UNESCOs 2003-konvention

Fra Levendekultur
Skift til: navigering, søgning

UNESCOs konvention til sikring af immateriel kulturarv

Danmark godkendte i 2009 UNESCOs Konvention til sikring af immateriel kulturarv. 2003-konventionen, som den ofte omtales, trådte derfor i kraft i Danmark i 2010. Konventionen har til formål at sikre verdens immaterielle kulturarv (læs mere om immateriel kulturarv her). Ifølge konventionen består sikringen af immateriel kulturarv bl.a. i at man identificerer den, dokumenterer den, forsker i den, skaber bevidsthed om den og sørger for, at de nødvendige vilkår er til stede for, at den immaterielle kulturarv kan bestå og blive videreført bl.a. gennem uddannelse og oplysning.

Læs konventionen her

Konventionens forpligtelser

Ved at tiltræde konventionen har Danmark forpligtet sig til:

  • at arbejde for at sikre den immaterielle kulturarv
  • fremme respekten for de relevante samfunds, gruppers og enkeltpersoners immaterielle kulturarv
  • at øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv på lokalt, nationalt og internationalt plan og om sikring af gensidig påskønnelse af denne kulturarv
  • at tilvejebringe internationalt samarbejde og bistand

Den ultimative sikring er, når den levende kultur videregives til nye generationer.

Udøverens rolle i konventionen

Helt centralt i konventionen står udøverne, altså de mennesker, der er involveret i praktiseringen af en given kulturel praksis, tradition osv. Det er de grupper – og i særlige tilfælde enkeltpersoner, der opfordres til at indsende beskrivelsen af det, de gør til UNESCOs fortegnelser og lister. Denne betoning er lagt for at sikre, at det er udøverne selv, der kommer til orde, selv definerer og tillægger eksemplet på immateriel kulturarv værdi og betydning.

Verdensarvskonventionen fra 1972

2003-konventionen blev udarbejdet som et supplement til Konventionen til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv, bedre kendt som Verdensarvskonventionen fra 1972. Konventionens mest kendte redskab er Verdensarvslisten over steder med en sådan betydning for menneskeheden, at de skal bevares for eftertiden. I Danmark er bl.a. Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Stevns Klint og Vadehavet optaget på listen (læs mere om Verdensarvskonventionen på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside).

Mange af stederne på Verdensarvslisten befinder sig i den vestlige verden. 2003-konventionen var i begyndelsen mest rettet mod andre dele af verden, hvor der muligvis ikke findes så megen fysisk kulturarv, men hvor der findes immateriel kulturarv, som staterne ikke nødvendigvis selv har ressourcer til at tage vare på. Hensigten var på denne måde at skabe en balance mellem materiel og immateriel kulturarv inden for UNESCOs nationale og internationale arbejde på feltet.

Redskaber til sikring af den immaterielle kulturarv

Den immaterielle kultur kan ikke sikres på samme måde som en bygning eller et naturområde kan bevares. Men hvordan så sikre det immaterielle? Det uhåndgribelige? Det, der foregår mellem mennesker, og derfor altid er i forandring? Det er et spørgsmål, som ikke er nemt at svare på. 2003-konventionen arbejder med forskellige redskaber.

Fortegnelser i de enkelte lande

Alle lande, der er tiltrådt konventionen er pålagt at udarbejde en eller flere fortegnelser med eksempler på immateriel kulturarv. Formålet med fortegnelserne er at identificere, synliggøre og dokumentere eksempler med henblik på sikring, samt gøre foreninger, privatpersoner, NGO’er og andre grupper opmærksomme på muligheden for at indsende eksempler på immateriel kulturarv til UNESCO. Det er et krav, at fortegnelserne løbende opdateres. Læs mere om den danske fortegnelse her.

De internationale lister

Derudover har UNESCO tre internationale lister for immateriel kulturarv:

Den repræsentative liste er en liste med eksempler på immateriel kulturarv i forskellige lande og på tværs af lande med formål at sikre større synlighed af og øget bevidsthed om den pågældende kulturarv. Selvom den repræsentative liste ofte sammenlignes med Verdensarvslisten, er der en afgørende forskel mellem de to. Mens Verdensarvskonventionen kun optager steder karakteriseret ved ”særlig universal værdi”, er den repræsentative liste ikke tænkt hierarkisk, men indeholder gode eksempler på, hvad immateriel kulturarv kan være. Se, hvilke eksempler, der er optaget på den repræsentative liste her.

Registret for best practices er et register med særligt fokus på videreførelsen af immateriel kulturarv, dvs. gode metodiske eksempler på programmer, projekter og aktiviteter, hvorigennem immateriel kulturarv videregives. Se, hvilke eksempler, der er med i registret for best practices her.

Listen over immateriel kulturarv med presserende behov for beskyttelse er en liste for særligt truet immateriel kulturarv. Den er primært rettet til lande, hvor staten ikke har midler eller mulighed for at beskytte kulturarv. Se listen her.

Statsrapporter

Alle lande, der er tiltrådt 2003-konventionen, skal hvert femte år indsende en rapport til UNESCO. I rapporten redegør staten for, hvordan konventionen implementeres i det pågældende land. Det gælder både det specifikke arbejde med konventionen, men også hvordan immateriel kulturarv i øvrigt indgår i fx uddannelse, forskning og formidling i landet, både i statens institutioner og aktiviteter og i civilsamfundet. Hvis staten har fået eksempler på immateriel kulturarv optaget på de internationale lister, skal der redegøres for, hvordan den immaterielle kulturarv fortsat sikres. Danmark indsendte sin første statsrapport til UNESCO i 2016. Den behandles på et komitemøde i UNESCO i december 2017. Læs rapporten her

Kapacitetsopbygning

Alle lande, der er tiltrådt 2003-konventionen kan søge om kapacitetsopbyggende bistand til at udvikle og forbedre forhold og metoder til sikring af immateriel kulturarv i det pågældende land. Det er ligeledes muligt at få adgang til læringsmateriale udviklet af UNESCO og i øvrigt trække på organisationens ekspertise.