Hvad er immateriel kulturarv?: Forskelle mellem versioner

Fra Levendekultur
Spring til navigation Spring til søgning
(Oprettede siden med "I konventionen defineres immaterielle kulturarv som de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder - såvel som redskaber, genstande, artefakter og kulturel...")
 
No edit summary
 
(21 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke)
Linje 1: Linje 1:
I konventionen defineres immaterielle kulturarv som de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder - såvel som redskaber, genstande, artefakter og kulturelle rum, der er forbundet dermed - som samfund, grupper, og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv. Denne immaterielle kulturarv overføres fra generation til generation og genskabes til stadighed af samfund og grupper som svar på deres omgivelser, deres interaktion med naturen og deres historie, og giver dem en følelse af identitet og kontinuitet, og skaber på den måde respekt for kulturel mangfoldighed og menneskelig kreativitet.
[[Fil:Kædedans.jpg|thumb|Unge danser kædedans på deres årlige stævne FOD for folkemusik- og især danseinteresserede i 2016. Fotograf: Susanne Mertz.]]
[[Fil:Folkedans.jpg|thumb|Folkemusik og dans som samlingspunkt for flere generationer, her på Skælskør Folkehøjskole i 1983. Fotograf: Kirsten Terndrup. Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.]]


<h2>UNESCO</h2>
Vendingen immateriel kulturarv er skabt som et beslægtet udtryk til den materielle kulturarv i form af fx fysiske anlæg og ældre bygninger. Ligesom der findes en konvention til beskyttelse af den fysiske verdensarv, har UNESCO udarbejdet en [https://ich.unesco.org/en/convention konvention til sikring af den immaterielle kulturarv]. UNESCO er FN’s organ for videnskab, uddannelse, kultur og kommunikation.
Ifølge Konvention til sikring af Immateriel kulturarv fra 2003 er immateriel kulturarv en grundlæggende kilde til kulturel mangfoldighed og berigelse af menneskelig kreativitet. Konventionen er udarbejdet i UNESCO, FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation.


UNESCO blev oprettet i 1945 med det formål at fremme samarbejdet mellem nationerne inden for disse områder. Som en del af det, har UNESCO udarbejdet konventioner, som forpligter lande til at arbejde for beskyttelse og sikring af kulturarv i verden.
UNESCO definerer immateriel kulturarv som: ”…de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder […] som samfund, grupper, og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv.”
Immateriel kulturarv i Danmark kan aldrig indkredses som ét samlet hele. Kultur er noget levende og noget svært håndgribeligt, samtidig med at kulturen i hverdagen giver mening til mennesker – ofte uden at de selv lægger mærke til det.


Den nok mest kendte er Konventionen til beskyttelse af verdens kultur- og naturarv, bedre kendt som Verdensarvslisten fra 1972. I Danmark er Roskilde Domkirke, Kronborg Slot, Vadehavet og nu senest og de gamle parforcejagtlandskaber i Nordsjælland på listen.
Det danske sprog er fx en væsentlig del af kulturarven. Vi bruger sproget i samtaler mellem mennesker, og samtidig forandrer vi ganske langsomt sproget. Sproget er fælles, men det tales og bruges alligevel på mange forskellige måder. Endelig er sprog et redskab til at tænke verden med og dermed af betydning for de kulturelt prægede opfattelsesmåder, der findes i Danmark. 
Immateriel kulturarv udgøres også af forskellige hverdagsagtige måder at agere på og – blandt andet til højtider, fødselsdag og ved død – mere faste ritualer og skikke.  


På samme måde arbejder UNESCO for sikring af kulturarv af immateriel karakter. Først, i 1989 med Anbefalingen til beskyttelse af kultur of folklore, Verdenserklæringen om kulturel diversitet fra 2001 og fire år senere Konventionen om kulturel mangfoldighed. Alle er gået forud for Konvention til sikring af Immateriel kulturarv fra 2003, som Danmark godkendte i 2010.
<h2>Immateriel kulturarv som levende kultur</h2>
Den betydning mennesker lægger i ritualer og traditioner er sjældent den samme i dag, som den var, da de blev skabt. Nogle traditioner glemmes, og andre genopdages eller skabes på ny. Det gør hverken traditionerne bedre eller dårligere, så længe de har en mening i sig, som er af værdi for mennesker.  


