Hvad er immateriel kulturarv?

Fra Levendekultur
Skift til: navigering, søgning
Unge danser kædedans på deres årlige stævne FOD for folkemusik- og især danseinteresserede i 2016. Fotograf: Susanne Mertz.
Folkemusik og dans som samlingspunkt for flere generationer, her på Skælskør Folkehøjskole i 1983. Fotograf: Kirsten Terndrup. Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.

Vendingen immateriel kulturarv er skabt som et beslægtet udtryk til den materielle kulturarv i form af fx fysiske anlæg og ældre bygninger. Ligesom der findes en konvention til beskyttelse af den fysiske verdensarv, har UNESCO udarbejdet en konvention til sikring af den immaterielle kulturarv. UNESCO er FN’s organ for videnskab, uddannelse, kultur og kommunikation.

UNESCO definerer immateriel kulturarv som: ”…de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder […] som samfund, grupper, og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv.” Immateriel kulturarv i Danmark kan aldrig indkredses som ét samlet hele. Kultur er noget levende og noget svært håndgribeligt, samtidig med at kulturen i hverdagen giver mening til mennesker – ofte uden at de selv lægger mærke til det.

Det danske sprog er fx en væsentlig del af kulturarven. Vi bruger sproget i samtaler mellem mennesker, og samtidig forandrer vi ganske langsomt sproget. Sproget er fælles, men det tales og bruges alligevel på mange forskellige måder. Endelig er sprog et redskab til at tænke verden med og dermed af betydning for de kulturelt prægede opfattelsesmåder, der findes i Danmark. Immateriel kulturarv udgøres også af forskellige hverdagsagtige måder at agere på og – blandt andet til højtider, fødselsdag og ved død – mere faste ritualer og skikke.

Immateriel kulturarv som levende kultur

Den betydning mennesker lægger i ritualer og traditioner er sjældent den samme i dag, som den var, da de blev skabt. Nogle traditioner glemmes, og andre genopdages eller skabes på ny. Det gør hverken traditionerne bedre eller dårligere, så længe de har en mening i sig, som er af værdi for mennesker.

Det giver også fortegnelsen en udfordring: For hvordan beskriver man levende kultur og sætter den på en fortegnelse, uden at den fastfryses som nærmest én bestemt, uforanderlig ting? Vores bedste bud har været at give mulighed for at beskrive både de måder, hvorpå den immaterielle kulturarv vedligeholdes, og de måder, hvorpå den har ændret sig over tid.

Derfor vil eksemplerne i fortegnelsen altid blive øjebliksbilleder, der beskriver et før, et nu og måske giver et bud på fremtiden. Som arkiv er Dansk Folkemindesamling interesseret i disse øjebliksbilleder, og eksemplerne vil blive en del af arkivet og indgå i sammenhæng med tusinder af andre beskrivelser og beretninger om dagliglivets kultur.

Mange perspektiver på levende kultur

Alle mennesker og befolkningsgrupper udøver kultur, der bygger på tidligere generationers erfaringer. Derfor er fortegnelsen åben for eksempler på immateriel kulturarv fra både unge og gamle, minoriteter og majoriteter, folk i by og på land osv. Fortegnelsen indeholder eksempler på levende kultur i Danmark, men den kultur er ikke nødvendigvis særegent dansk. Den går ofte på tværs af grænser og er påvirket udefra. Den levende kultur kan deles af mange, men kan også udøves på forskellige måder, af forskellige mennesker, i forskellige sammenhænge. Derfor er der heller ikke nødvendigvis enighed om, hvad der er vigtig kulturarv, eller hvordan den bør udøves. Den levende kultur er altid ’nogens’, og andre kan have et andet perspektiv. Derfor er det i fortegnelsen altid er muligt at se, hvem der har indsendt bidraget, ligesom det er muligt at indsende et nyt bidrag om det samme emne, hvis beskrivelsen er anderledes.

Læs mere om fortegnelsen her.