Fortællekunst

Fortællekunst
Indsender af bidrag:	Vigga Bro, Lise Marie Nedergaard
Geografisk tilknytning:
Dato for indsendelse af bidrag:	2017/11/19

Vigga Bro og Anne Marie Helger fortæller. Fotograf: Ukendt

Fil:International Storytelling Days EN Skovdal dk.jpg

International Storytelling Days. Fotograf: Skovdal.dk

Hvordan praktiseres det i dag

Enhver fortæller har et lager af historier at trække på. Fortælleren kan vælge at digte nye historier, gøre brug af erindringsstof eller tage udgangspunkt i allerede eksisterende fortællinger og omforme eller udfolde dem på en ny måde. En god historiefortæller gør historien til sin egen. Med egne ord, med kroppen, tonen i sproget, med de små nuancer i ansigtet og i læsningen af publikum foldes historien ud – så den opleves som relevant for publikum og i sin samtid. Teknikken ligger i samspillet med publikum. Improvisationen. Den mundtlige fortæller kender historien ud og ind, men ikke ordene. De opstår i samspillet og den gode historiefortæller tilpasser historien i forhold til sit publikum, så alle er med. I bund og grund er fortælleren alene foran sit publikum. Men man kan være flere fortællere sammen, der skiftes til at fortælle en historie. Ligeledes vælger flere historiefortællere at indgå samarbejde med musikere, så også musikken bliver en aktiv medspiller i samspillet mellem fortæller og publikum. Til nogle historier kan anvendes en enkel rekvisit. I de grønlandske fortællinger indgår eksempelvis trommen ofte. Den konkrete ’fremføringsform’ afhænger af den enkelte fortæller. Nogle står op, andre sidder ned. Nogle bruger få håndbevægelser, andre bruger hele kroppen. Nogle bruger en stemmeføring, der ligger tæt på deres dagligdagsstemme, andre gør brug af lyde og af stemmens forskellige virkemidler – ligesom Dario Fo gjorde det. Nogle koreograferer bevægelser til historien, andre anvender som i afrikansk historiefortælling, de spontane bevægelser (skyggebevægelser) som et element i fortællingen. Teknik, metode og form afhænger af historien, historiefortælleren - og ikke mindst af publikum. Det særlige ved den mundtlige fortælling er, at det er tilhørerne, der med deres indbildningskraft selv skaber billederne i deres eget indre. Billederne bliver tilhørernes ejendom; dybt personligt forankret og knyttet til den erfaringsverden, som de hver især bringer med ind i det fælles rum, hvor historiefortællingen finder sted. Det er navnlig den dybe oplevelse af indre billeddannelse og af det fællesskab, der opstår undervejs, som er med til at give den mundtlige fortælling dens særlige tiltrækningskraft i dag. I dag bliver der fortalt på caféer, skoler, teatre, museer, i foredragsforeninger og biblioteker, på festivaler og digitale platforme. Der afholdes fortællesaloner i private hjem og mange fortællere oplever at blive inviteret til at fortælle ved fester, hvor gæster forærer fortællingen som gave eller arrangørerne gerne vil ’løfte’ festen med et særligt indslag. Og der sker masser af formeksperimenter i forhold til mødet med publikum.

Historie og baggrund

History og baggrund::Fortælletraditionen kan ikke påduttes en start. Kulturens vugge står på fortællekunsten, så meget ved vi. Vi ved også at der har eksisteret professionelle fortællere, der har rejst rundt og f.eks. har kunnet finde ophold hos en stormand og der fortalt historier gennem længere tid. I flere lande i Mellemøsten og asien har man haft etablerede fortællehuse: te- og kaffehuse med plads til publikum og fortæller. Med en historie-kerne, improvisation, et par stående vendinger og digtning har fortælleren, dengang som også nu, skabt en historie med en samtidsrelevans. Men allevegne er der også blevet fortalt historier af ’almindelige’ mennesker. Herhjemme kunne E. Tang Kristensen (1843-1929) eksempelvis indsamle tusinder af eventyr og sagn blandt daglejere, soldater, tiggere mv. De enkelte fortællere har været kendt i deres omegn for at ’kunne mange historier’, men har ikke haft det som ’hverv’, ’som profession. De har genfortalt historier de har hørt. I anden del af 1800-tallet begyndte den mundtlige fortælling at udfolde sig i nye rammer, da den blev indføjet som en genial satsning i folkeuddannelsen gennem Grundtvig og Kold. Der, i de frie skoler og i de folkelige forsamlingshuse, levede den mundtlige fortælling i et vist omfang videre op gennem 1900-tallet, båret frem af fortællere som Anna Sophie Seidelin, der trak fulde huse landet over og nåede ud til utallige unge og voksne. Men der var meget få udøvere, og som fænomen levede fortællingen et upåagtet liv helt frem til 1980’erne. Da fandt der en renæssance for den mundtlig fortælling sted samtidig i lande verden over og også i Danmark. Gennem firserne begyndte folk at samles for at fortælle historier for hinanden og lære at fortælle I 1984 fik et udvalg indskrevet mundtlig fortælling i folkeskolens læseplan for danskfaget, I 1993 blev den første fortællefestival afholdt i Randers. København fik sin første officielle fortællescene i 1994, da Hans Laurens begyndte at arrangere fortælling på Kafkafeen. Og siden 90’erne har ildsjæle, både professionelle og amatører, etableret fortællescener, fortælleforeninger og fortællefestivaller i rundt om i hele Danmark og har dermed gjort den mundtlige fortælling tilgængelig for stadig nye publikummer Hvis man kan tale om et formål med historiefortællingen, har det nok ændret sig en smule i Danmark. Tidligere var en implicit morale, rettesnor eller visdom afgørende. Historierne blev bl.a. anvendt i opdragelsen af børn og i dannelsen af unge og voksne ud fra den forståelse, at hører du en historie du kan lide, så kan du også huske den og dermed også den viden om tilværelsen, som den rummer. Men nu som før vil mennesker gerne underholdes og det er nok lidt stærkere fremme. I dag kan historierne stadig indeholde et filosofisk element, men det er ikke et karakteristika som sådan for historierne fortalt i dag.

Videreformidling og overlevering

Især i de seneste to årtier har fortællekunsten virkelig vundet indpas i Danmark. Mange steder er der stor interesse for at få historiefortællere ud og der findes fortællekredse landet over, der består af historiefortællere, der arrangerer kurser, seminarer og afholder historiefortæller-arrangementer. Det har skabt et voksende publikum og også en øget interesse blandt både unge og ældre for at være fortæller. Fra i gamle dage at blive videreført mellem generationer i familier, udfolder videreførelsen og opdyrkelsen af talenter sig idag i fortællerkredsene og ved at folk opsøger professionelle fortællere i kursussammenhæng for at modtage undervisning. På enkelte lærerseminarer indgår fortælleundervisning i curriculum og der udbydes også korte fortællekurser på flere højskoler. Flere har været aktive forkæmpere og udøvere i denne proces, ikke mindst Vigga Bro. Som meget anerkendt fortæller og underviser har hun afholdt skandinaviske seminarer, hvor internationale talelærere og kropslærere blev inviteret til at undervise, og hun har også givet undervisning privat. Undervisningen er som sådan ikke bygget på en historisk forståelse. Inspireret af den franske historiefortæller og teoretiker Abbi Patrix, lægger Vigga Bro i sin undervisning vægt på at se fortælleren i eleven. At det er underviseren opgave at lære eleven at være sig selv – og gå videre derfra. Der er i høj grad tale om mesterlære: et levende menneske, der giver noget videre til et andet levende menneske. Hvordan fortællekunsten skal udformes i sit nye udtryk, er der delte meninger omkring og forskellige skoler har forskellige tilgange til kunsten. Hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt i mødet med publikum? Hvad er moderne historiefortælling? Hvornår er fortælling en udtryksform og hvornår er den kunst? I denne stærkt opmuntrende proces, hvor fortællingen vinder popularitet, er det vigtigt, at rollen som fortæller ikke først og fremmest bliver attråværdig som identitetsmarkør. Underviseren har medansvar for ikke at tilbyde en fiktiv ’coolness’ eller et fiktivt hierarki, som den nye fortæller kan arbejde sig op i. For vores selvbillede som fortællere kan skygge for historien og mødet med publikum. Og det er en vigtig viden at overlevere sammen med de tekniske færdigheder.

Hvad sker der fremover

Viability of the element::Interessen for dem mundtlige fortællekunst vil formentlig kun vokse i årene fremover. Den afspejler et stærkt behov i tiden. Fortælling vil i stigende grad blive brugt som redskab i formidling af faglig viden. Konkrete informationer, der er indlejret i en fortælling eller organiseret som en billedrig, fremadskridende fortælling, er langt lettere huske end løsrevne ‘totter’ af information. Og selve historiefortællingen kalder qua sit væsen på et nærvær og en koncentration, som det ellers kan være vanskeligt at skabe, hvor mange mennesker er samlet. Det gælder, uanset om vi som tilhørere er voksne, unge eller børn. Begge forhold er interessante for enhver, der skal løse en undervisnings- eller formidlingsopgave. Der vil blive forsket i fortælling, også til brug i konfliktløsning og forsoning. Ved at forholde os til de fortællinger, vi har skabt eller er vokset op med om os selv og andre, og ved at udfordre dem med nye fortællinger, kan vi skabe konstruktiv forandring i samfundet. Det er der hårdt brug for. En egentlig formel fortælleuddannelse findes ikke endnu, men der er ønsker om en skole for overbygningsstuderende, sådan som det findes i blandt andet Oslo. Måske realiseres det i fremtiden. Der vil blive knyttet stadig flere bånd til fortællemiljøer i andre lande. Der vil blive udviklet stadig nye fortælleformater.

Udøvere og dem, der kender det godt

Der er mange fortællemiljøer i Danmark, båret frem af ildsjæle. I København er der BestTellers på Vesterbro, hvor Hans Laurens og Kasper Sørensen har skabet en professionel fortællescene, hvor der også udbydes undervisning, Vigga og Brohovederne har fortællescene på Teatret ved Den Sorte Hest og afholder her weekendseminarer. Jesper la Cour fra ”Det fortællende teater” afholder workshops på Forsøgsstationen i København. I Helsingør er der Toldboden med Andre Andersen som ildsjæl. Derfra og i samarbejde med Kasper Sørensen arrangeres en stor årlig fortællefestival i Helsingør, som engagerer et stort antal frivillige. På samme måde er der en stor årlig festival på Nørre Vosborg i Vestjylland med meget bred opbakning. I mindre skala er der fortællefestivaler i Vordingborg, Vrå, Roskilde og på Fanø. Byer som Randers, Viborg, Svendborg, Fåborg, Ry har også fortællemiljøer med tilbagevendende arrangementer. I Århus stod Kirsten Thonsgård gennem mange år for fortællescenen Drømmenes Torv på Svalegangen. Senere rykkede scenen til Kvindemuseet. Nu kan man fast møde fortælling mange steder, i bogcafeer og biblioteker, båret frem af fortællekredse i Østjylland. I Odense har der gennem mange år været fortalt for børn og voksne på Børnekulturhuset Fyrtøjet. Her er der en fortælleskole for børn, ligesom der er blevet afholdt seminarer for lærer- og pædagogstuderende. Fyrtøjet er vært for årligt tilbagevendende Internationale Fortælledage. Fortælleren Jens Peter Madsen har været initiativtager til Odenses Spoken Word Festival, og Odense Fortællekreds står for mange arrangementer i byrummet. Flere højskoler har fokus på fortællekunsten og udbyder sommerkurser. Og Vestjyllands Højskole er initiativtager til Fortælleakademiet, der fra 2018 vil udbyde en række undervisningsmoduler med mange forskellige lærerkræfter tilknyttet. Foreningen af Fortællere i Danmark er et forum for fortællere i hele landet, hvad enten de er amatører eller professionelle. Foreningen arbejder på fortsat at udbrede kendskabet til den mundtlige fortælling. Der er stadig et stykke vej at gå, før enhver ved hvad mundtlig fortælling er og før fortællingen som kunstform har fået den plads i den offentlige bevidsthed, der tilkommer den.

Henvisning

Bøger: Orkanens øje, Vigga Bro. www.fortaellereidanmark.dk

Kategorier

Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst