Den danske folkehøjskole – en unik form for dannelse

Den danske folkehøjskole – en unik form for dannelse
Indsender af bidrag:	Højskolehistorisk Forening: Mogens Hemmingsen (formand), Kjeld Krarup, Ditte-Marie Baungaard Christensen, Lisbeth Magnussen, Hans Grishauge, Lars Thorkild Bjørn og Mette E. Havsteen-Mikkelsen (tekst-ansvarlig)
Geografisk tilknytning:	Højskolekulturens arnesteder er naturligvis på selve højskolerne, men også i de mange hjem og i det folkelige engagement inden for skole og kirke og initiativer af forskellig slags ud over landet og vidt ud i verden. Se f.eks. fortegnelse over forekomsten gennem årene og nuværende højskoler: http://hojskolehistorie.dk/media/1301640/danske_h_jskoler_1844-2016_rev_marts_17.pdf.
Dato for indsendelse af bidrag:	2018/01/17

Hvordan praktiseres det i dag

Selvom højskoletanken er udformet i civilsamfundet, så regulerer lovgivningen om den demokratiske dannelse rammer og vilkår for de enkelte højskoler. Ikke desto mindre fremstår de enkelte højskoler som vidt forskellige inden for disse rammer og afspejler derved både i form og indhold det omgivende pluralistiske samfund. Et fællestræk er kostskoleformen, hvor man lever, spiser og bor på skolen. Desuden er det kendetegnet, at de enkelte højskoler giver undervisning inden for de fag og emner, der måtte interessere. Undervisningen er lystbetonet, eksamensfri og kræver ingen forudsætninger. Højskoleopholdet er skemalagt, men der er tid til både ”forundring og forandring” i såvel almen-dannende fag, eksempelvis historie og litteratur, som i særlige æstetiske og musiske fag eller i værkstedstedsfag. Gennem fællestimer, foredrag og i livet sammen med andre bliver højskoleelever udfordret på holdninger og ideer, og får nye perspektiver på stoffet.

I dag findes både traditionelle grundtvigske højskoler, fagspecialiserede, f.eks. musikhøjskoler og idrætshøjskoler, kristne eller spirituelle højskoler, livsstilshøjskoler, seniorhøjskoler og ungdomshøjskoler. Højskolekurserne er desuden af forskellig varighed.

Selvom højskolers primære sigte har været almendannende undervisning med ordet og den identitetsskabende fortælling som immaterielt ”grundstof”, så har der gennem årene været trendsættende højskoler indenfor kunst, håndværk og håndarbejde (vævning og sløjd f.eks.). Den materielle og den immaterielle kulturarv er således to væsentlige sider af højskolekulturen - hånd og ånd.

Også blandt de nyere højskoler er både betoning af æstetiske, kunstneriske og håndværksmæssige fag. Samtidig figurerer typisk samfundsengagerende og politisk relevante temaer som global dannelse, digital dannelse, bæredygtighed, vindenergi, klima og grøn omstilling, udkantsdanmark og folkelighed.

Historie og baggrund

History og baggrund::N.F.S. Grundtvig var den betydningsfulde inspirator bag den første danske folkehøjskole, der åbnede i Rødding i 1844. Det var dog skolemanden Chresten Kold, der førte hans skoletanker ud i livet i et læringsmiljø, der i princippet er videreført indtil nu. For de allerførste højskoler var nationalitetskampen i Sønderjylland den aktuelle baggrund, siden blev det nok så væsentligt at ”højne” bøndernes kultur og evne til at tage demokratisk ansvar i det danske samfund på lige fod med andre af rigets stænder. Grundtvig udtrykte, at det var vigtigt at folkehøjskolen både fremmede ”livsdueligheden” og ”folkelivet”. Opgaven gennem tiden har været at opbygge fortællingen om et nationalt og demokratisk folk navnlig gennem historisk-poetiske dannelsesfag.

Pigehold 1876 på Danmarks første højskole i Rødding.Fotograf: ukendt

Det folkeligt-nationale grundlag kom sidst i 1800-tallet til at spille sammen med et logisk-videnskabeligt. Dette førte på sigt til en mere erhvervsrettet fagspecialisering (f.eks. indenfor håndværk, sygepleje, husflid, gymnastik, fiskeri) udover det landbrugsfaglige. Omkring 1970 førte samfundsforandringer og ændringer i det traditionelle rekrutteringsmiljø i landbosamfundet til omkalfatring af højskolernes undervisningstilbud. Indholdet i højskolens lovgrundlag, der omfattede ”almen folkelig/national dannelse” i 1942 og ”folkelig oplysning” i 1993 er til stadig diskussion så højskolen til stadighed er tidssvarende. Højskolen som kostskole, dvs. oprindelig med både landbrug og husholdning, er stadig en særdeles konkret form med sine rytmer og rutiner gennem året og dagen.

Måltidsfællesskab på Kolding højskole i 1970’erne. Fotograf: ukendt

Konkret kommer denne immaterielle kulturarv til udtryk i den mangeårige udgivelse af højskolesangbogen, hvor der til hver en tid gennem de nu 18 udgaver har været stor bestræbelse på at gøre den tidssvarende ved at trykke sangbare folkelige, historiske sange og salmer til dagligt brug. Højskolesangbogen har stor integrerende betydning og bruges også i miljøer uden for højskolen.

