffe beslutning om hvilke grupper, der får mulighed for at arbejde videre med de endelige nomineringer.

Det er en lang og ressourcekrævende proces at ansøge om optagelse på UNESCOs lister. Erfaringer fra andre lande viser, at det ofte kan tage flere år, før en ansøgning er klar til at blive indsendt. Derefter tager det næsten to år, før en nominering eventuelt optages på en af UNESCOs lister.

På UNESCOs hjemmeside kan du læse om den videre bedømmelsesproces.

Her på Levendekultur.kb.dk kan du læse mere om Den repræsentative liste over verdens immaterielle kulturarv og Registret over gode sikringspraksisser, herunder hvilke kriterier, der gælder for ansøgningerne, og hvilke ansøgningsskemaer, der skal udfyldes. Du finder ligeledes link til UNESCOs vejledningsmateriale. Kontakt Det Kgl. Bibliotek, hvis du ønsker yderligere information om nomineringer til Liste over immateriel kulturarv med presserende behov for beskyttelse.

Bemærk: Informationerne på denne side er vejledende. Det er ansøgers eget ansvar at sørge for, at alle UNESCOs kriterier og formalia for ansøgninger er overholdt.

På UNESCOs hjemmeside kan du også læse mere om konventionen, listerne og immateriel kulturarv generelt: https://ich.unesco.org/en/