Højskolerne

Højskolerne
Indsender af bidrag:	Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Højskolehistorisk Forening
Geografisk tilknytning:	Hele Danmark.
Dato for indsendelse af bidrag:	01-11-2025

Erhvervsfiskeri: Den klinkbyggede kystbåd Liv lander i Thorupstrand efter en dag med snurrevodsfiskeri. Maj 2016. Fotograf: Kirsten Monrad Hansen, Han Herred Havbåde

Vikingeskibsmuseets bådeværft bygger nye klinkbyggede både. Her med udgangspunkt i en 1905-Åledrivkvase fra Fejø. Frivillige bådelaug sejler og hjælper til med at vedligeholde bådene. Foto: Werner Karrasch Vikingeskibsmuseet.

Træskibs Sammenslutningen arrangerer sejladser og træf rundt omkring i Danmark. Her er det klinkbyggede både fra Roskilde Fjord og Isefjorden til Træf Fjordens Træbåde. Foto Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet.

Hvordan praktiseres det i dag

Der findes i dag op mod 70 statsstøttede folkehøjskoler – eller bare højskoler i daglig tale – geografisk spredt omkring i hele landet. Som skoleform er højskolen på mange måder som et minisamfund. Her lever, spiser og bor man på skolen, hvor lærere og elever indgår i en ligeværdig og levende vekselvirkning. Her opstår der glæder og sorger, kærlighed, konflikter og bøvl, og her må alle bidrage og byde ind, hvis skolesamfundet skal fungere. Højskolerne bliver dermed også en demokratisk træningslejr, hvor mennesker eksperimenterer med at få den enkeltes frihed og det fælles bedste til at gå hånd i hånd. Her dannes man både til livet som menneske og som samfundsborger – lokalt, nationalt og globalt.

Udover kostskoleformen er et særligt kendetegn ved højskolerne, at undervisningen er interessebetonet, eksamensfri og åben for alle. Opholdet er skemalagt, men uden et fast pensum. I stedet præges undervisningen af elevernes ønsker og den verden, som udfolder sig uden for højskolen. Foruden traditionelle fag som eksempelvis historie, litteratur og filosofi udbyder højskolerne i dag også undervisning i alt fra kunsthåndværk, friluftsliv, idræt, spildesign, permakultur osv. Fagene indeholder typisk eksistentielle, kulturelle, samfundsengagerende og politisk aktuelle perspektiver og temaer såsom global dannelse, digital dannelse, bæredygtighed, klima og grøn omstilling. På en højskole undervises der således ikke kun i faget, men samtidig og først og fremmest med faget. Målet for undervisningen er ikke kun faglig dygtiggørelse, men rækker også ind i det almenmenneskelige. Gennem fag såvel som foredrag, sang og samvær udfordres man på holdninger og får nye perspektiver.

Selvom højskoletanken udspringer fra civilsamfundet og er vokset frem nedefra, har den danske stat stort set støttet højskolerne økonomisk fra begyndelsen. I 1892 kom den første højskolelov, der under skiftende udformninger siden har defineret og reguleret de rammer og vilkår, skolerne skal virke i. Den store grad af frihed, lovgivningen giver højskolerne til selv at definere mål og midler i det daglige arbejde, er bemærkelsesværdig og vidner om højskolernes kulturelle værdi og egenart.

Med friheden følger dog også ansvaret for netop at være højskoler og ikke et hvilket som helst uddannelses- eller oplevelsestilbud. Skolerne skal vælge deres eget værdigrundlag, og mindst halvdelen af undervisningen skal være af ”bred almen karakter”. I lovgivningen har højskolernes hovedsigte siden 2006 været ”livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse”. Således har staten defineret skoleformens hvorfor. Men hvordan hovedsigtet fortolkes og praktiseres i det daglige pædagogiske arbejde er i udpræget grad op til skolerne. Landets højskoler har derfor vidt forskellige værdigrundlag, faglige profiler og elevsammensætninger. I dag findes der almene, grundtvigske og kristne, fagspecialiserede højskoler, idrætshøjskoler, livsstilshøjskoler, seniorhøjskoler og ungdomshøjskoler.

