Lejlighedssange

Lejlighedssange
Indsender af bidrag:	Ebbe Preisler, filmproducent, filmformidler og forfatter
Geografisk tilknytning:	Det dansktalende område i bred forstand. Derfor en vis afsmitning til Norge (rigsfællesskab med Danmark i 291 år, mange forfattere også aktive i Syddanmark, Holberg, Wessel m.fl.), Færøerne, Island og Grønland. Sydslesvig også meget aktivt.
Dato for indsendelse af bidrag:	2017/11/03

Lejlighedssang til Fåborg Byråds sommerudflugt, 1964. Fra Dansk Folkemindesamlings arkiv

Hvordan praktiseres det i dag

Lejlighedssange er i dagens Danmark en ’truet dyreart’. Traditionen lever bedst i provinsen uden for de store byer, hvor man stadig fester på gammeldags maner med gæster bænket i timevis til et langt måltid med mange retter. Den nyskrevne sang forfattet af en af gæsterne til festens genstand(e) kæmper imod en overvægt af ’købesange’, der i sagens natur er upersonlige og har været med til at give genren et dårligt renommé. Købesange eller tilbud om at forfatte sådanne findes i stort antal på nettet. Prisen er symbolsk. – I visse miljøer i de store byer overlever dog en kultur af talentfulde sange forfattet af kreative folk, der er vant til at formulere sig. – Yngre generationer synes ikke at have taget traditionen til sig i et overlevelsesdygtigt mål. For det første lærer man ikke mere den danske sangskat af melodier i skolerne. For det andet er ungdom ikke vant til fællessang, og for det tredje forbinder yngre mennesker sang med en scene, en mikrofon og projektørlys. Et problem for de fleste generationer er det, at selskabsformen er ændret fra det lange måltid til variationer over stående sammenkomster, hvor man ’mingler’.

Historie og baggrund

History og baggrund::Ideen om at skrive sange til konkrete lejligheder udviklede sig eksplosivt i Danmark gennem 1700-, 1800- og 1900-tallet. Forgængerne var middelalderens folkeviser, men de var skrevet til en kreds af betalende, enten ved et hof eller på en markedsplads. Skillingsvisen voksede med tiden indendørs til revyvisen. Barokken i 1600-tallet var præget af en udbredt ’skrivekløe’ (i byerne). Anders Bording (1619-77) digtede som den første på dansk, han var lejlighedsdigter og huspoet og skrev Danmarks første avis på vers (Den danske Mercurius). Kingo skrev sine salmer til kendte melodier. Lejlighedssange i 1700-tallet var ofte bestillingssange. Holberg skriver i 1722 om, at man evindeligt støder på en skriver, der har smurt en sang sammen til et bryllup – som f.eks. bekræfter, at brudens mødom er intakt – og at forfatteren som betaling har fået lov at ’slikke fadene’. Mod slutningen af 1700-tallet eksploderer skrivekløen, ikke mindst da selskabelige foreninger har et udtalt behov for nye sange til deres våde aftener. Her er ikke tale om typiske lejlighedssange, men sange, der samles i sangbøger og genbruges. Samme forfattere skriver dog også gerne ’rigtige’ lejlighedssange, f.eks. P.A. Heiberg, der i 1790 den ene aften har et kor til at synge en kantate til Kronprinsens Klub (senere Frederik VI) og den næste lader sin egen klub afsynge en sang til borgerskabets pris, hvori linjen ’Ordner hænger man på idioter’ forekommer. Også i 1790 anbefaler J.A.P. Schultz – importeret tysk kapelmester – til tidens politikere, at alle kommende lærere skal kunne spille violin og at alle børn på forskellige niveauer ikke kun skal lære at synge salmer, men også verdslige sange af mange slags. I 1814 indskrives hans anbefalinger i loven for en dansk folkeskole, og det bliver den direkte forudsætning for, at de højskoler, der etableres fra 1848 og frem, lader eleverne synge morgen, middag og aften. ’Højskolesangbogen’ samles i 1890’erne. I de forskellige redaktioner af denne har der altid været mere end 100 lejlighedssange. Kulturen er i øvrigt udbredt både på landet og i byernes borgerskab og håndværkerlav. I 1900-tallet er kulturen udbredt til alle dele af samfundet, både landbosamfundet, borgerskabet, håndværkere og det socialdemokratiske samfund i byerne synger evig og altid. Men fra 1970’erne får oprøret mod autoriteter og gamle vaner fat. Skolernes musikundervisning forsvinder eller ændrer karakter, og medier begynder at præsentere musik- og sangkultur på helt nye måder.

Videreformidling og overlevering

[[Mode of transmission::Den unikke danske tradition for at skrive og afsynge lejlighedssange er ekstremt sårbar. Der findes ingen interesseorganisationer, ingen undervisning, ingen medieinitiativer og kun en meget spinkel offentlig opmærksomhed omkring fænomenet. ’Visens Venner’ bruger af og til genren, men dyrker den ikke. En enkelt kendt person, venstrepolitikeren Bertel Haarder, er i disse år kendt og anerkendt for at skrive sange, en avis kan finde på at bringe en sang om et aktuelt emne, Danmarks Radio er aktiv omkring en ’Syng dansk’-kampagne, visse skoler har genindført morgensang o.s.v. Men det er spredt og tilfældig fægtning og fører givetvis ikke til, at traditionen overlever på et bredt folkeligt plan. Og slet ikke blandt ungdommen. I det gamle bondesamfund trivedes en blanding af nyskrevne sange og sange forfattet af en lokal husmandskone eller lignende. I begge tilfælde kendte sangskriveren festens genstand. Andre mere professionelle sangskrivere leverede ofte glimrende produkter, men markedet blev ødelagt af sange, man kunne købe i festbutikker og senere over nettet. (Oprindeligt var det faktisk bogtrykkerne, der lå inde med sangskabeloner). De fleste familier også i byerne havde en onkel Svend eller tante Gurli, der var kendt for sine gode leverancer. Eller man vidste, at lærer Hansen eller hans kone var leveringsdygtig, og at de kunne låne skolens duplikator. Men det var tilfældigt, hvem der overtog faklen. Blandt forfattere har det altid været sjovt at lege med genren. Men det gælder for alle, at festsange er skabt til en begivenhed, og at de i princippet – og også ofte i praksis – bliver smidt ud med dugen. En del bliver dog gemt som souvenir, men kun i private arkiver. Et særligt fænomen skal nævnes: Vandresangen. Her er tale om en ikke-personlig festsang, der har vist sig at være egnet og populær som uhøjtidelig festingrediens. Ikke mindst i Jylland regnede man en fest for en succes, hvis der var mange sange, og her kom vandresangene til hjælp.

Lejlighedssang til Lene og Alfs bryllupsdag, 1971. Fra Dansk Folkemindesamlings arkiv

Der findes i dag få selskabelige foreninger, der dyrker fællessang og har egne sanghæfter med en blanding af kendte sange og sange skrevet af foreningens medlemmer.]]

Hvad sker der fremover

Viability of the element::Se venligst ovenfor. Men lad mig opsummere: Det ville være forkert at sige, at den unikke tradition som beskrevet her lever og har det godt. Det er som sagt en truet dyreart, men død er den ikke, og eftersom der trods alt finder meget sangskriveri sted i landet som sådan, så ville det være mærkeligt, om sange skrevet til konkrete lejligheder ikke fortsat dukker op i nye former. I min bog har jeg et bidrag fra en rapper, der skrev og deltog med en nyskrevet tekst til en politisk kampagne op til et folketingsvalg. På nettet er der som sagt også et meget stort antal opslag, om end af stærkt svingende kvalitet. Det store problem er det naturlige generationsskifte af den bredt funderede personlige festsang.

Udøvere og dem, der kender det godt

Se venligst ovenfor

Henvisning

Der findes kun lidt litteratur om emnet, spredte artikler i fagtidsskrifter, Samvirke og ugeblade, f.eks. Jens Henrik Koudal 1993: ’Sange til enhver lejlighed. Om festsange og deres brugere’ i ’Musikken har ordet’, red. Finn Gravesen p. 207-215, eller Edith Mandrup Rønn 1988: ”Sålænge de synger, kives de ikke” i ’Modspil – de store ørers musiktidsskrift’ nr. 41 p. 9-17.

Ganske få bøger er fokuseret på genren, om end der findes eksempler i en hel del sangbøger og omtaler i kulturhistoriske værker.

I 1934 skriver Ebbe Nielsen bogen ’Hvorledes skriver jeg lejlighedssange? En let vejledning med Eksempler, Forslag, Melodier og Rimordbog’. I 1934 udgiver Henning Kragh Pedersen ‘Rimordbog til lejlighedssange’ og igen I 1978 en udvidet udgave: ’Rimsmeden : praktisk rimordbog for lejlighedsdigtere og versemagere med vejledning i at skrive selskabssange og versificerede taler’.

Forfatter Jesper Jensen skriver i 1987 bogen ’Skriv en sang’, igen en brugsbog for lejlighedssangskrivere.

Og denne indsender (Ebbe Preisler) skriver og udgiver i 2011 en omfattende bog med titlen ’Om lidt er sangen klar…’. Bogen rummer en fyldig litteraturliste også over arkivalier hos Dansk Folkemindesamling og Det kongelige Bibliotek. Bogens hjemmeside under samme titel rummer en række sange af navngivne bidragydere. Har selv forfattet flere hundrede sange gennem mere end 50 år, stadig aktiv.

’Lejlighedssange’ er i øvrigt titlen på den skønlitterære forfatter Stine Pilgaards roman fra 2015. Hovedpersonen skriver sange til naboer og andre lokale.

Kategorier

Mundtlige traditioner og udtryk