<h2>Konventionen til sikring af immateriel kulturarv</h2>
Det giver også [[Om fortegnelsen|fortegnelsen]] en udfordring: For hvordan beskriver man levende kultur og sætter den på en fortegnelse, uden at den fastfryses som nærmest én bestemt, uforanderlig ting?
Skønt Verdensarvslisten har inspireret denne konvention, kan arbejdet med at sikre et monument eller et naturområde ikke direkte overføres til sikring af det immaterielle. For hvordan sikre det immaterielle? Det uhåndgribelige? Det, der foregår mellem mennesker, og derfor altid er i forandring?
Vores bedste bud har været at give mulighed for at beskrive både de måder, hvorpå den immaterielle kulturarv vedligeholdes, og de måder, hvorpå den har ændret sig over tid.


Ifølge konventionen består sikringen af immateriel kulturarv bl.a. i at man identificerer den, dokumenterer den, promoverer den og sørger for, at de nødvendige vilkår er til stede for, at den immaterielle kulturarv kan bestå og blive videreført bl.a. gennem uddannelse.
Derfor er eksemplerne i fortegnelsen øjebliksbilleder, der beskriver et før, et nu og måske giver et bud på fremtiden. Som arkiv er Dansk Folkemindesamling interesseret i disse øjebliksbilleder, og eksemplerne er indlemmet i Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Biblioteks arkiv og indgår i sammenhæng med tusinder af andre beskrivelser og beretninger om dagliglivets kultur.  


<h2>Konventionens overordnede formål</h2>
<h2>Mange perspektiver på levende kultur</h2>
Ved at godkende konventionen forpligter man sig til at arbejde for at sikre den immaterielle kulturarv, fremme respekten for de relevante samfunds, gruppers og enkeltpersoners immaterielle kulturarv, øge bevidstheden om vigtigheden af den immaterielle kulturarv på lokalt, nationalt og internationalt plan og om sikring af gensidig påskønnelse af denne kulturarv.
Alle mennesker og befolkningsgrupper udøver kultur, der bygger på tidligere generationers erfaringer. Derfor var fortegnelsen åben for eksempler på immateriel kulturarv fra både unge og gamle, minoriteter og majoriteter, folk i by og på land osv.
Fortegnelsen indeholder eksempler på levende kultur i Danmark, men den kultur er ikke nødvendigvis særegent dansk. Den går ofte på tværs af grænser og er påvirket udefra.
Den levende kultur kan deles af mange, men kan også udøves på forskellige måder, af forskellige mennesker, i forskellige sammenhænge. Derfor er der heller ikke nødvendigvis enighed om, hvad der er vigtig kulturarv, eller hvordan den bør udøves. Den levende kultur er altid ’nogens’, og andre kan have et andet perspektiv. Derfor er det i fortegnelsen altid er muligt at se, hvem der har indsendt bidraget, ligesom det er var muligt at indsende et nyt bidrag om det samme emne, hvis beskrivelsen var anderledes.


Ifølge konventionen kommer immateriel kulturarv bl.a. til udtryk på følgende vis:
Læs mere om fortegnelsen [[Om fortegnelsen|her]].
 
·        mundtlige traditioner og udtryk, herunder sprog som et udtryksmiddel for den immaterielle kulturarv
 
·        udøvelse af kunst
 
·        sociale praksisser, ritualer og festivaler
 
·        viden og praksisser vedrørende naturen og universet
 
·        traditionelt håndværk
 
<h2>Udøverens rolle i konventionen<h2>
Helt centralt i konventionen står udøverne, altså de mennesker, der er involveret i praktiseringen af en given kulturel praksis, tradition osv. Det er de grupper – og i særlige tilfælde enkeltpersoner, der opfordres til at indsende beskrivelsen af det, de gør til UNESCOs fortegnelser og lister. Denne betoning er lagt for at sikre, at det er udøverne selv, der kommer til orde, selv definerer og tillægger eksemplet på immateriel kulturarv værdi og betydning.