Højskolesangbogen i brug på Vallekilde Højskole. Fotograf: ukendt

Videreformidling og overlevering

Højskolekulturen formidles ad mange veje nu. Kendskabet til højskolen spredes fra mund til mund, fra nuværende og tidligere højskoleelever, i familier og ungdomsmiljøer og uddannelsesinstitutioner og på festivaler. Højskolekulturen formidles også via Højskolernes Hus’ hjemmeside (FFD) og Højskolebladet. Desuden spredes ideer til et højskoleophold på jobcentre og i biblioteker. Historisk set er højskolekulturen ofte blevet spredt gennem flere slægtled i særlige grundtvigske eller missionske miljøer. I såkaldte levende egne, hvor aktiviteter kunne spores inden for kultur- og erhvervsliv (andelsbevægelse), var det ofte en højskole, der var særlig ”vækstfremmende”. Tidligere drog forstandere og lærere rundt og hvervede elever ved foredrag i forsamlingshuse, i højskole- og gymnastikforeninger. Også de enkelte elevforeningers årsskrifter spredte viden om højskoleophold.

Hvad sker der fremover

Viability of the element::Det ligger i selve højskoletanken at højskolens gerning, rammerne for højskolelivet, er defineret af folkets trang og lærernes evne, som formuleret af Askov Højskoles forstander, Ludvig Schrøder i 1872. Friheden til selv at sætte dagsordenen er essentiel for den enkelte højskole. Selve drivkraften, der sikrer den frie samtale og kreativitet. Det har vist sig at være en god idé siden den første højskole startede i 1844 i Rødding. Også fremadrettet, selvom det også betyder at højskoler kommer og går. Aktuelt er der 70 højskoler i Danmark. Højskolekulturen styrkes lokalt ud fra den enkelte højskoles elevmøder og sammenkomster - med årsskrifter og nyhedsbreve fra skolekredse og elevforeninger som formidlende mellemled. Endelig er der de uformelle men langtidsholdbare netværk af personlige kontakter (f.eks. opretholdt gennem Facebook), der typisk opstår i kølvandet på de forskellige højskoleophold. Folkelige arrangementer på de enkelte højskoler eller i foreninger og selve samværet - det at man er sammen omkring ”noget” - er i højsædet. På landsplan styrkes højskolekulturen gennem initiativer fra især Højskolernes Hus og Højskolehistorisk Forening.

Udøvere og dem, der kender det godt

Gennem årene er det hovedsagelig unge, der har valgt at tage på højskole på lange ophold af 3-5 måneders varighed. Den sociale spredning kan være forholdsvis stor i forhold til tidligere, dvs. før 1970, hvor eleverne fortrinsvis rekrutteredes fra landbosamfundet. Adskillige unge bruger højskoleopholdet som en fase undervejs i uddannelsessystemet eller måske i en arbejdsløshedssituation. På højskolerne kan der for tiden være mellem 30 og over hundrede deltagere. I de seneste 4-5 årtier er det blevet stadig mere udbredt at deltage i korte kurser af et par ugers varighed. Her er der stor aldersspredning, men fortrinsvis deltager folk efter arbejdslivet. Mange forskellige kulturpersonligheder har deres rod i højskolelivets mange facetter. Det kan f.eks. være forfattere, kunstnere, musikere, film- og mediefolk og entertainere. Men den allerstørste gennemslagskraft har højskolen haft hos ”almindelige mennesker” landet over.

Henvisning

Hjemmesider:

Højskolebladet www.hojskolebladet.dk

Folkehøjskolernes Forening www.ffd.dk

Højskolehistorisk Forening www.hojskolehistorie.dk

Litteratur:

Tekster om folkehøjskolen. 1974, redaktion: A. Baunsbak-Jensen og Vilhelm Nielsen

Mette E. Havsteen-Mikkelsen: Højskolen og landbolivsformen. Realkompetencer til det virkelige liv i Rødding. S. 139-167 i: Två sidor av samma mynt. Folkbildning och yrkesutbildning vid de nordiska folkhögskolorna. Red.: F.L. Nielsson og A. Nielsson. Academic Press. Lund 2010.

samme: Rødding Højskole i Lunds tid - et kulturbillede, s. 21-50 i: Uddannelse. Årbog for dansk Skolehistorie 1994.

Niels Højlund: Højskolen – fortid – nutid – fremtid. Aschehoug 1983. Højskolens idé. Tillæg til Højskolebladet 8.12.2016.

Ove Korsgaard: Højskolen som dannelsesinstitution. Oplæg til Højskoleudvalget. 2004.

Jes Fabricius Møller: Grundtvigianisme i det 20. århundrede. Vartov 2005.

Gunhild Nissen: Udfordringer til højskolen, danske folkehøjskoler 1844 til 1994. København 1994.

Den danske Folkehøjskole gennem hundrede år. bd. 1, 1939, redaktion: Ernst Borup og Fred. Nørgaard, bd. 2, 1940, redaktion: Fred. Nørgaard

Folkehøjskolen til debat. 1961, redaktion: Johannes Rosendahl

Thomas Rørdam: De danske folkehøjskoler. 1979.

Kategorier

Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst, Sociale praksisser"Sociale praksisser" is not in the list (Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst, Sociale praksisser ritualer og festivaler, Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk) of allowed values for the "Categories" property., ritualer og festivaler"ritualer og festivaler" is not in the list (Mundtlige traditioner og udtryk, Udøvelse af kunst, Sociale praksisser ritualer og festivaler, Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk) of allowed values for the "Categories" property., Viden og praksisser vedrørende naturen og universet, Traditionelt håndværk