Internationalt findes der flere eksempler på skoleformer inspireret af den danske folkehøjskole. I de øvrige nordiske lande findes der desuden nært beslægtede folkehøjskoler, omend de i indhold, form og lovmæssige rammer adskiller sig fra den danske.

Historie og baggrund

N.F.S. Grundtvig var den betydningsfulde inspirator bag den første danske folkehøjskole, der åbnede i Rødding i 1844. Han formulerede grundtankerne for en ”skole for livet”, der gennem historisk-poetisk livsoplysning og folkelig oplysning skulle gøre almuen til et folk, der kunne tage vare på både den enkeltes frihed og det fælles bedste. Højskolen skulle være et sted for dannelse og duelighed til både menneske- og borgerlivet – med plads til det åndelige, det nyttige og det fornøjelige på én gang. Det var dog en række praktikere og skolefolk, som Chresten Kold, Ludvig og Charlotte Schrøder, Ernst Trier og utallige efter dem, der fortolkede, justerede, praktiserede og indimellem opponerede mod de grundtvigske skoletanker og førte dem ud i livet. På den måde igangsatte Grundtvig en uforudsigelig, vidtrækkende og til dels utilsigtet kædereaktion, der stadig er i gang i dag.

Denne kædereaktion gør det vanskeligt én gang for alle éntydigt at definere højskolens idé og opgave, der på den ene side kan føres tilbage til ét udgangspunkt, og på den anden side er foranderlig og altid i konstant bevægelse. Højskolerne har siden Grundtvig udviklet sig i takt med det resterende samfund, tilpasset sig historiske forandringer og skiftende vilkår og er til trods for adskillige kriser vedblevet med at være relevant – uden at ophøre med at være højskole.

Højskolen er således både tradition og fornyelse, forundrings- og forandringsparat, universel og kontekstuel, idé og opgave. Den vil altid være til debat, men selvom den ikke kan defineres én gang for alle, kan den heller ikke være hvad som helst. Og måske netop derfor har højskolen som idé og skoleform vist sig som leve- og bæredygtig kultur i mere end 175 år. På den måde er højskolen et enestående og stadig spillevende stykke immateriel kulturarv.

Videreformidling og overlevering

Højskolekulturen overleveres og formidles i dag ad mange veje. Først og fremmest videregiver landets højskoler hvert semester skoleformens kultur, traditioner og helt særlige måde at være sammen på til de nye elevhold. Kendskabet til højskolen spreder sig fra mund til mund gennem nuværende og tidligere højskoleelever, i familier, ungdomsmiljøer og uddannelsesinstitutioner, på festivaler, elevmøder og ikke mindst de sociale medier. Viden om højskolekulturen formidles desuden gennem Folkehøjskolernes Forening, dennes hjemmeside og trykte fagblad, Højskolebladet.

Højskolesangbogen og fællessang knyttet til den spiller også en stor rolle i spredningen af højskolekulturen. Højskolesangen har stor integrerende betydning for elever på højskoleophold, men bruges og lever i dag også i mange miljøer og sammenhænge uden for højskolen. Med den mangeårige udgivelse af højskolesangbogen, der løbende udkommer i nye udgaver, har der altid været stor bestræbelse på at understøtte denne brug ved at gøre sangbogen tidssvarende og trykke sangbare folkelige eller historiske sange og salmer til dagligt brug.

Historisk set er højskolekulturen ofte blevet spredt gennem flere slægtled særligt i både grundtvigske og missionske miljøer. I de omgivende lokalmiljøer fungerede højskolekulturen ofte også som vækstfremmende for aktiviteter inden for kultur- og erhvervsliv. Tidligere drog forstandere og lærere også rundt og hvervede elever ved foredrag i forsamlingshuse, i højskole- og gymnastikforeninger. De enkelte elevforeningers årsskrifter spredte også viden om højskoleophold.