Nuværende version fra 7. dec. 2018, 15:03

Unge danser kædedans på deres årlige stævne FOD for folkemusik- og især danseinteresserede i 2016. Fotograf: Susanne Mertz.
Folkemusik og dans som samlingspunkt for flere generationer, her på Skælskør Folkehøjskole i 1983. Fotograf: Kirsten Terndrup. Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek.

Vendingen immateriel kulturarv er skabt som et beslægtet udtryk til den materielle kulturarv i form af fx fysiske anlæg og ældre bygninger. Ligesom der findes en konvention til beskyttelse af den fysiske verdensarv, har UNESCO udarbejdet en konvention til sikring af den immaterielle kulturarv. UNESCO er FN’s organ for videnskab, uddannelse, kultur og kommunikation.

UNESCO definerer immateriel kulturarv som: ”…de praksisser, forestillinger, udtryk, kundskaber, færdigheder […] som samfund, grupper, og, i nogle tilfælde, enkeltpersoner anerkender som del af deres kulturelle arv.” Immateriel kulturarv i Danmark kan aldrig indkredses som ét samlet hele. Kultur er noget levende og noget svært håndgribeligt, samtidig med at kulturen i hverdagen giver mening til mennesker – ofte uden at de selv lægger mærke til det.

Det danske sprog er fx en væsentlig del af kulturarven. Vi bruger sproget i samtaler mellem mennesker, og samtidig forandrer vi ganske langsomt sproget. Sproget er fælles, men det tales og bruges alligevel på mange forskellige måder. Endelig er sprog et redskab til at tænke verden med og dermed af betydning for de kulturelt prægede opfattelsesmåder, der findes i Danmark. Immateriel kulturarv udgøres også af forskellige hverdagsagtige måder at agere på og – blandt andet til højtider, fødselsdag og ved død – mere faste ritualer og skikke.

Immateriel kulturarv som levende kultur

Den betydning mennesker lægger i ritualer og traditioner er sjældent den samme i dag, som den var, da de blev skabt. Nogle traditioner glemmes, og andre genopdages eller skabes på ny. Det gør hverken traditionerne bedre eller dårligere, så længe de har en mening i sig, som er af værdi for mennesker.

Det giver også fortegnelsen en udfordring: For hvordan beskriver man levende kultur og sætter den på en fortegnelse, uden at den fastfryses som nærmest én bestemt, uforanderlig ting? Vores bedste bud har været at give mulighed for at beskrive både de måder, hvorpå den immaterielle kulturarv vedligeholdes, og de måder, hvorpå den har ændret sig over tid.

Derfor er eksemplerne i fortegnelsen øjebliksbilleder, der beskriver et før, et nu og måske giver et bud på fremtiden. Som arkiv er Dansk Folkemindesamling interesseret i disse øjebliksbilleder, og eksemplerne er indlemmet i Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Biblioteks arkiv og indgår i sammenhæng med tusinder af andre beskrivelser og beretninger om dagliglivets kultur.

Mange perspektiver på levende kultur

Alle mennesker og befolkningsgrupper udøver kultur, der bygger på tidligere generationers erfaringer. Derfor var fortegnelsen åben for eksempler på immateriel kulturarv fra både unge og gamle, minoriteter og majoriteter, folk i by og på land osv. Fortegnelsen indeholder eksempler på levende kultur i Danmark, men den kultur er ikke nødvendigvis særegent dansk. Den går ofte på tværs af grænser og er påvirket udefra. Den levende kultur kan deles af mange, men kan også udøves på forskellige måder, af forskellige mennesker, i forskellige sammenhænge. Derfor er der heller ikke nødvendigvis enighed om, hvad der er vigtig kulturarv, eller hvordan den bør udøves. Den levende kultur er altid ’nogens’, og andre kan have et andet perspektiv. Derfor er det i fortegnelsen altid er muligt at se, hvem der har indsendt bidraget, ligesom det er var muligt at indsende et nyt bidrag om det samme emne, hvis beskrivelsen var anderledes.

Læs mere om fortegnelsen her.

Hentet fra "https://levendekultur.kb.dk/index.php?title=Hvad_er_immateriel_kulturarv%3F&oldid=1836"