Internationalt har der siden 1. verdenskrig været stor interesse for den danske folkehøjskole. Mange skoler har i dag – og gennem tiden haft – mange internationale besøgende, der på forskellig vis tager højskolekulturen med hjem, og i flere tilfælde her har skabt tilsvarende traditioner i deres hjemlande. Højskoleforeningen har gennem årene ligeledes videregivet oplysninger om de danske højskoler og på forskellig vis indgået i samarbejde med ikke mindst initiativer i Østeuropa og i udviklingslande.

Hvad sker der fremover

Når man sætter foden på en højskole, sætter det spor. I det enkelte menneske, i fællesskabet og i samfundet. På højskolerne finder mange fordybelse, fodfæste og stærke relationer, som de bærer med sig resten af livet. Men højskolerne er mere end et tilbud til den enkelte. De er en del af en bevægelse, som ønsker at bidrage til samfundets udvikling.

I snart 200 år har højskolerne fungeret som mødesteder mellem generationer, land og by og politiske synspunkter. De udgør et dannelsesrum, hvor livssyn og værdier får plads, og hvor det bliver muligt at dele forskellige syn på vigtige spørgsmål, se komplekse udfordringer med nye øjne og udfordre ”plejer”. Det styrker evnen til at tænke kritisk, handle etisk og leve meningsfuldt i fællesskab med andre og med ansvar for det fælles samfund.

Tiderne skifter, og ligeså gør de udfordringer vi står overfor som samfund. Men selvom ingen ved, hvad fremtiden vil bringe, er én ting sikkert: Samfundet vil altid have brug for engagerede, informerede og livsduelige borgere, der føler håb, ansvar og har mod på at handle. På den måde forbliver højskolens opgave relevant – også i fremtiden.

På landsplan arbejder Folkehøjskolernes Forening i Danmark for at fremme og udvide kendskabet til højskolerne og ikke mindst at sikre gode, stabile vilkår for højskolerne.

Udøvere og dem, der kender det godt

Højskolerne tilbyder både lange og korte ophold. I dag huser højskolerne årligt 10.000 elever på de lange ophold og 40.000 kursister på de korte. Gennem årene er det hovedsagelig unge, der har valgt at tage på de lange højskoleophold af 3-5 måneders varighed. Den sociale spredning blandt eleverne er i dag forholdsvis stor i forhold til tidligere, hvor landbosamfundet udgjorde rekrutteringsgrundlaget. Adskillige unge bruger højskoleopholdet som en fase undervejs i uddannelsessystemet eller måske i en arbejdsløshedssituation. Der går i dag mellem 30 og under tiden over hundrede elever på et langt ophold, og det ses ofte, at elever i årene efter endt ophold forbliver aktivt engageret i miljøet omkring højskolen gennem Elevforeningerne. I de seneste 4-5 årtier er det blevet stadig mere udbredt at deltage i korte kurser af én eller et par ugers varighed. Her er der stor aldersspredning, men fortrinsvis deltager folk efter arbejdslivet.

Foruden de traditionelle ophold, åbner mange højskoler også dørene for deres lokalområder og inviterer indenfor til forskellige arrangementer, fællesspisning og foredrag. Fællessangskulturen forankret i højskolesangbogen lever også udenfor højskolernes fysiske matrikler, hvor en opblomstring af fællessangsarrangementer de senere år har tiltrukket den brede befolkning i hele landet. Foruden fællessangstraditionen har brugen af ”højskolekultur” i bredere forstand også spredt sig til det øvrige samfund, hvor man fra tid til anden kan opleve ”højskoleaftener” i eksempelvis kirker og biblioteker.

Mange forskellige kulturpersonligheder er på forskellig vis tilknyttet højskolerne, eksempelvis som lærere. Det kan være forfattere, kunstnere, musikere, film- og mediefolk og entertainere.

Henvisning

Alle folkehøjskolers Forening - FFD

hojskolehistorie.dk

Kategorier

Mundtlige traditioner og udtryk, Sociale praksisser ritualer og festivaler, Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk